Første del
Jeg kunne mærke sveden løbe ned over kroppen på mig. Mit hår var uglet, og mine arme rystede en smule. Mine mavemuskler smertede, og mine ben føltes alt for tunge. Men jeg ignorede det. Fortsatte. Sagde til mig selv, at jeg skulle gennemføre det her.
"Og det er nok nu. I skal jo heller ikke overanstrene jer! Jeres kroppe er stadig under udvikling, og vi skal jo nødig skade dem. Husk nu at strække godt ud, og så ses vi igen på næste fredag."

Jeg rejste mig op, og gik over til Maria.
Vi havde trænet sammen på det her hold, i snart 6 år. I starten havde vi ikke kunne fordrage hinanden, så vores træner turde ikke lade os bokse mod hinanden af frygt for, at vi ville gå over gevind.
Men efter en del episoder sammen, og en tilfældig tøsesnak, fandt vi ud af, at vi havde meget til fælles. Vi havde begge haft en streng opvækst, vi var begge 19 år gamle og vi var begge nogle af landets bedste, kvindelige boksere.Vores interesse for heste var heller ikke til at glemme.
Nu er det efterhånden 4 år siden, at Maria og jeg blev bedste veninde, Og vi tænker aldrig over, at vi var fjender før i tiden.

"Hva så tøser? Skal I med til fest, i aften, hjemme gos mig?"
Rasmus, hjælpetræneren på vores boksehold, kom over mod os. Og som sædvanlig, kunne jeg mærke den kildende prikken i mit underliv, når jeg så på ham.
Rasmus var en høj, veltrænet og smuk fyr på snart 25 år. Han var skaldet, og havde altid en lækker, solbrun farve. Hans øjne var krystalblå, og han havde det mest perfekt tandpastasmil, som du kan forstille dig.
"Tjaaah, hvad siger du til det?" Maria kiggede spændt på mig, og jeg nikkede. "Det vil vi rigtig gerne, Rasmus. Hvad tid skal vi komme, og skal vi medbringe noget?" Jeg så på ham, og smilede. Prøvede på at ignorere følelsen af, at jeg blev våd mellem mine ben.
Rasmus begyndte at grine. "Ååårh skat dog. Du er altid så velforberedt på alt ting. Det kan jeg godt lide ved dig. Men næh du, smut I bare hjem i bad og kom hjem til mig, når I vil."
Jeg rødmede over hans søde ord, og kunne knao nok stå på mine ben. Maria kiggede forstående på mig, og så så på Rasmus. "Vi er hos dig kl. 20" Han nikkede, smilede og gik derefter ind i drengenes omklædningsrum.

Maria kiggede påtaget vredt på mig, og jeg lod som om, at jeg var fyldt med skam. Jeg vidste udmærket godt, hvad der ville ske nu. Det var nærmest blevet en lille leg, mellem Maria og jeg, så jeg kunne min rolle ned til mindste detalje.
Jeg havde været helt væk i Rasmus i snart 1 år, og Maria vidste det selvfølgelig. Og hver gang vi havde været til træning, gik vi den her samtale igennem. Den der var blevet til vores lille leg. Der, hvor hun lægger ud med at fortælle mig, at jeg er dum i hovedet, hvis jeg ikke kan se han også er interesseret i mig. Og der, hvor jeg klynkende undskylder, at han da aldrig ville falde for en grim, ung pige på min alder.
"Jamen du er langt fra grim! Kig dog på dig selv tøs! Drengene har piftet efter dig i årevis, men du afslår dem altid. Hvad er der galt med dig? Alle piger misunder dig, og jeg har været vild med dig i snart 3 år!"
Jeg så overrasket på hende, og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Dette var ikke en del af 'legen', og det var kommet fuldstændig bag på mig.

Uden at tænke nærmere over det, tog jeg fat i armen på Maria, hev hende ind til mig og kyssede hende kærligt på munden. Hun gav et forskrækket gisp fra sig, men fandt sig hurtigt til rette i mine arme, og lod sin tunge danse med min. Jeg kunne med det samme mærke, at den umiskendelige varme bredte sig i min krop, og mit hjerte begyndte at banke hurtigere.
Uden nogen af os lagde mærke til det, kom Katinka brasende ind i omklædningsrummet. Hun gav et forskrækket skrig fra sig, og man kunne se væmmelsen glide over hendes ansigt, da hun så vi kyssede. Maria og jeg trak os hurtigt væk fra hinanden, og så ned i gulvet. Ingen af os sagde noget, og kort efter forsvandt Katinka hurtigt igen. Med sin mobiltelefon i hånden.
Da vi var sikre på, at Katinka var forsvundet, tog vi tavse vores ting og gik ud til vores cykler. Jeg sendte Maria et stjålent blik, og kunne stadig mærke hendes fugtige, bløde læber mod mine.

Det blev den mest stille cykeltur, som vi nogensinde havde haft. Der var ingen af os, som der turde sige noget. Vi var stadig chokerede over, at Katinka bare var kommet ind Og tankerne fløj rundt i mit hoved. Ville Katinka sladre? Hvad skulle der ske nu? Hvorfor kyssede jeg bare Maria? Jeg var da ikke til piger, var jeg?
Jeg kunne ikke finde rundt i mine tanker, og da vi endelig kom hjem til mig, smed bare cyklerne i forhaven som sædvanlig.
"Åååårh, jeg holder det ikke ud! Jeg hader den her tavshed, kan vi ikke snakke om noget? Noget andet end det, som der skete i omklædningsrummet, trods det var det bedste kys nogensinde!" Maria så på mig, og jeg smilede til hende. Kunne simpelthen ikke lade være med at bukke mig ned over hende, og give hende et kys på kinden.
"Jo, lad os snakke om noget andet søde. Men det her bliver mellem os, ikk'?" Jeg så alvorligt på Maria, som der nikkede til mig. Vi tog hinanden i hånden, og gik ind.

Vi var ikke særlig lang tid om at gøre os klar, og efter et par hurtige bade, og vores sædvanlige tøsesnak, var vi på vej ud af døren. På vej hjem mod Rasmus, og hvem der ellers kom til festen.



Anden del
Maria og jeg snakkede på livet løs, og grinte rigtig meget på cykelturen over til Rasmus. Der der var foregåret i omklædningsrummet nogle timer tidligere, blev der ikke snakket om.

Da vi ankom til festen, kunne vi se, at der allerede var kommet en del gæster. Der holdt biler parkeret langt ned af vejen, og der lå en masse cykler i græsset. I carporten stod der også 5 knallerter, foruden Rasmus' motorcykel.
Vi så overraskede på hinanden, men begyndte bare at grine over hinandens udtryk. Vi gik op til hoveddøren, og ringede på. Vi regnede ikke med, at de kunne høre det gennem musikken, men det kunne de åbenbart. For kort efter stod Rasmus i døren, og smilede.
Han bød os indenfor, og viste os op til baren. Alle festens gæster vendte sig om imod os for at se, hvem der var ankommet. Jeg kiggede rundt på folk og synes det var ubehageligt, at de hele tiden stirrede på os. Så mærkelige så vi da heller ikke ud?
Pludselig så jeg Katinka i mængden, ogogså hun kiggede mærkeligt på os. Men hvorfor?
Jeg prikkede Rasmus på skulderen, så han bøjede sig lidt ned mod mig. "Hvorfor kigger folk så mærkeligt på os, søde? Så mærkelige kan vi da ikke se ud, og vi har ikke sagt noget endnu." Rasmus så sig nervøst omkring, men trak så på skulderen, og svarede at vi så rigtig godt ud. Og at vi bare skulle more os nu.

Maria og jeg holdte os tæt sammen, og gik op for at få noget at drikke.
Folk kiggede stadig underligt på os, men det var i det mindste diskret nu, hvor snakken kom igang igen og der blev sat en ny sang på.
Som timerne gik, og folk fik mere at drikke følte jeg, at den anspændte stemning forsvandt. Maria og jeg fik danset så meget, at vores fødder var rigtig ømme. Og vi faldt rigtig godt i snak med nogle af Ramus' bedste venner.

Da klokken nærmede sig 03:00 var folk efterhånden godt berusede. Men pludselig tog det hele en drastisk vending, og hele min aften blev ødelagt.
Maria og jeg gik ud på toilettet, for at få noget koldt vand og snakke lidt, uden at blive mast af fulde mennesker.
Pludselig blev døren smækket op, og der stod 4 tøser og så ondt på os. Jeg kunne se på dem, at de ikke var så berusede, som festens andre deltagere. De begyndte at gå over imod os, og jeg undrede mig over, hvad de ville. For de så ikke venlige ud i deres ansigter, og jeg var overbevist om, at de var ude på ballade.
"Tak for beskeden Maria. Den slags er jo vildt uacceptable, det er jo ikke menneskeligt. Vi skal nok tage over her, så smut du bare ind og lad som om, at du ikke ved noget." Maria nikkede, og så sørgmodigt på mig, inden hun løb ud fra toilettet.
Nu stod jeg så helt alene, klemt op i det ene hjørne, mens de 4 piger rykkede tættere på mig.
Hende som tydeligvis var 'lederen' så ondt på mig. "Nåååårh. Man er nok en rigtig lille homotøs, hva? Den slags kan vi jo ikke have, det er som sagt ikke menneskeligt. Især ikke, når det går udover uskyldige. Så nu vil vi vise dig, hvad fanden vi gør ved små, lesbiske ludere, som dig! Det er godt, at der findes ærlige mennesker, som din fine veninde Maria! Det var flot af hende, at give os besked om, hvad du havde prøvet på."
Hun spyttede mig i ansigtet, så de andre begyndte at grine. Selvom jeg vidste, at det ikke ville nytte noget, knyttede jeg mine hæner. Klar til at forsvare mig selv.
Men tanken om, at det var Maria der havde sladret, gjorde mig lam. Uanset, hvor meget jeg gerne ville, så kunne jeg ikke flytte mig ud af stedet.
Ikke engang da tøserne begyndte at slå og sparke mig, så jeg til sidst faldt om på gulvet. De fortsatte bare, og jeg var ikke i stand til at forsvare mig selv.
Det eneste der var i mit hoved var: Hvorfor havde Maria sladret? Hun var min bedste veninde.

"NU STOPPER I FANDME DET DER CAMILLA! FUCK AF MED JER, OG LAD HENDE VÆRE! HVAD FANDEN HAR I GANG I? HUN HAR SQU DA IKKE GJORT JER EN SKID!"
En velkendt stemme skar sig gennem alle slagene og sparkene, men jeg var for langt væk til at ænse noget. Og jeg registrerede heller ikke, at der var nogle, som der løftede op i mig.
Inden længe registrerede jeg intet, og alt blev bare sort. Jeg følte intet, tænkte intet, hørte intet og så intet. Alt bare bare sort og stille.


Tredje del
Jeg havde en forfærdelig hovedpine, men prøvede alligevel at slå mine øjne op. Da det endelig lykkedes, sejlede alt rundt for mig, og jeg følte at jeg lå i en karrusel.
Jeg lukkede mine øjne igen, og ventede lidt, inden jeg forsigtigt åbnede dem igen. Da det holdte op med at snurre rundt, så jeg mig omkring. Alt var hvidt. Væggene var hvide, sengene var hvide, gardinerne var hvide og det sengetøj jeg havde over mig, var hvidt.
Jeg så mig forvirret omkring, men der gik ikke længe før jeg gættede mig til, at jeg lå på et hospital. Men hvorfor gjorde jeg det?
Jeg prøvede at huske det, men mit hoved føltes bare, som om det var en stor betonklods, og jeg var slet ikke i stand til at tænke.
"Er du okay? Skal jeg tilkalde lægerne? Har du meget ondt?" Det gav et sæt i mig, ved lyden af den stemme. Og mit hjerte slog et slag over, da jeg så i den retning, hvor stemmen var kommet fra.
Jeg lukkede mine øjne, og åbnede dem igen. Nej, det kunne ikke passe! Hvad lavede hun her? Og hvad lavede jeg her? Og hvorfor gjorde det så ondt? Tankerne flød rundt i mit hoved, i et stort kaos. Og jeg kunne slet ikke styre dem.
Da jeg åbnede mine øjne, sad hun der endnu. Præcis, som da jeg lukkede øjnene. Var det en drøm? Nej, den var sgu god nok.

Katinka rejste sig fra sin plads ved vinduet, og gik over til mig. Hun smilede til mig, men så alligevel bekymret ud.
"Jeg kommer tilbage om lidt. Jeg skal lige hente en læge, som kan kigge på dig." Hun lod en finger kærtegne min kind, og gik derefter ud på gangen.
Uden at ville det, begyndte jeg at græde. Højt og hjerteskærende. For samtidig med, at jeg kunne huske mere og mere, kunne jeg også huske den skuffelse, som Maria havde udsat mig for.

Da Katinka kom tilbage med en læge, var min gråd endnu ikke stilnet af. Jeg lagde ikke engang mærke til, at Katinka satte sig og holdt om mig, mens lægen gav mig noget beroligende.
Efter en tid blev mine skrig til hulk, og gråden stilnede langsomt af. Til sidst faldt jeg i søvn. Udmattet, og med en knude af skuffelse og sorg i maven.


* * *
Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg havde sovet. Det var mørkt da jeg vågnede, men jeg kunne ikke sove mere. Jeg så mig omkring i det mørke rum, og kunne lige skimte en foroverbøjet silhuet ved vinduet. Det var Katinka.
Jeg kunne mærke en trykken i mit underliv, og jeg prøvede at sætte mig op i sengen. En skarp smerte jog gennem mine ribben, og jeg faldt tilbage i puderne med et lille skrig. Hvad skulle jeg så gøre? Hvis ikke jeg snart kom på toilettet ville jeg ikke kunne holde mig længere.
Pludselig bevægede Katinka sig, og så over mod mig. Hun rejste sig, og kom over til mig. "Er der noget galt?" Hun så uroligt på mig. "Jeg skal virkelig, virkelig meget på toilettet, men jeg kan ikke rejse mig. "Jeg så flovt op på hende, og hun så på mig et øjeblik. Så bad hun mig vente, mens hun hentede en læge.

Kort efter kom Katinka tilbage, sammen med lægen, som der havde givet mig noget beroligende tidligere. De hjalp mig begge to med at få tisset ned i en bakke.
Jeg syntes det var frygtelig pinligt, men trangen til at tisse overskyggede pinligheden, i et lille øjeblik.
Da det var overstået tjekkede lægen mine forbindinger, som jeg ikke engang havde lagt mærke til var der, tog min temperatur og sagde: "Det begynder at se bedre ud. Du skal nok klare dig, men det var godt nok noget af en omgang." Lægen smilede til Katinka og mig, inden hun gik igen.
"Tak Katinka. Hvad laver jeg egentlig her, og hvad laver du her?"
Katinka gik over og tog en stol, og satte den ved siden af min seng. Hun satte sig ned, og begyndte at fortælle mig, hvad der var sket. Om hvordan hun havde set, Maria komme ud fra toilettet uden mig, og at hun havde kunne se på Maria, at der var noget galt.
Hun fortalte, hvordan u varkommet ud på toilettet og havde set de 4 piger stå omkring mig, mens de lod slag og spark hagle ned over mig. Hun havde fået dem til at stoppe, men der var jeg allerede ved at miste bevidstheden, så jeg havde ikke registreret, at hun tilkaldte hjælp.


* * *
Katinka og jeg sad og snakkede, til rummet begyndte at blive lyst op af solen, som var ved at stå op. Omkring kl. 06:30 rejste Katinka sig, gav mig et stort knus og ønskede mig god bedring.
"Jeg er virkelig ked af det, men mine forældre er bekymrede for mig. Jeg har været her i 4 dage nu, og jeg er desværre nødt til at tage afsted nu. Lov mig, at du vil passe godt på dig selv søde. Og ring lige til mig, når du er kommet ud. Jeg har givet lægerne mit nummer, som jeg har bedt dem give dig, når du bliver udskrevet."
Vi krammede hinanden, og Katinka forlod lokalet.

Det var det sidste, som jeg så til hende. Selv da jeg kom ud fra hospitalet, med hendes nummer i hånden, så kunne jeg ikke få fat på hende.
Efter et par uger kom jeg i skole igen, og da jeg en fredag eftermiddag møder op til træning, fortæller Rasmus mig, at Katinka er flyttet.
Der mistede jeg alle håb om, at jeg nogensinde ville få fat i Katinka, så jeg kunne takke hende for alt hun havde gjort for mig.