Ulven
   Direk!" Lyder det hårdt. "Hvad har jeg sagt om det her utallige gange de sidste to år? Tror du, at det er for sjov, at jeg oplærer dig efter de rigtige forskrifter? Jeg troede, du var den helt rigtige, men det viser sig, at du ikke har, hvad der skal til, for at stå fast ved kraften. Jeg burde have vidst det fra starten, da Alhana kom med i vores gruppe. Du har ikke forbedret dig de sidste måneder, men det her forklarer tydeligt hvorfor."
   Memos' stemme forskrækker mig og jeg ser ham rive Direk ud af teltet i det ene ben. Jeg trækker tæppet op for at dække min krop og kigger derefter ud. Det gibber i mig, da jeg ser hvordan Memos slæber ham over det faste og kantede klippegulv. Direk råber og skriger arrigt og prøver at komme op på benene, men Memos har stadig fat i det ene ben ved anklen.
   Faramir kommer ud af sit telt og råber:
   "Memos, slip så knægten. Jeg troede ikke, at du kunne være sådan! Slip ham så!"
   Direk kommer op på benene og flyver direkte i kødet på Memos i vild raseri, mens han råber og skriger af ham i vildskab:
   "Alt dit pis om den mørke side giver mig kvalme. I al den tid jeg har gået sammen med dig, har jeg hver dag hørt alt det lort om hvorfor skyggekrigere ikke må styres af drifter og hvordan de kan kontrollere kraften. Hvor er du ynkelig Memos, at du ikke kan føle noget for nogen. Et tomt hjerte, der ikke rummer den mindste medfølelse. Tving mig ikke til at blive som dig. Tænk at du ikke kan elske nogen. Du er lige så død som hulen her."
   Faramir skiller de to kamphaner og holder Direk væk fra Memos. Direk er rød i hovedet af arrigskab. Memos er selv helt rolig og har kun stået i forsvar under Direk's angreb på ham.
   "Jeg hader dig Memos. Jeg skal nok finde kraften uden din hjælp eller rådets. Kraften er der et sted. Den er ikke forbeholdt en flok iskolde tåber."
   "Så er det nok!" Faramir skubber hårdt og uden nåde Direk ind i klippemuren, så han mister vejret. Han er paralyseret et øjeblik, men kommer hurtigt til sig selv igen. Han bliver stående, da Faramir's vrede advarer ham om andet. Direk's øjne er helt røde og han står og pruster som en tyr. Det ser dog lidt komisk ud, da han er helt bar på kroppen. Hidsigt går han hen efter sine bukser og trøje i sit eget telt. Han klæder sig, på et øjeblik og tager derefter sine støvler på og løber ud i gangen uden fakkel eller noget andet.
   Da han er ude af syne vender Memos blikket mod mig uden udtryk. Jeg føler intet, ligesom Direk sagde, kun et tomt hjerte på en eller anden måde. Jeg er selv lidt chokeret over hændelsen, men det er, fordi jeg aldrig havde forestillet mig Direk i direkte oprør mod sin mester, som han for mindre end et døgn siden var fuldstændig underlagt. Måske ved Memos mere om skyggekrigerne og kraften end Direk. Noget kunne tyde på at Direk ikke kan styre den. Måske er følelserne farlig i kombination med kraften og jeg husker Memos' ord tidligere, lige inden vi gik ned i underverdens huler: - Lad dig aldrig styre af drifterne. Det fører til den mørke side. En kvinde kan fremkalde følelser, som fører begær, jalousi og grådighed med sig. Alle disse følelser kan skabe had. Et altfortærende had ingen mand kan kontrollere. - Jeg gyser lidt ved tanken. Direk er i hvert fald ude af kontrol lige nu.
   Da jeg kommer ud til de to andre lidt senere, efter at have fået mit tøj på igen, sidder de ved bålet og spiser. Jeg tager min egen mad i stilhed og sætter mig på min rygtaske. Der går ikke lang tid inde Faramir henvender sig til mig.
   "Jeg er bange for, hvad du har bragt med os. Der er ingen tvivl om, at du bærer skylden for det her."
   "Hvad! I giver mig skylden. Hvorfor er det min skyld?"
   "Hold så op Alhana," afbryder Memos strengt. "Du har flirtet med os alle lige siden du kom med her i gruppen. Faramir og jeg har snakket om det før. Det påvirker os alle, selvom vi har hver vores grund til, at vi ikke burde. Direk er ung og let at påvirke. Det er din skyld, at hans kraft har svigtet."
   "Rolig Memos," siger Faramir mildt.
   "Det er din skyld! Så snart vi er ude herfra vil jeg ikke se dig mere. Aldrig mere! Og du skal ikke nævne noget for Direk, når han kommer tilbage. Hold fingrene væk fra ham."
   "Jeg har ikke rørt ham! Han kom selv ind til mig og jeg sparkede ham ud lige idet du tog ham i benet..."
   "Det ændrer ikke noget. Der er kun problemer med ham i dit nærvær."
   "FINT, SÅ SKRIDER JEG BARE!" Råber jeg og går over til mit telt for at spise maden alene.
   Jeg mærker hidsigheden bruse som et vildt dyr og jeg kommer med eder og forbandelser for mig selv. Men det kan også være ligegyldigt, for Direk betyder ikke noget for mig. Det kunne ligeså godt have været Faramir. Det er sikkert også derfor de vil af med mig. Prinsen kan sku heller ikke styre sig, selvom han siger noget andet. Jeg fnyser. Mennesker, de tror altid de er bedre en alle andre.
   Jeg ser Direk komme tilbage og han går en stor bue udenom de andre for at komme over til mig. Memos og Faramir ser på mig og jeg er godt klar over hvorfor. Hidsigt ser jeg over på Direk og råber ad ham:
   "Hold dig væk! Jeg er sortelver, Kraftens mørke side, spørg de andre, menneske!"
   Direk vender sig om mod de andre og peger advarende på dem. Med sammenbidte tænder taler han, så spyttet sprøjter ud mellem dem:
   "Jeg hader dig, Memos." Og han går væk fra mig og sparker en sten ad helvede til.