Velfærdssamfundet svigter uhyggeligt mange i dagens Danmark.

Når en måske psykisk sygdom skal udredes for diagnosticering eller helt afvises, bliver de pårørende også ramt i meget høj grad. Men hjælp til pårørende er svær at finde.

For et gøre situationen værre afbrydes udredningen af patienten på ubestemt tid, grundet omstruktureringer. Så er patienten og ikke mindst de pårørende overladt til sig selv hos egen praktiserende læge.

Hvad nu lille du? Skilsmissen lurer lige om hjørnet, for kun de færreste ægtefæller magter det i længden. Omvendt kan ægtefællen også blive ramt af stress og depression over den meget usikre situation. For hvornår sker der måske noget med patienten? Hvornår genoptages udredningen? Hvor kan der søges om hjælp, udover hos den praktiserende læge?

Kan det have sin rigtighed at et ægtepar p.g.a. dette må skilles og/eller ægtefællen selv ryger så langt ud, at han/hun mister sit arbejde og må visiteres til enten fleksjob eller indstilles til førtidspension?

Det vil groft sagt svare til en kræftpatient får afbrudt sin behandling p.g.a. omstruktureringer, men ikke henvises til et andet sted hvor behandlingen kan fortsætte og kræftpatienten får lov til at sejle sin egen sø.

Ja ja jeg er udmærket klar over manges berøringsangst overfor det stadig tabubelagte omkring psykisk sygdom. Det kan jo ikke ses på samme måde som en brækket arm, eller føles så håndgribeligt som kræft.

Men prøv alligevel at drage paralleller til noget I selv kan tage og føle på. Hvad ville I selv sige til hvis et udrednings/behandlingsforløb blev stoppet på denne måde?

Er dette velfærd? Er det et samfund med et sikkerhedsnet til de svage og syge?