26Den uløselige gåde
Ulv satte sig tungt under træet. Han stønnede oven på anstrengels... [...]
Fantasy
9 år siden
22Slangen
Tusmørket havde sænket sig, og hvor der et par minutter forinden ... [...]
Noveller · krimi
10 år siden
2Royal Salute
Midt i marts 2010 · Kassevognen kørte langsomt langs kajen og parke... [...]
Noveller
10 år siden
25Når en fremmed ringer på
Hun var ved at tørre sit hår efter brusebadet, da dørklokken ring... [...]
Noveller
10 år siden
2De to tårne
"Goddag, og velkommen til," sagde den kønne unge kvinde i recepti... [...]
Noveller
10 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Carsten Breuning (f. 1952)
Ulv satte sig tungt under træet. Han stønnede oven på anstrengelserne. Over for ham på græsset lå ligene af de tre vogtere, han havde dræbt. Han undersøgte sine sår. Der var mange, og nogle var dybe, men ingen var livstruende. Han forbandt de værste så godt han kunne og begyndte derefter at rengøre sit sværd. Han bemærkede, at der nu var flere hak i klingen.
   "Så mange kampe," tænkte han. "Så mange døde." Denne ridderfærd synes at have varet en evighed. To år havde han rejst. Men få hundred meter fremme kunne han se broen. Broen som løb over den bundløse kløft. Broen som forbandt denne verden med gudernes paradis. Broen over moderfloden, Yst. Floden der gav verden vand.
   Han færdiggjorde rengøringen, rejste sig og gjorde honnør med sværdet for sine faldne fjender. Æres skulle tapre modstandere. De tre havde kæmpet hårdt, længe og til det sidste. Nu vendte han sig og gik mod broen. Et par hundred meter mere, tænkte han, og med den tanke kom der en lethed i hans skridt. Som forårets komme efter en mørk vinter, følte han sig fornyet.
   Ingen der havde kendt ham fra før han drog ud, ville have genkendt ham. Da havde han været en stor mand. Meget muskuløs, rank, med kraftigt sort hår og velplejet skæg. Et levendegjort billede af den sande Ridder. Nu var han stadig høj men årenes rejse havde slidt. Han havde levet af det han kunne finde i den vilde natur. Bær, rødder og kød fra rådyr og andet han havde skudt med sin bue og pil. Han var mager, nærmest ranglet. Hans sorte hår og velplejede skæg var, for det meste, gråt. Han gik lettere foroverbøjet, som bar han på alverdens bekymringer. At være menneskehedens eneste håb, tyngede.
   Men deroppe var broen. På den anden side af den ville han finde Fredens Bæger. Det bæger som gjorde, at selv de værste fjender fremover ville leve i venskab. Dem som drak af bægeret, kunne kun leve i fred derefter. Bægeret var omtalt i sagn og kvad. Guderne havde givet bægeret til mennesket som fredens gave, thi alle skulle leve i fred. Sagnet fortalte, at da slige kræfter havde forsøgt at tilintetgøre bægeret, havde guderne taget det tilbage. Nu måtte menneskene klare sig, så godt de kunne. Dog sagde sagnet også:
   Dagen skal komme hvor nøden er størst
   Frem en ridder vil drage
   Verdens ende skal han finde
   Omkring sig, kun fjender
   Yst vil han krydse
   Og Bægeret vinde

   Gennem tiderne havde mange søgt bægeret. Aldrig var nogen vendt tilbage. Alle var de forsvundet, som dug for solen. Hans konge havde tryglet ham om at tage på denne færd.
   "Ulv," havde han sagt. "Vi er besat af fjender på alle sider. Der gøres rede til krig overalt. Jeg frygter verdens undergang. Mørke kræfter har fået overtaget i menneskene. Kun du er den sande hædersmand, som vil kunne finde Bægeret."
   Ulv havde protesteret. Kom der krig ville kongen få såre brug for hans færdigheder med sværd, pil og spyd. Han red altid forrest. Kæmpede der, hvor fjenden truede mest og vandt alle sine slag. Soldaterne ville følge ham gennem helvedes porte, hvis blot han spurgte.
   Men protesterne havde været til ingen nytte.
   "Ulv," sagde Kongen. "Du har ret. Vi får brug for dig, hvis der kommer krig. Men endnu mere har vi brug for, at der ikke kommer krig. Gå! Kom retur med Fredens Bæger, og al krig vil forsvinde!"
   Det var to år siden. Og nu var han ved broen. Han skuede over kløften. Den anden side var tilsløret af en let tåge. Knap kunne han skimte, der hvor broen endte. Han tog det første skridt ud på broen. Pludseligt forsvandt den under hans fødder! Kun den lille del han stod på, var der endnu! Han stivnede og kiggede ned. Der var intet at se. Ikke uden grund blev dette kaldt Den Bundløse Kløft! Selv den mægtige flod, Yst, forsvandt dernede.
   "Langt ned, hva'?" hørte han en stemme bag sig. Forsigtigt vendte han sig om. Der hvor han før blot havde set nogle sten, sad der nu en gammel mand. Ældgammel. Håret og skægget var hvidt. Ansigtet var furet med dybe kløfter. Han sad bøjet forover, nærmest pukkelrygget.
   "Kom hellere tilbage inden du falder," sagde den gamle og grinte. "Du kan ikke komme videre nu."
   "Jeg skal derover," sagde Ulv. "Fredens Bæger skal jeg bringe retur. Ondskaben er løs i verden."
   "Nåh, er den det?" sagde den gamle. "Der kan mand bare se. Ondskaben løs i verden. Det har den nu været længe, min ven. Der er ikke noget nyt i det."
   "Men du vil derover?" fortsatte han. "Tja, det er jo både nemt og svært. Broen går over kløften, så det er jo ligetil. Hvis du altså kan se broen." Han grinte nu højlydt. "Kan du se broen?"
   Ulv kiggede over kløften. Nu var der ingen bro. Kun kløft. Ulv rystede på hovedet. "Nej," sagde han. "Jeg kan ikke se broen."
   "Hvis du vil se broen, og kunne bruge den," sagde den gamle, "skal du løse en gåde. Den Uløselige Gåde. Der er bare et problem. Du skal give mig svaret, mens du står på den lille del af broen, hvor du var før. Svarer du forkert, forsvinder også den del, og du vil falde ned i den bundløse kløft for al evighed. Det siges, den er bundløs - men dernede er floden Yst. Så før eller senere vil du jo ramme den. Og nu da du er nået hertil, er der desværre ingen vej tilbage. Du skal svare på spørgsmålet. Forsøger du at tage tilbage ad samme vej, du kom, vil du blive hakket ned af vagtsoldaterne."
   Ulv kiggede tilbage ad den vej, han var kommet. Der havde været tre soldater, som stod vagt, da han var på vej herop. Nu stod der flere hundrede. Han kunne umuligt kæmpe mod dem alle.
   Han var fanget i dette mareridt.
   Han lagde hånden på sit sværd.
   "Det nytter ikke noget," sagde den gamle, "Jeg kan ikke slås ihjel. I hvert fald ikke af et menneske. Kun guderne kan gøre det af med mig."
   "Gamle mand," råbte Ulv, "Lad mig høre din gåde. Uløselig kan den ikke være. Ellers var der ingen grund til at stille den. Jeg frygter ej gåder eller døden, thi døden kommer til alle. Vi kan kun håbe, når manden med leen indhenter os, at vi falder med ære og bliver husket som mandfolk i heltekvadene."
   Den gamle smilte af dette. "Ja," sagde han, "det er godt at dø som en mand. Men måske bedre at leve."
   "Gåden kommer til sidst. Først skal du høre en historie. Den er ikke lang - men fører hen til det uløselige."
   "For mange år siden," fortsatte han, "lå der et kongerige i et fjernt land. Kongen var kendt for at være hård, men yderst retfærdig. Han dømte strengt, men alle var enige i hans domme. Derfor var han vellidt. Og der herskede fred i alle hans lande."
   "Hans hærfører hed Dragehjerte, et navn han havde fået efter at have nedkæmpet en drage, der truede landet. Dragehjerte var høj, muskuløs og en mester med alle slags våben. Ingen kunne overgå ham med hverken sværd, pil eller spyd. Han red som var han et med hesten. Desuden var han vis som en gråskæg, skønt han selv var i sin manddoms fulde flor. Grænseløs energi. Når han talte, lyttede alle, thi hans ord faldt som guld. Han førte hæren fra sejr til sejr. Til sidst turde ingen angribe kongeriget, da nederlaget mod Dragehjerte var så sikkert, som solen i østen stiger."
   "Dragehjerte var også kendt som kongerigets hædersmand. Han beskyttede de svage, havde altid nogle sølvmønter til de borgere der var ringere stillet end ham selv. Beklagede en borger sin uret, var Dragehjerte altid den, som fik uretten omstødt. Efter kampens sejr, var han barmhjerteligheden selv. Han lod sårede fjender behandle, og sendte dem hjem i fred efter de havde svoret at aldrig angribe igen. Hele kongeriget var enigt om, at var der noget i denne verden, man kunne stole på, så var det Dragehjerte. Solid som en klippe. Aldrig havde så meget som en hvisken lydt, der sagde ondt om Dragehjerte."
   "Fremmede fyrster havde forsøgt at hyre Dragehjerte. Alle havde fået et nej. 'Kongen er min hersker, ' havde han altid sagt. 'Jeg tjener kun ham. Jeg kan ingen andre tjene.'"
   "Som du kan høre," sagde den gamle mand til Ulv, "Så var Dragehjerte en formidabel ridder. Visdom ejede han, styrke og våbenfærdigheder som en gud, loyalitet som ingen anden, men derudover var han en sand hædersmand. Lyve kunne han ikke. Andres løgn tolererede han ej heller. I Dragehjerte fandtes den retskaffenhed, som andre manglede. Hans ansigtstræk var barsk, og dog var der altid et glimt i øjet som viste, at han havde sit drengesind i behold."
   "Nu var det sådan at kongen havde en datter. Ingen havde set hende, siden hun var lille, da hun var vokset op på et slot langt væk fra Kongens by. Omsidder var hun blevet voksen og kom tilbage. Kongen befalede en helligdag for alle ved hendes ankomst. Morgensol hed hun. Og morgensolen mindede hun om. Hendes ansigt strålede, som midsommerens første timer. I hendes nærvær forsvandt alle bekymringer som den tidlige morgendis. Hendes stemme var så smuk, at selv den dejligste sanglærke tav og lyttede tryllebundet, når hun talte. Hvis hun lo, lød det som den smukkeste rislen af en bæk over sten. Hendes skridt på jorden var så lette at hun syntes at svæve henover græsset. Så lette var de, at hun ej efterlod sig fodspor, skønt græsset var vådt. Hendes gyldne hår mindede om en hvedemark, der bølger i den lette vind. Selv den skønneste sommerdag virkede trist og mørk, efter hun havde passeret forbi."
   "Skæbnen ville, at Dragehjerte og Morgensol forelskede sig i hinanden ved første blik. Deres øjne mødtes, da hun kom gennem slottets port. Dragehjerte følte det, som var en pil gået gennem hans krop. Han, der aldrig havde kendt svaghed, følte sine knæ blive bløde. Kun med den største anstrengelse, kunne han vedblive med at stå oprejst. Hans skæbne var dermed beseglet. Aldrig ville han kunne elske en anden. Hans hjerte var tabt."
   "Da Morgensol trådte gennem porten så hun Dragehjerte stå med hævet sværd til honnør. Høj, iklædt sort og sølv uniform, var han billedet på manddom. Visdommen lyste ud af hans øjne. Styrken var tydelig at se i hans arme. Manddommens var som en aura omkring ham. Morgensol havde kun øjne for ham. En skælven gik gennem hendes krop. Hendes hjerte var også tabt."
   Den gamle holdt en pause. Ulv, som havde lyttet intenst, så nu væk. "Kan du lide historien, min ven?" spurgte den gamle. "Der er mere. Og du skal høre det hele, hvis du skal kunne svare rigtigt. Lyt nu til mine ord," sagde han, og fortsatte historien.
   "Månederne gik og forelskelsen svandt ikke. Hver gang de to var i nærheden af hinanden kunne de ikke slippe den anden af syne. Men det var en håbløs forelskelse. Hun var prinsesse og han var ikke fra adelstanden. Han var fra bondestanden. Aldrig ville de kunne få hinanden. Værre var det, at Kongen havde proklameret, at Morgensol skulle giftes. Med en mægtig fyrste fra et nærliggende kongerige.
   Dragehjerte var knust. Han havde svoret evigt troskab til sin herre, Kongen, og samtidig var han håbløst forelsket i Morgensol. Til sidst kunne han ikke leve med sin vildrede længere. Han gik til Kongen og tilstod sin brøde."
   "Herre," sagde han, "Jeg har forelsket mig i Morgensol. Denne følelse er så stærk, at jeg ikke længere kan stole på min loyalitet over for Dem. Var jeg nødt til at vælge, er jeg ikke sikker på andet end, at jeg ville følge mit hjerte og dermed glemme min pligt. Dette kan jeg ikke bære. Jeg beder Dem dømme mig for pligtforsømmelse."
   Kongen kiggede på Dragehjerte med en alvorlig mine. Straffen for pligtforsømmelse var døden, hvilket Dragehjerte udmærket vidste.
   "Min ældste ven, den mest trofast af de trofaste," sagde Kongen, "Gå til dine gemakker og vent. Jeg må tænke over dette. Let er ej denne beslutning."
   En uge gik, før Kongen lod Dragehjerte hente. Han tog ham med til den store arena. Hele kongerigets befolkning var forsamlet. Morgensol sad på en trone ved siden af Kongen.
   "Dragehjerte, min ældste ven" sagde Kongen, "Du har forbrudt dig mod din pligt over for mig. For sligt er straffen døden."
   Her rejste folket sig og råbte "Nej, Nej ,Nej!" Kongen holdt hånden op som signal til stilhed. Folket faldt til omsider til ro.
   "Dragehjerte, du har altid været mig tro. Aldrig har jeg tvivlet. Altid har du med ære tjent mig. Aldrig har du svigtet. Staffen for sligt er døden, som du ved. Jeg er kendt for at være en streng dommer. Som anerkendelse for din trofasthed vil jeg dog udvise barmhjertighed. Du skal have en chance for at undslippe døden."
   Dragehjerte stod på arenagulvet og kiggede op på Kongen, men hans øjne blev konstant draget af Morgensol, der sad som forstenet ved siden af Kongen.
   "Derovre, Dragehjerte, er to døre. Bag den ene dør er fem sultne tigre. Åbner du den dør, vil de øjeblikkeligt springe frem, dræbe og æde dig. Den dør er døden."
   "Bag den anden dør er der den smukkeste jomfru, som findes i dette land. Desuden er der kister fyldt til randen med guld og juveler. Vælger du den dør, bliver du gift med den smukke jomfru, og du får alle rigdommene. Dog skal du øjeblikkeligt forlade kongeriget i eksil og aldrig mere må dine fødder betræde mit rige. Gør du det, er straffen døden. Den dør er barmhjerteligheden."
   Dragehjerte kiggede op på Kongen og sagde "Javel, min Herre". Han lod sine øjne kaste et sidste blik på Morgensol, som løftede sin ene hånd en smule. Dragehjerte fangede bevægelsen, smilte og uden tøven vendte sig om og åbnede den ene af dørene."
   "Ja, Ulv," sagde den gamle, "det var så historien. Der er ikke mere. Kun gåden."
   Ulv kiggede længe på den gamle mand. Til sidst sagde han, "Jeg er parat".
   "Gåden," sagde den gamle, "er jo simpel. Hvilken dør valgte Dragehjerte? Den med Jomfruen, eller den med tigrene? Morgensol fortalte ham jo, hvilken han skulle vælge."
   Ulv spekulerede længe. Til sidst sagde han, "Jeg må tænke nærmere over dette. Hvor lang tid har jeg?"
   Den gamle smilte, "Du har til verden ender og Yst tørlægges."
   To dage gik, mens Ulv grublede på kanten af den bundløse kløft. Gåden var jo uløselig. Hvilken dør havde Morgensol udpeget? Det lette svar var jo døren med jomfruen, men så var gåden for enkel. Havde hun derimod udpeget døren med tigrene, ville hun skulle se sin elskede blive flået fra hinanden af fem sultne tigre. Det var næppe sandsynligt. Jo mere han tænkte, desto mere i vildrede blev han. Ville hun hellere se sin elskede dø, eller blive gift med en anden?
   Til sidst tænkte han hele historien igennem igen. Pludselig bredte der sig et stort smil over hans ansigt, han rejste sig og gik hen til broen. Han tog et skridt ud på broen, og dermed hang han over den bundløse kløft.
   "Gamle mand," råbte han, "jeg er klar."
   Den gamle smilte sørgmodigt. "Ah Ulv, jeg håber så inderligt for dig, at du har fundet løsningen. Alle de andre der har nået hertil, har svaret forkert. Så mange unge mænd. De falder vel dernede endnu, på vej mod Yst. Er du sikker?" spurgte han.
   "Ja"
   "Hvad var der bag den dør, Dragehjerte valgte?"
   "Svaret," sagde Ulv, "er jo let når hele historien tages i betragtning. Dragehjerte beskrives som en hædersmand, retskaffen over alle andre. En mand der ikke kan lyve. En mand der ikke tåler løgn."
   "Det er rigtigt," sagde den gamle. "Dragehjerte var en ridder uden mage."
   "Når det er indset ligger svaret lige for. Dragehjerte ville aldrig kunne leve på en løgn med en jomfru og rigdom. Uanset hvor smuk hun end var og uanset hvor stor rigdommen var. Han ville aldrig kunne være sit hjerte utro. Hellere foretrak han døden."
   "Morgensol," fortsatte han, "ville heller ikke kunne se sin elskede lide under at skulle leve på en løgn. Han ville visne som efterårsbladene, hvis han var tvunget til at gifte sig med en anden. Derfor udpegede hun døren med tigrene. Til trods for, at smerten over hans død var ubærlig. Hun var hans ære tro."
   Den gamle mand lyste op og sagde "Vend dig om og fortsæt over broen, Ulv. Fredens Bæger er at finde derovre, og broen vil være her, når du kommer retur."
   Ulv vendte sig om. Nu var disen forsvundet og alting klart på den anden side. Broen strakte sig langt og solidt over kløften. Højt på en bakketop på den anden side kunne han se noget glimte i solen. Fredens Bæger.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/07-2011 12:36 af Carsten Breuning (carstenb) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2799 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.