Scenen er selvskreven: De to damer er ikke et minut under 82, de mødes tilfældigt foran købmanden et par gange om ugen og taler ikke om noget. Hvorfor bliver de så ved med at stoppe op? Fordi de ville have haft en masse at sige til hinanden, hvis de havde kendt ordene. De kender ikke så mange ord, og det er nok også godt nok, for så er de i det mindste ikke gået fra hjemmet og manden.

Tiden er en anden: De to kære, gamle damer møder hinanden tilfældigt flere gange om ugen i en tid der ikke er deres. Tiden er uendelig og uden begyndelse. De har altid været der, de vil altid være der.

Samtalen er ikke tilfældig:

Noget nyt?
Næh, det går stille og roligt. Jo naboens fik et oldebarn i sidste uge, hørte du det?
Ja, det er deres sjette. Har du set billeder?
Nej, jeg hørte det bare fra Sørensen den anden dag. Man skulle nok hellere kigge ind.
Ja, det skulle man.
Går det ellers godt derhjemme?
Ja, stille og roligt. Verner har ligget i sengen et par dage.
Nå, hvad så?
Jamen det er noget gigt. Han skal bare tage den med ro et par uger, så er han frisk igen.
Nå, jamen sådan må det jo være.
Ja, men sådan er det jo.
Oluf er jo heller ikke så hurtig i bentøjet som han har været, men det er nu værre som han hoster.
Det bliver nok bedre til sommer, mon ikke?
Jo, så det.
Nej, men sådan går det jo så tit.
Nå, har du så fået handlet?
Ja, det har jeg da. Det har jeg da. Og dig?
Jo jo, det har jeg. Så må man jo hellere komme hjemad.
Ja, det var så det. Det må man jo.

Når de så kommer hjem vil de finde telefonlisten frem og strege Verner og Oluf ud. Man kan jo lige så godt være på forkant med udviklingen. Og så roder de i hvert sit gemme og finder en opskrift på den bedste kage de kender. Til begravelsen, du ved.