Det er aften. Snart nat. Jørgine og Erno puster lyset over middagsbordet ud. De sidste gæster til guldbrylluppet gik for en time siden, med en vittig bemærkning om, at de hellere måtte begynde at spare sammen til den gave, de ville give, til diamantbrylluppet...
   Erno skifter til pyjamasen, og smiler til sil guldbrud.
   "Kan du huske...," spørger han, "...den gang Ingrid blev født? Eller da Maren og Børge kom til?"
   "Naturligvis kan jeg det, min kære," svarer Jørgine roligt.
   "Vi har nu oplevet MANGE dejlige ting sammen!" konstaterer Erno.
   "Jeg kan huske...," smiler Jørgine, "...da jeg mødte dig første gang. Du var så nydelig - og der er du jo STADIG!" fortsætter hun skyndsomst. Der bliver stille i stuen. Så slår uret pludselig, (geng, geng, geng, geng, geng, geng, geng, geng, geng, geng, geng) elleve slag.
   "Jah...," gaber Erno, "måske skulle vi tag at gå i seng?"
   Jørgine slukker cigaretten i askebægret, medens Erno går hen, for at slukke for radioen.
   "Ja, lad os det."
   De går op ad trappen. Idet Jørgine passererne kalenderen, det eneste nye, i deres hjem, ser hun på ugedagen, og udbryder:
   "Erno det er Søndag! Jeg har faktisk slet ikke hovedpine i dag!"
   "Så lad os elske, smukkere end nogen anden søndag før denne... Det er trods alt ikke hver dag, man kan fejre et guldbryllup, så lad os da nyde den på den dejligste måde, vi kan finde. Det er dejligt med blomster og gaver, men der er dog noget, der er endnu bedre... Eller NOGEN..."
   De tager hinanden i hånden, som to nyforelskede, og går op i soveværelset...