Hypnose
   Vi er lige i udkanten. På vej ind i landsbyen, hvor vejen til hovedbyen Vesil kan ses i det fjerne. Jeg var sikker på, at Zilas´s mester boede på kroen i landsbyen, men overraskende nok skal vi hele vejen til Vesil. Jeg har kun været der en gang i hele mit liv, da det altid er far og de andre mænd, som rejser til byen. Jeg får følelsen af, at min bror virkelig mener, at der er noget galt. Turen derind vil tage hele formiddagen, men jeg glæder mig alligevel og glemmer snart, hvorfor vi skal dertil.
   Sommersolen skinner fra en klar himmel og det bliver en skøn dag. Vi rejser gennem flere små landsbyer og vejen bliver større og større, mens flere og flere rejsende kommer til. Der er fornemme købmænd i store hestevogne, lystige gøglere og længere borte ser jeg nogle riddere til hest eskortere en fin karet.
   Inden vi når byporten til Vesil, hedder det sig blandt folk, at der afholdes en ridderturnering, for at finde hertugens datter en værdig mand. Jeg får kuldegysninger, fordi jeg ikke kan forstille mig at skulle giftes med en, jeg ikke kender. I hvert fald ikke med en person jeg ikke elsker.
   Vi kommer endelig til bymuren, men der er kø, og vi må vente på, at menneskemængden før os kommer frem. Vagterne vinker os frem et par timer senere og vi er omsider inde i byen. Vi sidder på vores heste og har et godt overblik udover menneskemængden. Jeg kan se alle de spændende boder langs vejen til den store markedsplads. Små piger og drenge leger på gaden, mens de tigger fremmede folk om penge til lækkerier. De flinke herrer og damer giver dem nogle håndskillinger, og børnene skriger henrykt over deres rigdom. Byens humør er højt og jeg smiler. Min bror derimod har et alvorligt udtryk i ansigtet.
   "Er der langt endnu?" Spørger jeg.
   "Et stykke. Han bor på en af de finere kroer længere inde mod centrum. Det er dyrt, så vi har ikke penge til at spise der. Det er nu en skam, for maden er fantastisk, kan jeg love dig for. Det er en af de goder man får, ved at studere hos en rig magiker."
   "Jeg misunder dig virkelig. Det må næsten være en skuffelse at komme hjem."
   "Nej, det kan ikke sammenlignes. Hjemme er min familie. Dig min kære søster. Desuden kan livet på landevejen være hård. Vi rejser det meste af tiden og sover i telte. Vi skal skiftes til at holde vagt om natten, fordi vilde dyr kan komme og æde os, eller frygtelige forbrydere kan slå os ihjel bare for at stjæle vores ting. Det er ikke ufarligt at være på eventyr. Det er også derfor vi lever i luksus, når vi får muligheden i de større byer."
   "Hvad laver I på jeres rejse?"
   "Vi kan være budbringere med hemmelige breve for herskaber. De betaler godt og det er ikke så farligt. Andre gange skal vi hente underlige ting til alkymister. Det kræver nogle gange, at vi skal slå underlige væsner ihjel dybt inde i Gloomskovene eller i mørke underjordiske huler. Det er missioner, som er meget farlig og jeg kan ikke lide den slags. Det er ikke til at koncentrere sig på grund af frygt, når jeg skal kaste magi. Alting går så hurtigt. Det er en af de ting jeg helst vil undgå og særligt Gloomskoven."
   "Jamen Gloomskovene ligger langt mod nord efter bjergene."
   "Ja, og jeg har set sortelvere. De dræbte en af vore venner og vi måtte flygte og lade hans krop blive maltrakteret af de sorte djævle."
   "Ved I overhovedet, hvad der skete med ham derefter? Kunne de måske ikke bare nøjes med at tage hans ting og forsvinde? Måske forsvarede de noget?" Zilas svarer mig ikke, og jeg spørger derfor om noget andet. "Er det jeres missioner, som gør din mester rig?"
   "Ja, det er der ingen tvivl om. En enkelt mission kan blive belønnet med en sum så stor som far og mors indtjening på gården over et år. Min mester siger, at han normalt rejser rundt i verden nogle år af gangen og trækker sig så tilbage for at nyde livet. Det har han gjort flere gange, men denne gang er den sidste. Nu vil han rejse, indtil jeg er udlært og så vil han trække sig tilbage for altid. Han er ved at blive gammel, forstår du. Det er derfor, jeg er hans eneste lærling."
   Jeg kan slet ikke forholde mig til hans ord. Jeg sidder med åben mund på hesten og glemmer næsten at trække vejret. Hvordan kan man tjene så mange penge? Tænker jeg uforstående.
   Zilas peger frem mod en bygning. Den er ubeskrivelig smuk i forhold til det, jeg er vant til. Det er den omtalte kro kan jeg gætte. Den hedder De Syv Svaner og skiltet er skrevet på marmor med store guldbogstaver. Jeg føler mig ussel. Jeg er blot en bondetøs i pjalter, hvorimod min bror sidder i sin fine magerkåbe. Vi stiger af hestene og en mand tager imod dem, for at trække dyrene ind i en stald bag kroen. Jeg ryster på kroppen og tør ikke gå ind i det fine hus. Min bror tager mig i hånden og vi går ind af døren.
   Væggene er beklædt med mønstret papir i stedet for rå træbrædder som derhjemme. Bordene er pudset helt glatte og de er poleret med brun sæbe, så de er blanke. De tilhørende stole har alle en pæn hynde, så man kan sidde blødt, mens man spiser eller hygger sig. Der er en del gæster på kroen og jeg mærker, at de ser underligt på mig. Jeg slår blikket i jorden og det næste jeg ser, er Zilas´s mester ved et bord i hjørnet, da min bror river mig i armen, så jeg kigger op.
   "Mester, dette er min søster Linea."
   Jeg hilser pænt på den ældre mand, som nok er en hel del år ældre end vores far. Han er allerede 58 år gammel og har nogle gange svært ved at klare arbejdet på gården. Derfor er det godt, at Zilas snart kan hjælpe med penge, når han er færdig. Det ser endda ud til, at han bliver velhavende. Jeg håber nu også, at jeg selv snart får mig en elskelig husbond, så gården ikke vil forfalde. Men elveren fra min drøm får mig pludselig til at glemme det hele i mine fraværende tanker.
   "God middag unge frøken," magikeren retter straks efter et spørgsmål til min bror, "jamen Zilas, det er da først i morgen, vi skal fortsætte rejsen til Gloomskovene igen. Vi mangler stadig rød safran. Det er ikke til at få fat i de urter nogen steder. Empu har været på jagt i hele byen efterhånden."
   "Det ved jeg Talus, men en mistanke om noget forfærdeligt, får mig til at komme hertil, for at få råd om situationen."
   "Mistanke om hvad?"
   "Jeg ved det ikke rigtig, men min søster er pludselig begyndt at tale elvisk. Hun kender ingen elver og har aldrig hørt sproget i sit liv. Det er ikke almen elvisk. Jeg kan ikke forstå alle ordene, men det mest skræmmende er, at hun udtaler ordene med en ubeskrivelig præcis tone og accent. Det er fantastisk at høre hende tale."
   "Hm... det er pudsigt. Man kan ikke bare sådan lige lære elvisk."
   "Det kan hun heller ikke rigtigt, for hun forstår ikke selv sine ord. Hun gengiver dem på en måde, men ordene må komme et sted fra, og jeg har en teori..."
   "Arh... en teori. Det lyder spændende. Jeg er altid nysgerrig efter at høre dine spidsfindige tanker. Du har nogle unikke egenskaber, som man ikke finder mange steder." Han klukker helt nede i maven.
   "De særprægede elviske ord er fra hendes drømme. Drømme, som har fulgt hende hver nat i mere end en måned. Hun husker intet andet end den monotone stemme, indtil i går. Jeg oversatte enkelte ord og det har måske sat skub i hukommelsen, for i morges huskede hun pludselig den person, som har talt til hende. Det er en sortelver!" Afslutter han bræt med en tone som venter på et svar.
   "Fortsæt min lærling. Jeg venter på at høre din teori."
   "Jeg tror, at en sortelver bruger en magtfuld formular til at manipulere med hendes sind. Men jeg kan ikke forklare, hvorfor nogen vil bruge så megen energi på min søster i så lang tid. Det er derfor, jeg er kommet for at få din mening."
   Zilas er fast i sin tone og holdning. Det er en eller anden form for beslutsomhed over, at der skal gøres noget med det samme. Talus er stille og eftertænksom, men noget har rørt magikeren. Han kigger på mig og ser derefter tilbage på Zilas. Han rejser sig og gør tegn til at følge med uden han siger et eneste ord.
   Vi vandrer op ad en trappe til værelserne ovenpå. Der er tre etager op til Talus´s kammer og vi når døren. Han låser op og går ind. Rummet er forholdsvis stort, så der er ingen trængsel, selvom vi er tre mennesker herinde. Talus sætter sig på en blød stol og Zilas i sengen, mens jeg står tilbageholdende op ad døren.
   Magikeren kigger på mig og siger:
   "Kan du gentage de ord, som du sagde til Zilas?"
   Jeg nikker.
   "Alasme yei. Siuresia midilanis febiea nee. Ia delanay amee."
   "Jeg vil komme en nat i måneglans. Snart vil du blive min dronning." Talus tøver ikke i sin oversættelse. Han kigger på mig og siger lavmælt: "Zilas, du har ret med hensyn til det med sortelverne. Disse ord er melan elvisk, sortelvernes modersmål. Jeg forstår heller ikke, hvorfor din søster taler sproget så smukt, men vi bør undersøge det nærmere. Jeg vil foreslå, at vi hypnotiserer din søster. Så vil hun rejse gennem drømmene og fortælle os, hvad der sker. Hun vil huske alt i trancen, men derefter vil det meste være glemt igen. Dog kan der være en lille risiko for, at hun kan erindre alt herefter. Det kommer an på, hvor stor en indflydelse drømmen har eller nærmere sagt personen bag det hele."
   "Det lyder som en fornuftig ide. Jeg ved, at der er mere gemt i den drøm. Hun har talt i søvne hele natten, men jeg kunne langt fra forstå det hele."
   "Du er en dygtig magiker unge knægt og du kan gennemskue ting, som andre ikke kan. Om lidt skal du se godt efter, for hypnose er en god ting at kunne. Linea vil du lægge dig på sengen og slappe helt af?"
   Jeg lægger mig afslappet ned på dynen. Blød og fyldt med dun i stedet for halm. Den er meget dejlig og dufter af blomster. Jeg er lidt nervøs over at skal ind i en trance, hvor magikeren kan styre mig uden, at jeg selv har kontrol over det, men min bror er der heldigvis. Han vil aldrig lade nogen gøre mig fortræd.
   Jeg lukker øjnene og lytter afslappet til Talus´s stemme. Det er mørkt bag de lukkede øjne, og jeg glæder mig til at møde Ajantar igen. Selvom han skulle være sortelver, så betyder det intet. Jeg kan mærke, at der er et bånd imellem os. Snart mærker jeg svimmelheden og stemmen bliver fjern. Mørket ændrer sig langsomt og jeg ser...

Jeg ser månelyset falde ind gennem nogle fantastiske vinduer i den store korridor, hvor jeg befinder mig. Jeg står midt på gangen. Alene. Der er dødeligt stille og jeg går frem, mens jeg fascineres af udsmykningerne på væggene. Gangen er lang og marmorgulvet afslører mine fodtrin. Der er statuer langs væggen ved dørene. De er uhyggelig, fordi skyggerne falder på gulvet, så de ligner store grumme uhyrer. Jeg ved ikke, hvor jeg er, men det ligner et slot efter mine egne forestillinger om, hvordan sådan et skulle se ud. For enden af slotsgangen er der en kæmpe dør af sten med udhugninger, der er fyldt ud med andre bjergarter. Den står på klem og jeg prøver at åbne den, men døren er så tung, at jeg intet kan gøre. Jeg prøver at klemme mig gennem åbningen og jeg kan lige akkurat trænge mig gennem sprækken.
   På den anden side er der en gigantisk sal, så storslået, at jeg stopper helt op i beundring. Store vinduer, mere pragtfulde af udseende end de første, kaster månelys ind fra alle sider. Jeg betages og går frem for at opleve det guddommelige rum. Midt i salen er der en stor åben plads med høje søjler, som yndefuldt former en cirkel. Over stedet er der ingen tag, kun den åbne himmel med lysende stjerner. Gulvet indenfor området er rødligt med indgraverede sorte symboler.
   Jeg retter hovedet op og ser frem. Salen ligner en ubeskrivelig stor katedral, hvor utallige rækker af stenstole er vendt op mod et alter. En bred trappe fører op til det og to fakler brænder uden at flakke. Jeg går forsigtigt derhen og ved foden af trappen venter jeg lidt, inden jeg træder nysgerrigt op på første trin. Halvvejs oppe ser jeg, at det alterlignende sted gemmer en pragtfuld trone i stedet for et alter. Jeg får hjertebanken over dens skønhed og løber videre op for at se den smukke trone. Da jeg skal til at tage det sidste trin op, hvisker en stemme bag mig:
   "Kemelaas di ehemee."
   Jeg vender mig forskrækket og gisper højt, så det runger i salen. Der er ingen. Jeg er helt alene, men jeg løber hurtigt ned af trappen i frygt, for at have gjort noget jeg ikke må. Da jeg er tilbage midt i salen begynder en stemme at kalde, uden at jeg kan fornemme, hvor lyden kommer fra.
   "Linea ia delanay... ia delanay... delanay...?" Gentager ekkoet.
   Den samme stemme fortsætter uden ophør. Jeg drejer rundt om mig selv for at finde ham. Manden som siger mit navn. Jeg ser intet og jeg bliver svimmel, fordi jeg bliver ved med at dreje rundt om mig selv. Omtumlet falder jeg på knæ, da et hav af orange lys omgiver mig. Det er en brændende ring af ild og jeg ser op. Han står foran mig og rækker sin mørke hånd ned og hjælper mig op.
   "Censime Ajantar, kemelaas di ehemee."
   Han kysser mig blidt på hånden og lægger den stille på sit bryst. Hans hjerte banker som mit og jeg smiler beruset af mine følelser. Langsomt, næsten svævende, glider jeg ind i hans arme. Vi omfavner hinanden i evig kærlighed. En ild som aldrig vil brænde ud. Stille hvisker han i mit øre:
   "Alasme yei siuresia midilanis febiea nee. Ia delanay amee."
   De ord jeg husker: Jeg vil komme i måneglans. Snart vil du blive min dronning.
   Han skubber mig langsomt bort. Jeg svæver tidløst bagud, mens jeg ser ind i hans gyldne øjne af gengældt lyksalighed. Jeg mærker den hungrende længsel i sjælen, mens hjertet spiddes af sværd i smerte over at miste ham. Jeg rækker desperat hånden ud, men jeg svæver længere og længere bort.
   "Ajantar, min elskede!"
   Hans mystiske øjne bringer mig trøst, mens det kærlige smil beroliger mig. Det sidste jeg hører er:
   "Kemelaas di ehemee, siuresia midilanis febiea nee."

Jeg vågner op. Hulkende denne gang. Jeg husker det hele og mine følelser er ude af kontrol. Jeg føler, at jeg har mistet min elskede. Vi har været sammen i en evighed. Sådan føles det.
   Min bror trøster mig og jeg kommer til mig selv, da han overbeviser mig om, at det var en drøm. Jeg husker snart, hvor jeg er, og hvorfor vi er på et fint værelse med blomster, bløde dyner med fjer og sofastole. Jeg ved, at de har hypnotiseret mig for at vide, hvorfor jeg kan tale elvisk. Jeg kan huske alle ordene, men jeg forstår dem ikke. Jeg vil vide, hvad min elskede siger til mig og spørger:
   "Hvad sagde Ajantar? Jeg ved, at han sagde noget til mig. Noget vigtigt." Jeg snøfter lidt og tørrer min øjne.
   Jeg kan se, at Talus har et lidt opgivende udtryk i ansigtet. Det er ikke mystisk for mig, da ordene er personlige. Mine alene.
   "Linea, der er..."
   "Nej fortæl mig det nu!" Vedbliver jeg stædigt og Talus giver efter.
   "Hm, da du står ved tronen hvisker han: Min elskede. Derefter råber han: Linea min dronning. Senere præsenterer han sig selv ved at sige: Jeg er prins Ajantar, min elskede. Til sidst kommer den sætning du selv husker fra drømmen. Jeg vil komme en nat i måneglans, og snart vil du blive min dronning. Og så afslutter prinsen med at understrege dette ved at sige: Min elskede, en nat i måneglans."
   "Mester, tror du, at det er elverprinsen af Gania, nord for Gloomskovene, som prøver at bortføre min søster?" Zilas er mørk af alvor og bange anelser.
   "Hm... måske? Hvis jeg skal forklare drømmen, så vil jeg mene, at det er et frieri. Spørgsmålet er bare, hvorfor han netop vil ægte din søster og kontakte hende gennem drømme? Det kan tyde på, at Linea allerede har anerkendt hans forespørgsel, uden at være direkte klar over det."
   "Hvad mener du?"
   "Hun viser tydeligt i drømmen, at hun elsker ham. Det er der ingen tvivl om."
   "Vil det sige, at han virkelig eksisterer?" Spørger jeg stille og kan ikke lade være med at smile for mig selv.
   "Det er jeg bange for." Siger Talus bekymret.
   "Men hvorfor vil elveren ægte min søster? Hvorfor bruge så mange kræfter på at finde en fattig bondepige, når han er prins?" Zilas forstår det ikke og fortsætter. "Han må have søgt efter hende på magisk vis og derefter truffet en beslutning om at kontakte hende. Han må være meget magtfuld. Men hvorfor?"
   "Det er ikke til at vide, måske astronomiske årsager. Hvornår er Linea født?"
   "På Sashshi´s helligdag." Svarer Zilas tungt.
   "Virkelig... Sashshi´s helligdag... ildgudinden?"
   "Ja."
   "Arha... Ildringen. Han tilbeder Sashshi, ildens gudinde, kærlighedens vogter. Ringen er symbol på ægteskab, og hvis Linea er velsignet af Sashshi ved fødslen, så er det nok forklaringen. Hun er måske forudbestemt til at blive hans dronning. Det kunne være en forklaring...," han går lidt i stå og brummer, "hm, det kan nu heller ikke passe rigtigt. Der må være noget andet. Der er sandsynligvis andre her i verden som har fødselsdag samme dag og samme tidspunkt. Men!" Udbryder han. "Han vil sikkert komme efter hende. Det er jeg næsten sikker på. Dog kan der være en lille chance for at han måske har fundet den forkerte pige og indser dette i tide." Talus trækker optimistisk på skulderen.
   "Nej!" Zilas slår vredt hånden ind i væggen og råber igen: "Ingen sortelver skal røre min søster!"
   Jeg tør ikke sige noget. Der er stille og jeg kan se, at den gamle troldmand tænker meget nøje over situationen, mens min bror stirrer ud af vinduet. Zilas drejer langsomt hovedet og udtrykket viser en beslutsomhed, der ikke kan diskuteres.
   "Talus, jeg rejser ikke med til Gloomskovene i morgen aften. Jeg vil blive her og beskytte min søster. Linea betyder alt for mig, og jeg kan ikke tage chancen at lade hende være alene. Vi kan mødes ved nymåne igen, der er ingen måneglans. I mellemtiden vil jeg overveje, hvad der skal ske derefter."
   Jeg er overrasket over min brors beslutning og udbryder:
   "Zilas, du skal ikke gøre det. Dine studier." Men magikeren afbryder mig med en rolig stemme og jeg tier med det samme.
   "Der er noget over denne drøm, som vækker noget i mig. Der er god grund til bekymring og jeg stoler på din dømmekraft, Zilas. Det er fuldmåne i nat og jeg synes, du skal være på vagt. Jeg vil drage med dig og opfordre de andre til det samme." Han rejser sig stille og tager sin taske og begynder at pakke.
   Zilas ånder lettet op og smiler taknemmeligt.