Min mormor stak mig en tom kaffepose i hånden.
   "Den kan du plukke mirabellerne i", sagde hun.
   Glad og frejdig løb jeg ud i haven og klatrede op i det store mirabelletræ. Plukkede løs af min barndoms frugt og lagde dem med nænsom hånd ned i kaffeposen. Fyldte posen trekvart op og rystede den forsigtigt, så kaffens aroma kunne nå hvert enkelt lille bær. Først derefter kravlede jeg forsigtigt ned. Satte mig på tæppet, som min mormor havde bredt ud under træet, og spiste løs af de "veltillavede" mirabeller.
   En smag og duft af tryghed, som jeg stadig husker og fylder mig med varme og taknemmelighed.
   Kigger mod himlen og sender en kærlig tanke til min elskede mormor.