Gruset knasede under skoene, og afbrød Mollys nærmest larmende tavshed. Selvom kulden bed i kinderne skinnede solen højt på himlen. I bilen rakte jeg Molly en trøstende hånd, men hun tog ikke imod. "Kør", hviskede hun, da jeg startede bilen. I bakspejlet forsvandt den hvide kirke, og flaget som vejede halvvejs på stangen. Det var en smuk dag.
   ***
   Molly sad i den lave vindueskarm, med hovedet hvilende op ad det kolde glas. En ensom potteplante kælede for hendes ene fod, og en Hoptimist stod uberørt i enden af vindueskarmen. Jeg trykkede på den, så den hoppede muntert op og ned. Men dens optimisme ramte tydeligvis kun mig, for med ét skubbede Molly den irriteret ned på gulvet med foden. Det var en gave fra hendes far.
   Mollys forgrædte blik var rettet mod gaden 2 etager nede. Her fangede hun de forbipasserende med smil på læben. Hun omfavnede de fremmede, holdt dem fast et kort sekund for at misunde deres umiddelbare lykke. I ny og næ begravede hun ansigtet i hænderne og græd højlydt, men ellers forblev hun tavs. Vi talte næsten ikke sammen længere, og hendes store ordforråd var blevet skåret ned til to ord. Ja og nej. Jeg prøvede ofte at trænge igennem den mur, hun havde bygget op omkring sig. Jeg så aldrig, at hun gik i seng om aftenen, og jeg tvivlede stadig på det om morgenen. Hver dag sad hun bare i vindueskarmen og kiggede ned på gaden.
   ***
   Molly og jeg købte vores lejlighed for knap et år siden, det var noget gammelt møg, men vi fik den billigt. Det skulle være vores projekt. Noget vi kunne pusle med sammen.
   "Du og jeg" sagde hun med iver i stemmen og et blink i øjet "Vi skal bygge om sammen og få os det hjem, vi altid har ønsket os. Penge, det skal ikke hindre os - vi finder på noget."
   Vi fjernede lofterne, fik de synlige bjælker frem og malede dem sorte, som en kontrast til de hvide vægge. Loftet blev i kip, og det var et fælles ønske. Vi rev vægge ned, satte tapet op og skabte os et fælles hjem. Vi blev begge tilfredse, og vores lejlighed steg også voldsomt i værdi. Her skulle Molly og jeg bo - altid. Her skulle vi stifte den familie vi begge ønskede os, have gæster og nyde romantiske middage. Her skulle vi leve livet. Sammen.
   ***
   Nu sad vi i gæld. Jeg havde taget et ekstra job, og Molly, hun sad nu bare i vinduet med tårene trillende ned af kinderne. Hendes ånde efterlod en dugget plet på vinduesglasset, som forsikrede mig om, at hun da i det mindste stadig trak vejret.
   Jeg knoklede på begge mine jobs, og savnede Molly så inderligt, at jeg til tider græd når jeg var alene. Jeg tænkte på hende hele tiden og håbede på, at hun snart ville være Molly igen.
   ***
   Jeg var for alvor bekymret for Molly. Hendes ja og nej, var blevet erstattet af et nik eller et ryst på hovedet. Hun var nærmest hold op med at spise, så jeg ringede til hendes bror. De to havde altid haft et særligt forhold til hinanden. Jeg anede en smule glæde i øjnene, da Morten trådte ind af døren, og satte kursen mod Molly. Han satte sig i den anden ende af vindueskarmen og lagde en hånd på hendes knæ.
   "Vintergækkerne er sprunget ud, så nu er foråret på vej, Molly." fortalte Morten.
   Imens han beskrev vejret for Molly, trak jeg i en jakke og forlod lejligheden. Selvom solen skinnede fra en nærmest skyfri himmel var vinde stadig kold. Den bed i kinderne. Jeg trak huen godt ned om ørene og satte kursen mod parken. Her vrimlede det med mennesker som alle var søgt ud i forårssolen og den friske luft. Det vrimlede med vintergækker, sådan som Morten havde fortalt. Jeg plukkede en buket til Molly.
   I opgangen mødte jeg Morten, vi stoppede ikke for at snakke, men udvekslede blot et stille hej og et anerkendende nik.
   Jeg satte vintergækkerne fra parken i vand og stillede dem i vindueskarmen ved Molly. Hun græd ikke mere. Tårerne var for længst tørret ind på hendes kinder. Den nat sov jeg på sofaen for at føle mig tættere på Molly, men intet synes forandret da jeg vågnede næste morgen.

Da jeg kom fra arbejde den dag, sad Molly ikke længere i vindueskarmen. I stedet var hun krøbet sammen på en stol i køkkenet. Hendes arme lå på bordet med sammenknugede hænder og med vintergækkerne ved sin side. Dødsannoncen, som hendes bror havde indsendt til lokalavisen for 1 uge siden, var krøllet, men hun havde forsøgt at glatte den ud. Den lå foran hende, og fangede straks min opmærksomhed. Den var næsten ikke til at læse mere, men jeg kunne lige akkurat skimte "... hvil i fred, far." Hun kiggede op på mig, da jeg satte mig ved hende og kyssede hendes kind.
   "Jeg vil gerne have du holder om mig," sagde hun og kiggede ind i mine øjne.
   Jeg smilede henrykt til hende og viklede mine arme omkring hendes spinkle krop.
   Den nat elskede vi for første gang i vores nyrenoverede lejlighed.