Flad? Hvem er flad? Selvfølgelig ligner jeg en der er blevet trådt på tusind gange - det er jeg jo! Det er et hårdt liv. Der er så mange mennesker der træder på mig. De kommer gående og ser mig egentlig slet ikke. Jeg er der, de ved jeg er der, men de ser ikke på mig. De går bare hen over mig. I forbifarten når de som regel at trampe på mig. De har alle deres forskellige liv. De er på vej fra noget til noget andet. De er lykkelige eller triste, vrede eller glade. Men fælles for dem alle er at de ikke stopper op. De er travlt optaget af at gennemgå planer i hovedet, spekulere over ting der sker i deres liv, være bekymrede for morgendagen. Deres blik vender indad. Og så er det altså at de kommer til at træde på mig. De gør det sikkert ikke med vilje. De har aldrig overvejet at det kunne være anderledes. Jeg beklager mig heller ikke. Måske er det bare min lod i livet. Måske findes der en skaber, som har bestemt at jeg gerne må trædes på. Børnene er dog anderledes. Nogle af dem i hvert fald. Et barn ser hele verden med samme nysgerrige blik og skelner ikke mellem vigtigt og uvigtigt. Børnene ser mig. De kigger ikke bare hen over mig og ignorerer mig. Jo ældre de bliver, jo mere lærer de dog at de ikke skal se mig rigtigt. De voksne har aldrig tid til at opdage mig. Og derfor er jeg så flad. Jeg bliver altid bare trådt på. Hvorfor skulle de også lægge mærke til mig? De fleste har aldrig så meget som tænkt over at jeg er der. Jeg er en selvfølge for dem. Indtil jeg en dag mangler og der er et hul i fortovet.