Man står der midt i vadestedet og ser floden drive forbi.
Man kan intet gøre andet end at bevæge sig frem eller tilbage.
Strømmen skal nok sørge for at man flytter sig.
Hvis man prøver at stå stille bliver man trukket ud i floden.
Ud hvor der ikke er noget fodfæste at holde fast i.

Man står der midt i livet og ser tingene drive forbi.
Man bevæger sig frem og tilbage mellem arbejde og hjem.
Livet skal nok sørge for at man flytter sig.
Hvis man prøver at stå stille, bliver man trukket ud over skrænten.
Ud hvor man ikke længere kan kontrollere noget.

Man står der hvor livets gang er og venter på at komme videre.
Man venter bare på at andre skal gøre det man ikke selv kan.
Man kan kun håbe på udfaldet, men intet selv gøre.
Hvis man prøver at ændre noget, får det altid et andet udfald.
Udfaldet bliver aldrig som ventet og man føler sig straffet.

Man står der på føde stuen og venter på at konen får presset igen.
Man bevæger sig frem og tilbage på fødestuen, mens konen presser.
Der venter man bare på at få det hele overstået.
Fosteret skal ud og væk, væk hvor man intet kan gøre.
Udfaldet var givet 2 uger før, men først nu ville det ud.

Man står der hos lægen og kan kun vente på dommen.
Man ved at det sker for så mange, men man syntes man kæmper nok.
Men kæmpe er så det man fortsætter med og håber.
Håber på de 2 streger måned efter måned.
Når livet er sat på pause og man venter på 2 streger.