3I morgen
Hendes pegefinger følger en af de blå streg opad. De små hår føle... [...]
Noveller
7 år siden
20Under overfladen
Elena er faktisk en helt normal pige. Eller, det vil sige, lige b... [...]
Fantasy
9 år siden
4Photoshop effekten
Hun står foran spejlet. Drejer fra side til side. Retter ryggen o... [...]
Kortprosa
9 år siden
6Et forpasset øjeblik
Min kuffert ruller skramlende over fliserne og laver unødig meget... [...]
Kortprosa
9 år siden
7Dumme Anders
Han sidder ved bordet. Foran ham ligger arket. Arket med alle de ... [...]
Kortprosa
9 år siden
1Hun er for god til mig
"Luk nu op Bettina" siger jeg og banker forsigtigt på døren. Jeg ... [...]
Kortprosa
9 år siden
4En helt går med sværd
Skoleklokken ringer. De andre i min gruppe rejser sig støjende og... [...]
Essays
10 år siden
16Et socialt og udadvendt menneske
Jeg er et meget socialt menneske. Det er ikke noget jeg bare sige... [...]
Klummen
10 år siden
6Hun har ingen fantasi
Hun cykler med rasende fart mod sit bestemmelsessted. Undrer sig ... [...]
Klummen
10 år siden
8Den lille røde kuffert
Spidse hvide lyn zigzaggede over den sorte nattehimmel og oplyste... [...]
Noveller
10 år siden
12Det der med at blive voksen
Her den anden dag skete der noget højst besynderligt for mig. Jeg... [...]
Smilebåndet
10 år siden
1Tanker er min svaghed
Tanker er en af mine svagheder. Ligegyldigt hvad, så er de der al... [...]
Klummen
10 år siden
2Hvor blev den af?
Jo, den er god nok. Den er her ikke mere! Lige før var den her, m... [...]
Blandede tekster
10 år siden
3Min kære lille mormor
Efter sigende skulle det kunne tage op til 5 år at bearbejde et d... [...]
Blandede tekster
10 år siden
3At finde lykken
Natten er mørk og stille. Månen hænger på himlen, rund og bleg. J... [...]
Noveller
11 år siden
3Svalen
Solen sendte sine gyldne stråler over den lille bys sortglaserede... [...]
Noveller
11 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Kristina Nøddebo Balle (f. 1988)
Elena er faktisk en helt normal pige. Eller, det vil sige, lige bortset fra, at hun ikke bryder sig om hundehvalpe. Det skyldes, at hun blev bidt i ansigtet af én som barn. Det er også derfor, hun har et lille ar på højre side af næsen, men det er næsten ikke til at se. Hvis man ikke ved, at det er der, lægger man faktisk kun mærke til det, når der er noget, hun ikke kan lide. For så rynker hun nemlig på næsen, og så bliver arret helt hvidt. Ellers er Elena meget normal. Hun er 17 år, går i 1.g og bor hos sine forældre. Hendes forældre er også meget normale. Måske endda en smule kedelige. Det eneste spændende ved dem er deres have. Hendes mor drømte om at blive anlægsgartner, men det blev aldrig rigtig til noget. Nu er hun klinikassistent hos den lokale tandlæge, og har en sand jungle af forskellige buske, træer og blomster i sin have. Eller, så stor en jungle nu kan blive på 150 kvadratmeter. Hendes far kan også meget godt lide planter, men han kan bedre lide dyr. Desværre er han allergisk over for dyrehår. Derfor har han bygget et bur i haven, hvor der bor to papegøjer. Da Elena var yngre, prøvede hun på at lære dem at tale, men det lykkedes aldrig. Udover papegøjeburet er der en dam med karper i. Eller, karper i flertal er måske at overdrive. For der er nemlig kun én. På et tidspunkt var der to, men så døde den ene, og fordi karper åbenbart er ret dyre, er der altså kun en. Dammen er formet som et timeglas med en lille hvid bro over det smalleste sted. Der er blomster hele vejen rundt om dammen, så hvis man vil se ned i den, må man stå på broen. Da Elena havde problemer med sin "måske-kæreste" Bjarke kunne hun godt lide at stå på broen og se ned i vandet. Bare stå og lade tankerne vandre, men det var indtil hun fandt ud af, at han havde kysset med Melissa bag gymnastiksalen til deres introfest. Så skrottede hun ham og glemte helt, at hun engang havde holdt af at stå og se ned i det rolige vand under broen.

Men nu står hun her altså igen. Det er lørdag. Det var egentlig meningen, at hun skulle til fest med veninderne Marie Louise og Sandra. Men Sandra er blevet syg og Marie Louise har en krise med sine forældre. Elena overvejede at tage til festen selv, men er lidt bange for at komme til at sidde alene i et hjørne. Derfor blev hun hjemme. Nu står hun så på broen og betragter de hvide åkander vugge i det stille vand. Det er en lun aften, og myggene sværmer tæt over vandoverfladen. Klokken er lidt i 10 og det er så småt ved at blive køligt. Elena læner sig frem over gelænderet for at betragte sit spejlbillede en sidste gang før hun går ind. Hun har huset for sig selv. Forældrene er til grillaften hos Majbrit og Lars, som er deres naboer. Hun kan høre dem le på den anden side af hækken. Forældrene kommer først hjem om nogle timer. Hun lægger albuerne på det varme træ og hviler sin overkrop mod bjælken, mens hun læner sig en anelse ud over kanten. Selvom det er ved at være mørkt, kan hun se sit ansigt afspejlet på dammens overflade. Det flimrer svagt i vandets krusning. Hun læner hovedet en smule til siden og hviler ansigtet i sin hånd. Uden at tænke nærmere over det trækker hun med den anden hånd i en lok af sit hår og snor den åndsfraværende mellem sine fingre.

Men der er noget galt. Er hendes hår virkelig så langt? Instinktivt lader hun en hånd glide glattende ned over sit hår, og spejlbilledet gør naturligvis det samme. I spejlbilledet ser det ud, som om hendes hår er ca. 10 cm længere end det er. Besynderligt. Koncentreret kniber hun øjnene sammen. Det er efterhånden svært at se spejlbilledet. Hun strækker hals og læner sig endnu længere ud over kanten. Gelænderet skærer nu smertefuldt mod hendes bryst. Nu er det ikke kun hendes hals og hoved, der spejler sig, men også toppen af hendes bryst, og dermed også det øverste af den gule bluse, hun har på. Nej, vent. Hendes bluse er da ikke gul. Elena er ikke engang sikker på, at hun ejer en gul bluse. Forvirret ser hun ned af sig selv. Hendes bluse er helt klart blå, og ikke gul. Igen ser hun ned mod spejlbilledet. Den "spejlvendte" Elena, der ser forbløffet op på hende, har en gul bluse på. Elena tror ikke sine egne øjne. Det her må undersøges. Måske ligger der noget på bunden. Hun ser sig omkring for at få øje på noget langt, hun kan bruge til at prikke ned i vandet med, men selvfølgelig er der ikke en sådan genstand i hendes forældres velplejede have. Derfor vender hun sig om og småløber over det knasende grus hen mod redskabsskuret i den anden ende af haven. Forsigtigt skræver hun over et blomsterbed for at slippe for at gå udenom. Godt, at hendes forældre ikke er hjemme. Da hun når hen til det lille redskabsskur, må hun skuffet erkende, at der er hængelås på døren. Suk, hvor er hendes forældre paranoide! Hvem i alverden ville stjæle deres skovle og pottemuld? Frustreret begynder hun at vende stenene, der indrammer det nærmeste bed. Nøglen må da være her et sted. Hun har selv foræret sin mor den kunstige sten til opbevaring af nøgler i fødselsdagsgave sidste år. Endelig finder hun den. Efterhånden er tusmørket for alvor taget til, og Elena har svært ved at finde nøglehullet. Endelig går nøglen ind, låsen glider op og døren åbner sig. Hurtigt finder hun en lang blomsterpind og går målrettet tilbage mod dammen. Men da hun når derhen, må hun skuffet erkende, at det nu er så mørkt, at hun kun kan se en mørk silhuet. Alligevel kan hun ikke lade værre med at prikke ned i vandet med blomsterpinden. Der sker ikke noget. Skuffet læner hun blomsterpinden op mod broens gelænder, vender sig om og går ind. Lidt efter sidder hun hyggeligt i sofaen med et glas hyldeblomstsaft og ser et eller andet ligegyldigt program på tv.

Næste dag regner det, og selvom Elena tager en paraply med ud på broen, er det umuligt at genkende hverken farver eller detaljer i spejlbilledet. Ærgerlig må hun gå tilbage til huset. Resten af dagen går med at skrive matematikaflevering og surfe lidt på nettet.

Om mandagen skal hun selvfølgelig i skole. Dagen går med matematik, dansk, samfundsfag og idræt. Elena dropper badet efter idræt. Det er meget lettere at tage et bad hjemme. Så slipper man også for at skulle være nøgen sammen med de andre piger. Hun stiller cyklen i garagen og går indenfor. Mens hun står under bruseren, kommer hun pludselig i tanken om spejlbilledet under broen. Det må være vandet, der minder hende om det. Hvordan kunne hun i det hele taget glemme det? Hurtigt skyller hun resten af shampooen ud af håret, tørrer sig, klæder sig på og går ud i haven. Da hun når ud til den lille dam, ser hun, at blomsterpinden er væk. Det er sikkert hendes mor, der har lagt den på plads. Hun har sikkert undret sig over, hvad den laver der. Elena står et øjeblik og overvejer, om hun skal hente en ny, men hun beslutter sig for, at et enkelt lille kik ikke kan skade. Igen læner hun sig ind mod gelænderets øverste bjælke og spejder ned i vandet. Solens stråler reflekteres og får hende instinktivt til at knibe øjnene sammen. Langsomt åbner hun dem og får øje på sig selv.

Ansigtet ligner sig selv, selvom det er lidt svært at skelne de enkelte træk. Hendes mørke hår er samlet i en våd hestehale i nakken, så man kan ikke se, hvor langt det er. Hun læner sig længere ud over kanten for at se sin bluse. Den hun har på i dag, er hvid. Spejlbilledet har også en hvid bluse på. Irriteret rynker hun på næsen, og spejlbilledet nede i dammen gør det samme. Refleksionen sløres af et pludseligt plask. Elena trækker sig forskrækket tilbage og slår sin albue hårdt mod gelænderet. Hun ser ud over kanten igen. Det er den ensomme karpe, der har valgt netop dette ubelejligede tidspunkt til at svømme forbi. Med hjertet i halsen tager hun sig til den ømme albue, hvorefter hun endnu engang læner sig ud over kanten. Igen betragter hun sit eget spejlbillede. Der går lige et øjeblik, før hun formår at fokusere på refleksionen, og ikke på bunden af dammen. Hun kniber øjnene sammen og ser nu sig selv klart og tydeligt. Der er ikke noget mystisk over det. Hun griber om på sit baghoved og trækker elastikken ud af sit hår. Håret er stadig så fugtigt, at det bare bliver siddende i en samlet klump i nakken, så hun ryster på hovedet og håret fordeler sig blødt over hendes skuldre. Det dufter dejligt af shampoo. Hun ser igen ned i dammen. Spejlbilledet ser op på hende med håret løst hængende omkring hovedet. Håret går til lidt under skuldrene, men spejlbilledets hår ser ud, som om det er mindst 10 cm længere. Besynderligt. Hun træder op på den nederste bjælke for at komme højere op, for at kunne læne sig længere frem og for bedre at kunne se. Men håret følger naturligvis med og hænger nu lige ned mod dammen og gør det næsten umuligt at bedømme længden. Det her nytter ikke noget. Hun hopper ned fra bjælken og løber tilbage mod huset. I skabet finder hun en blå bluse, som hun hastigt tager på. Så styrter hun ned ad trappen og udenfor igen. Da hun når hen til broen, træder hun igen op på den nederste bjælke, læner sig ud over kanten og ser ned i vandet. Hun tror ikke sine egne øjne. Blinker et par gange for at være sikker. Den Elena, der ser op på hende fra dammens overflade, har en gul bluse på. Elena kan slet ikke stoppe med at stirre. Fuldstændig mundlam. Pludselig knaser gruset til højre for hende. Desorienteret ser hun op.

"Hvad laver du skat?", spørg Elenas mor, mens hun kommer gående henne fra huset. Elena springer ned fra gelænderet og griber fat i det, fordi hun er ved at få overbalance.
   "Ikke noget særligt" siger hun og ser på sin mor.
   "Nå da" siger hendes mor og fortsætter, "Så har du måske lyst til at hjælpe mig med at...".
   Hun når ikke engang at sige sætningen færdig, før Elena afbryder.
   "Det kan jeg desværre ikke, mor. Jeg skal lave engelsk stil".
   Hun kan ikke lade værre med at kaste et sidste blik ud over kanten, men hun kan kun se sit hoved. Så forsvinder hun ned ad stien og ind i huset. Resten af dagen går hendes mor rundt og nusser i haven, så Elena bliver indenfor og beslutter sig for rent faktisk at skrive den engelske stil, som hun mangler.

Dagen efter pjækker hun fra sidste time for at have tid, før hendes mor kommer hjem. Det er tysk, så det gør ikke så meget. Hun har lige været oppe på værelset, har skifte til en blå t-shirt og er på vej ned til dammen. Igen glemmer hun at tage en blomsterpind med, men løser problemet ved ganske enkelt at trække én op af det nærmeste staudebed. Hun træder op på den nederste bjælke og læner sig ned mod vandet. Hun ser ned mod vandet og ser sit spejlbillede. Spejlbilledet er iført en gul t-shirt. Det er virkelig underligt. Elena tøver. Ved ikke, om hun skal være nysgerrig eller bange. Står derfor lidt og betragter spejlbilledet. Hendes forstand fortæller hende, at der må være en eller anden logisk forklaring på det her. Der må være et eller andet gult, som spejler sig. Hun ser sig omkring. Intet gult. Kun solen, og det er helt sikkert ikke den. Måske ligger der noget på bunden. Prøvende bevæger hun sig fra side til side, men det gule følger med. Besynderligt. Langsomt lader hun blomsterpinden synke ned mod refleksionen. Uden en lyd bryder den tynde pind vandets overflade, fortsætter langsomt ned og bukker let, da den rammer bunden. Hun skraber forsigtigt pinden langs bunden, den bøjer faretruende, men holder. Vandets overflade bringes i uro og spejlbilledet sløres. Det gule forsvinder og hun kan nu se den stenede og hvirvlende bund. Der er intet gult. Hun trækker pinden op af vandet igen. Kniber øjnene sammen for at kunne betragte spejlbilledet bedre, men ligegyldigt hvordan hun vender og drejer sig, så bliver hendes spejlbillede ved med at have en gul t-shirt på.

Det kan altså ikke passe der her, tænker hun for sig selv. Hun bliver nødt til at komme ned til vandet. Hun stiger ned fra gelænderet, knæler ned og stikker armen gennem hullerne, forsøger at nå vandoverfladen, men der er for langt. Hun rynker vredt på næsen, og det lille ar træder tydeligt frem i hendes solbrændte ansigt. Hun går ned fra broen. Hele dammen er omgivet af et stort bed med buske og blomster. Det er umuligt at komme ned til vandet uden at træde op i bedet. Hun går hen til det, træder forsigtigt op i den sorte muld og går målrettet ned mod vandet. Da hun når frem til bredden, knæler hun ned, støtter hænderne på lårene og bøjer sig frem. Det er totalt surrealistisk. Hendes spejlbillede ser forbløffet op på hende og ser ud, som om det forstår lige så lidt som hun selv gør. Ikke desto mindre har spejlbilledet en gul t-shirt på. Hun kan nu også tydeligt se, at spejlbilledets hår er længere end hendes eget. En pludselig indskydelse får hende til at række ud mod vandets overflade. Hun berører spejlbilledet med en enkelt finger og ringe breder sig i vandet.

Vandet er vådt og lunkent og... hårdt! Forskrækket vælter hun tilbage og sætter sig med et bump på den bløde jord. Hendes hjerte slår pludselig meget hurtigt. Det var ikke bare vand, det hun rørte ved. Der var helt klart også noget andet. Noget hårdt. Hurtigt sætter hun sig på knæ igen og læner sig ind over vandet. Med hovedet lidt på skrå betragter hun nøje spejlbilledet, mens hun igen langsomt bevæger hånden ned mod overfladen. Hånden ryster en smule. Hun lukker øjnene, tager en dyb indånding og med en enkelt udstrakt finger berører hun forsigtigt det lunkne vand, og derefter noget andet. Denne gang er hun forberedt og viger ikke tilbage. Med fingeren trykker hun prøvende og mærker tydeligt modstand. Forsigtigt berører hun vandoverfladen med alle fem fingre, og alle fem fingre berører noget fast og varmt. Hun trykker prøvende nedad, og hvad end det er, trykker det igen. Det virker næsten, som om der er nogen under overfladen, som netop i dette øjeblik trykker sine fingerspidser mod hendes. Nu lader hun selve håndfladen berøre vandet og mærker nu også noget fast mod den. Det er næsten som at stå foran et spejl og presse sin hånd mod spejlbilledet, bortset fra, at det, hun berører, virker lige så levende som hende selv. Prøvende lader hun nu også den anden hånd berøre vandoverfladen og mærker først vand og derefter modstand. Forsigtigt presser hun hænderne ned mod bunden, men modstanden øges og stødvist øger hun presset, til hun til sidst læner sig med hele sin kropsvægt mod spejlbilledet.

Derefter sker tingene meget hurtigt. Modstanden mod hendes håndflader forsvinder pludseligt og Elena tumler hovedkulds ned i den lille dam. Vandet føles koldt mod hendes ansigt og hun når lige at tænke, at hun burde kunne nå bunden med sine udstrakte hænder og at der da ikke burde være så lyst, før hendes arme bryder ud igennem en tynd overflade og pludselig, på en eller anden måde, befinder sig over vandet. Få sekunder efter vælter hun ud på det, der logisk set må være den anden side af dammen, som om hun var faldet gennem en tynd væg.

Det føles, som det må føles at falde ud af en sæbeboble. Hun lander hårdt og slår den ene albue og begge sine knæ. Spruttende, spyttende og meget forvirret sætter hun sig op. Hendes hår hænger uordentligt ned i ansigtet og forhindre hende i at se noget. Febrilsk fejer hun det til side med begge hænder og er ved at besvime af skræk. Hun befinder sig i et rundt værelse oplyst af solen, som lyser gennem to af fire store vinduer. Væggene er af lyse sten, mens gulvet er af noget mørkt træ, der føles underligt varmt, som om her var installeret gulvvarme. I rummet er der enkelte møbler, smukt udskåret og med farvestrålende tæpper og puder. Bag hende svæver en stor gråblå boble og vugger blidt op og ned, som om nogen netop havde skubbet til den. Elena trækker vejret meget hurtigt og i små stød. Hvad i alverden foregår der her? Et stykke tid bliver hun bare siddende. Knuger sine knyttede næver mod brystet og tør ikke bevæge sig. Hun forsøger febrilsk at kontrollere sin vejrtrækning, men har det som om hun ikke kan få vejret. Hvad er det her for et sted? Det er i hvert fald ikke en del af hendes forældres have. En tanke slår ned i hende, og får hende til at springe op. Det må da være en spøg! Det kan kun være en spøg! Her vrimler sikkert med skjulte kameraer med folk i den anden ende, der bare håber på at hun foretager sig noget tåbeligt. Men de får hende ikke, hun skal nok afsløre dem.

Hun går målbevidst hen til et stort chatol fyldt med diverse pyntegenstande. Energisk begynder hun at løfte og undersøge hver eneste genstand. Hun mærker langs fladerne, stikker fingeren ind i hvert eneste lille hulrum, i hver fordybning. Hvis der er et kamera, skal hun nok finde det! Hun kan mærke sine håndflader blive fugtige af spænding. Hvor fedt, hvis hun afslører dem. Frydefuldt forestiller hun sig, hvordan hun, som den eneste i hele udsendelsen, stiller sig skeptisk overfor dette nye fænomen. Hvordan hun vil blive interviewet og med ro i stemmen vil kunne fortælle seerne, at hun havde luret den lige fra starten. Smilende begynder hun at forestille sig, hvad hun vil sige og hvordan hun triumferende vil smile til kameraet, når hun finder det. Hvad er det i det hele taget for en latterlig spøg? Hvad vil de have hende til at tro? At hun var kommet til en anden dimension? Sådan noget pjat! Hun stiller den pyntegenstand fra sig, som hun netop har undersøgt, og griber ud efter den næste. Den er så tung, at hun kun kan holde den med to hænder. Hun stiller den tilbage på hylden med et højt bump, der får støvet til at hvirvle op. Hun vifter det væk med hænderne og skal til at undersøge genstanden, men stopper brat. Det er, som om det først nu går det op for hende, hvad det er hun er ved at undersøge. Det er en slags udstoppet dyr, der sidder på et klippestykke. Skællet, med en spids snude og en lang hale. Næsten som et stort firben. Den eneste forskel er bare, at dyret har vinger. Elena glemmer helt, hvad hun er i gang med og lader tankefuldt en finger glide over de kolde skæld, der føles nubrede, men alligevel glatte på samme tid. Ud på de læderagtige vinger og tilbage igen. Det er virkelig gennemført, det her. Hvem end det er, der forsøger at snyde hende, har virkelig gjort noget ud af at virke så overbevisende som muligt. Hun løfter hånden og træder et skridt tilbage. Pludselig har hun ikke lyst til at røre flere af de mærkværdige pyntegenstande. I stedet står hun målløs og betragter dem. Der er en del farvestålene sten i mange forskellige former og størrelser. Nogle af dem ulmer svagt eller skifter farve, mens en enkelte af dem pulserer uregelmæssigt. Der er flere udstoppede dyr. Nogen ligner dyr, som hun kender, andre kan hun ikke genkende. Der er også forskellige planter. Nogle af dem er bare tørre kviste, der ligger eller står i bundter, mens andre er levende og står i potter med jord. Elena rynker på næsen, men det lille ar forbliver usynligt. Hun afstår fra trangen til at berøre flere af genstandende og vender sig i stedet væk fra chatollet. Der må da også befinde sig kameraer andre steder i rummet. Hun ser tilbage på det sted, hvor hun lige har siddet på det besynderligt varme gulv. Den underlige boble hænger stadig svævende få centimeter over jorden.

Langsomt går hun hen imod den. Den har en gråblå farve, præcis som dammen i hendes forældres have. Som en stor sæbeboble fyldt med vand. Hun standser en meter fra den. Tør ikke bevæge sig nærmere. Pludselig får hun øje på noget inden i boblen. Det ser ud, som om der er noget inden i boblen. Noget hvidt. Forsigtigt tager hun et skridt hen imod den. Der er helt klart noget derinde, men det er meget småt, som om det er meget langt væk. Hun kniber øjnene sammen for bedre at kunne se, og kan nu pludselig også se noget blåt. Hun kniber øjnene endnu mere sammen og står nu efterhånden så tæt på boblen, at hendes næse berører dens blanke overflade. Det er som om hun kan genkende det hun ser, men ikke rigtigt formår at placere det. Noget langt hvidt med en blå klat... Pludselig går det op for hende, hvad det er hun står og ser på, og hun træder forskrækket et skridt tilbage. Hvis ikke hun tager meget fejl, er det, hun kan se i boblens indre, undersiden af en bro og hende selv, der står på den og ser ned i vandet! Det her er jo ikke normalt! Det her bliver mere og mere underligt. Hvad foregår der her? Hvor er hun? Pludselig går det op for Elena, at hun befinder sig i et rum med fire vinduer, og at hun endnu ikke har set ud ad et eneste af dem! Det er jo en oplagt mulighed for at komme til bunds i det her. En kulisse må jo nødvendigvis stoppe et eller andet sted!

Med en underlig flagrende fornemmelse i maven bevæger hun sig hen mod et af vinduerne. Et kort øjeblik tøver hun. Lige nu kan hun kun se den blå himmel og enkelte skyer, hun må være højt oppe. Højt oppe... hun skynder sig at slå tanken ud af hovedet og småløber de sidste par skridt hen til vinduet. Et storslået og skræmmende syn møder hende. Som hun allerede havde gættet, befinder hun sig højt oppe. Hun befinder sig nemlig svævende på en lille ø, der ser ud til at være kædet til fastlandet med en tyk skinnende jernkæde. Uvilkårligt griber hun efter vindueskarmen for at finde støtte. Det sortner kortvarigt for hendes øjne og hun vender sig væk fra vinduet. Hun må trække vejret dybt ind et par gange, før hun igen vender sig mod det. Nede på jorden kan hun se mennesker gå rundt i det, der må være en slotsgård. Til højre og venstre for hende svæver ligeledes to små øer med stenhuse på. Rundt om slottets mure kan hun se en lille landsby, marker og starten på en ufattelig stor skov, der breder sig i, hvad der virker som det uendelige. Langt ude i horisonten kan hun se sneklædte bjerge. Hun må blinke et par gange og kan slet ikke se sig mæt. Det er fantastisk. Alt er så smukt. Som taget direkte ud af et eventyr. Et kort øjeblik glemmer hun helt at være bange. Disse bjerge minder hende om et eller andet. Måske en drøm? Hun kniber øjnene sammen for bedre at kunne fokusere på bjergene. De er smukke, og hun får trang til at røre ved sneen. Smage på den. Pludselig fanger hun sig selv og træder forskrækket et skridt tilbage. Det er jo fuldstændig vanvittigt det her! Det kan da ikke være en kulisse, kan det? Efterhånden går sandheden op for hende. Det er ikke muligt at falde gennem en dam og så ende et sted som her. Selv ikke i et avanceret mediestunt, og det kan umuligt være en del af hendes baghave. Her er helt helt anderledes. Her dufter også anderledes. Sødt, krydret og lidt af regnvejr.

Ude af sig selv begynder hun at hyperventilere. Det føles, som om hendes hjerte er ved at galoppere ud af brystet på hende. Benene er som gelé! Pludselig giver de efter under hende og hun lander hårdt på gulvet. Det er lidt som dengang hun opdagede, at Bjarke havde kysset Melissa bag gymnastiksalen. Hun ved det er sandt, men hun har ikke lyst til at forstå det. Hun har ikke lyst til at det skal være sandt. Ligegyldigt hvor ufatteligt og uforståeligt det kan forekomme, er sandheden endnu engang uomgængelig. Selvom den denne gang må siges at være en anelse mere fatal end sidste gang. Men hun tør ikke tænke tanken til ende. Det føles bare så forkert og fuldstændig ude af proportion. Det kan ikke være rigtigt. Sådan noget sker kun i børnelitteratur, men ikke i virkeligheden! Men hvad nu, hvis det rent faktisk er det der er sket? Hvad nu hvis... En kulderystelse farer ned ad Elenas ryg, da hun endelig tænker tanken til ende. Forfærdet rejser hun sig op. Det her er fuldstændig vanvittigt. Det her sker ikke for normale mennesker. Det er kun sådan noget, der sker for skøre mennesker. Er hun ved at blive skør? Et øjeblik bliver Elena næsten helt lettet. Det er bare en drøm. Selvfølgelig er det det. Det er bare en tosset drøm, som hun vil le af, når hun vågner. Men samtidig ved hun godt, at det ikke er en drøm. At det her sted er lige så virkeligt som det faktum, at hun befinder sig her. En overvældende følelse af panik breder sig i hendes krop. Hendes hjerte pulserer nu så højt i hendes øre, at hun har svært ved at høre noget. Hun kan da ikke blive her. Det er jo fuldstændig absurd. Hvorfor er hun overhovedet havnet her? Hvorfor lige hende? Det var jo ikke ligefrem, fordi hun blev spurgt først. Nej, hun havde faktisk ikke noget valg! En pludselig indskydelse får hende til at dreje hovedet. Den blågrå boble hænger og svæver fredeligt i luften et par meter fra hende. Måske har hun alligevel et valg. Med beslutsomme skridt går hun hen mod boblen. Tøver lidt, men strækker så armen ud og berører den forsigtigt. Med et svup, og en underligt våd følelse forsvinder hele hendes arm ind i boblen, og hun mærker, hvordan hun langsomt bliver trukket ind mod midten.

Elena vågner med et sæt. Ser instinktivt på sit ur. Den er 6. Der er en hel time, til hun skal op. Hun vender sig om på den anden side, lukker øjnene og forsøger at falde i søvn. Efter at have ligget nogle minutter, kommer hun pludselig i tanke om den danske stil, der skal afleveres i første time. Hvordan kunne hun dog glemme den. Hun står op, går hen til sit skrivebord og åbner sin bærbare. Læner sig mod stolens ryglæn, mens hun roder i sin taske efter sin danskbog. Da hun rejser sig op, får hun pludselig øje på noget gult stof under sin hånd. Forvirret rynker hun på næsen, tager fat i stoffet og holder det ud foran sig. Siden hvornår er hun begyndt at gå med gul? Gul klæder hende ikke engang. Nå, det er også lige meget. Hun har en stil, der skal skrives.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/07-2011 12:36 af Kristina Nøddebo Balle (Nøddebo) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 4615 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.