Måske var der ikke noget at gøre. Måske blev han nødt til at gå hjem. Måske skulle han bare få det overstået. Maven gjorde ondt ved tanken. Han kiggede ned og så sit mavesår hænge udenpå. Og så gik han hjem og vendte vrangen ud.

Hun så vredt på ham. Hun forstod ham ikke. Hun havde altid ment, at han var hysterisk, men samtidig arrogant og selvisk. Hun havde jo også ret.

Måske skulle hun have forladt ham for længe siden. Hun kiggede ud over stranden og så et skib sejle forbi sine hornhinder. Hun så på det gennem grønne øjne. Han skulle være kommet hjem med det samme. Såret var vokset.

Hun havde også et sår.

Han gik hjemmefra, fordi han ikke vidste noget mere. Han gik ned mod byen, men vendte om og blev væk.

Næste dag fandt hun hans mavesår liggende på trappen.