Han sidder ved bordet. Foran ham ligger arket. Arket med alle de tal som åbenbart er så vigtige. Så altafgørende for hans fremtid. Han forstår egentlig ikke helt hvorfor, men han forstår hvad der vil ske hvis han ikke ændre dem. Han ved hvad hans forældre vil tænke. Hvad de ville gøre ved det, og det må ikke ske! Han rækker ud efter slettelakken. Forsigtigt sletter han det lille tal ved siden af 2 tallet...

"Du må altså virkelig til at tage dig sammen Anders" siger Ingrid. Ingrid er hans mor. Hun ligner ikke de andres mødre. Hun er slank og elsker at vise sine former frem ved at gå i stramme buksedragter. Det er der ikke nogen af de andres mødre der gør. De bruger løstsiddende bluser, og farvestrålende tørklæder. Hendes hår er også helt anderledes. Det er i en stram knold i nakken. Knolden er så stram, at Anders nogen gange tror at huden omkring hendes øjne bliver trukket tilbage af det. Det er derfor de altid er så smalle, men de kan blive endnu smallere! Af og til er de bare to bitte små sprækker. Når det sker kan Anders blive helt bange for om Ingrid overhovedet kan se noget. Lige nu er de ikke helt så små som de kan blive, men hendes mund er tilgengæld en tynd hvid streg. Ingrid står med Anders's karakterbog. Hendes fingre trommer irriteret på den blanke køkkenoverflade. Hun er skuffet. Men det plejer hun jo at være. Faktisk kan Anders ikke helt forstå hvorfor hun ikke har vænnet sig til det endnu. Richard har vænnet sig til det. Richard er hans far. Han er bankmand. Han har en smart sort læderkuffert som han altid går rundt med. Han kan åbne den med sådan et smæld, at det lyder som et pistolskud. Når han smækker den i lyder det mere som et tordenbrag. Han gør det sikkert i aften, når Anders skal vise ham sit karakterblad.

Om aftenen sidder Anders inde i stuen og ser tv. Der har været jordskælv. Mange mennesker er blevet såret eller dræbte. Han kan høre Ingrid og Richard diskutere ude i køkkenet. "Hvad fanden skal vi stille op med den knægt" siger Richard. "Jeg ved det virkelig ikke" siger Ingrid opgivende. "Man skulle squ ikke tro at han var vores søn" fortsætter hun. Anders koncentrerer sig om nyhedsoplæseren og lukker sine forældres stemmer ude. Det er virkelig et forfærdeligt jordskælv. Det måler 7,9 på richterskalaen. Godt Danmark ligger midt på en kontinentplade, og ikke over et hypocentre tænker han for sig selv.

Pludselig kan han høre Ingrids hæle mod fliserne i køkkenet. Hun er på vej herind. Hurtigt skifter han over på en anden kanal. En mand med et stort skæg er ved at kysse en dame med bare bryster. Ingrid er nu helt henne ved stuebordet. Hun ser misbilligende på den skæggede mand. Så smækker hun med tungen, ser direkte på Anders og siger så "Jeg ved squ snart ikke hvad der skal blive af dig". Så vender hun sig om, går ind i soveværelset og smækker med døren. Ude fra køkkenet kan han høre hvordan Richard lukker sin mappe med et højt brag. Lidt efter kommer han ind. Han ser ikke engang på Anders. Han åbner bare døren til soveværelset, går ind, og smækker døren efter sig. Det lyder faktisk lidt som når han lukker sin mappe.

Sirid har lagt hans karakterblad på bordet foran ham. Han tør ikke se på det. Han ved hvad han kan forvente. Forsigtigt vender han blikket mod arket. Ser på resultaterne. Hans hænder sitre. Han må hellere se at komme hjem og få gjort noget ved det her, inden Ingrid og Richard kommer hjem. Hurtigt gemmer han arket i tasken. Resten af timen går med utålmodigt at se på uret over døren. Da timen endelig er slut er han den første til at storme ud af klassen. 20 minutter senere er han hjemme. Der er ingen bil i garagen, han ånder lettet op. Der er altså tid endnu. Engang havde han været nød til at lyve og sige at de ikke havde fået deres karakterblad endnu. Så havde Ingrid ringet til skolen, og han var næsten blevet afsløret. Forpustet finder han nøglen under urtepotten og låser hoveddøren op. Han skynder sig ind på sit værelse. Sætter sig ved bordet og finder karakterbladet frem fra tasken. Igen rækker han ud efter slettelakken. Han tøver ikke. Forsigtigt streger han de små 1'taller ud og erstatter dem med nuller.

For han vil ikke være god, han vil ikke at Ingrid og Richard skal forvente noget af ham. Han vil ikke at de skal forvente noget af ham som han ikke kan leve op til. Det er lettere bare at være dum. Lettere at være dumme Anders.