Jo, den er god nok. Den er her ikke mere! Lige før var den her, men nu er den her altså ikke mere. Jeg tror den har gemt sig. Bag alt det der grå. Nu havde jeg ellers lige vænnet mig til den. Lidt ligesom jeg kan vænne mig til en duft. Nogen gange kan jeg vænne mig så meget til en duft, at jeg slet ikke bemærker den mere. Kender du det?
Men der er ingen tvivl. Den er væk. Jeg kan gå længe og tro at den aldrig kommer tilbage. Men det gør den. Det gør den altid. Det ved jeg godt, inderst inde. Den er der - et eller andet sted. Jeg skal bare have tålmodighed. Måske lede lidt efter den. Så sker det, indimellem, at jeg får lov at se den. Måske ikke det hele af den, men lidt i hvert fald. Ellers er det bare gråt.
Andre gange lader det til at den ikke har andet at lave. Så er det bare lyst. Det er som regel så rart at jeg til sidst slet ikke ser det mere. Ligesom med duften. Men lige pludselig er det bare væk. Puf. Så er det slut, og hvor forsvandt det egentlig hen? Så kan jeg jo begynde at lede igen. Selvom det heller ikke altid virker. Af og til skal jeg bare læne mig tilbage. Vente. Så skal det nok komme.
Her den anden dag for eksempel. Pludselig var den der. Sådan lige pludselig, ud af alt det grå, uden at jeg havde regnet med det. Det var dejligt. Det var som om den lige ville fortælle, at den stadig var der. Jeg håber den snart kigger forbi igen. Jeg syntes nemlig slet ikke jeg fik hilst ordentligt på den.
Nu går jeg og venter på at den skal komme forbi igen, bare for at sige hej, eller noget. Men i dag bliver den vidst væk. Om det er sørgeligt? Lidt måske. Men så må jeg minde mig selv om de dage hvor den var der. De dage hvor den står der på himlen og smiler ned til mig med sit store gule ansigt. Minde mig om at livet er vidunderligt, men at det, ligesom vejret, går op og ned. For sådan er det jo. Sådan skal det jo være. Jeg vil slet ikke ha' det anderledes. Nej, jeg tror jeg har det godt nok som det er!