26Den uløselige gåde
Ulv satte sig tungt under træet. Han stønnede oven på anstrengels... [...]
Fantasy
9 år siden
22Slangen
Tusmørket havde sænket sig, og hvor der et par minutter forinden ... [...]
Noveller · krimi
10 år siden
2Royal Salute
Midt i marts 2010 · Kassevognen kørte langsomt langs kajen og parke... [...]
Noveller
10 år siden
25Når en fremmed ringer på
Hun var ved at tørre sit hår efter brusebadet, da dørklokken ring... [...]
Noveller
10 år siden
2De to tårne
"Goddag, og velkommen til," sagde den kønne unge kvinde i recepti... [...]
Noveller
10 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Carsten Breuning (f. 1952)
Midt i marts 2010
   Kassevognen kørte langsomt langs kajen og parkerede mellem Amaliehaven og vandet, tæt ved det store springvand. På siden stod der "Nordic Diving A/S, Commercial Divers", og der var også billeder af gammeldags dykkerudstyr. Mest iøjnefaldende var et billede af en flot messingdykkerhjelm. Mærkværdigvis var der hverken anført telefonnummer eller adresse på firmaet. To personer, en mand og en kvinde, steg ud af bilen og strakte sig. Det var forår og stadig koldt, men solen skinnede fra en klar himmel.
   De begyndte at aflæsse diverse udstyr. Som noget af det første, satte kvinden nogle heller op og afspærrede et område langs kajen. Derefter vippede hun en bøje med et dykkerflag ud i vandet. Bøjen blev fastbundet til kajen med en line. Manden læssede en uhåndterlig tørdragt af og lagde den på kajen, sammen med et par dykkersko og en skinnende gul metalhjelm.
   Så snart dykkerdragten var aflæsset, begyndte pigen at tage sit tøj af. Frakke, bukser og sweatshirt forsvandt på et øjeblik. Til sidst stod hun tilbage i sorte lange underbukser og en langærmet t-shirt. Hun var slank og tydeligvis muskuløs. Hendes lange lyse hår var sat i en hestehale. Hun var køn og så ud til at være sidst i tyverne. Hun begyndte straks at iføre sig den tunge dykkerdragt og skoene. Nu ventede hun på, at manden fik tilsluttet luftslangen og mikrofonledningen til hjelmen.
   "Vi er ved at være der nu, Mariette," sagde han. "Vent lige et øjeblik mens jeg tjekker, om lydanlægget fungerer." Han talte lidt ind i hjelmen, mens han lyttede koncentreret mod bagenden af varevognen. Mariette tændte en smøg, mens hun ventede. Derefter gik han ind i bilen og talte i en mikrofon, mens han lyttede til hjelmen.
   "Klar plan, Mariette," sagde han til sidst.
   "Godt nok, Jens," sagde hun, mens hun slukkede smøgen ved at kaste den i havnen. Jens hjalp hende med at få hjelmen på og fæstnede, så den var vandtæt. Han bankede let på hjelmen. Mariette gav ham et "thumbs-up" tegn for at sige, at alt var i orden. Han fulgte hende hen til kajkanten. Hun tog et stort skridt frem og plaskede ned i vandet. Hun flød et kort øjeblik, og lod sig derefter synke til bunds.
   Fra højtaleren i bilen kunne man høre hende trække vejret. Så lød hendes stemme: "Jeg er på bunden, sigtbarheden er god, måske 4-5 meter. Sænker du lige min værktøjskasse ned?"
   Jens bar en stor værkstøjskasse hen til kajkanten, og sænkede den ned i en line. Herefter hørtes for det meste Mariettes vejrtrækning og en gang imellem lidt sagte banden. Jens satte sig i solen og kæderøg. Han var først i tyverne og også lyshåret. Han havde et kort skæg, der strittede i alle retninger. Forbipasserende kiggede lidt på varevognen, og nogle gik hen til kanten og kiggede ned i vandet. Et par politibetjente gik langsomt forbi, men sagde ikke noget. Jens røg videre.
   Efter en time, lød Mariettes stemme pludselig i højtaleren: "Jeg skal bruge skærebrænderen." Jens baksede et par gasflasker ud af bilen, tændte for skærebrænderen og sænkede den tændte brænder over kajkanten. Da der var gået en halv time, lød Mariettes stemme i højtaleren igen. "Nu er jeg klar. Du kan godt hive mig op."
   Jens trak først skærebrænderen op, derefter hjalp han Mariette op ad redningsstigen, der løb op ad bolværket. Han tog hjelmen af hende, og stak hende en tændt cigaret.
   "Alt o.k.?" spurgte han.
   "Piece of cake." svarede hun kort, mens hun tog et par dybe indåndinger af smøgen. De fik dykkerklunset af hende, og hun tog sit tøj på igen.
   Mens de pakkede bilen, sagde hun, "Der hele er klar dernede. Men som vi har talt om, er jeg nødt til at komme tilbage med en våddragt og flasker for at komme hele vejen ind. Ellers ser det ud som om Kamil har ret. Det er fuldkommen som beskrevet i historiebøgerne."

Januar 2010
   Kamil rullede af Mariette og over på sin side af madrassen. De trak begge vejret dybt og stønnede let efter elskoven. Han kiggede over på hendes sportstrænede krop og takkede for dagen, da han havde mødt hende i dykkerlejren i Egypten. Hun var ung, køn og fanden-i-voldsk. Allerede første aften havde hun forført ham. Han grinte indvendigt. Det havde nu ikke været nødvendigt med alt for meget forførelse. Han havde haft et godt øje til hende hele dagen. Det var et af frynsegoderne ved at være dykkeinstruktør i ferielejren. Der kom mange søde unge europæiske piger på dykkerferie. Og når nu instruktøren var mørk, flot, sportstrænet og talte glimrende engelsk, tja, så kunne der jo ske så meget. Sengekammerater havde han aldrig manglet.
   Det var nu to år siden. Mariette havde været i lejren i en uge og var så taget hjem da ferien var ovre. Kamil havde, som sædvanlig, straks glemt hende. Denne gang til fordel for sin næste erobring, en yderst imødekommende fransk pige med kort mørkt hår. Men surprise, surprise, to uger senere stod Mariette ud af bussen igen. Det havde været udmærket, idet den franske pige lige var taget hjem. Denne gang blev Mariette to uger. Og 14 dage senere kom hun tilbage for yderligere to uger. Her aftalte de, at Kamil skulle komme til Danmark.
   Det ville han godt. Han ville gerne besøge det land, som fornærmede Profeten (fred være med ham), så groft som Danmark havde gjort. Han var muslim, og endda meget troende. Dog ikke med hensyn til sit eget seksuelle behov. Ikke at det gjorde noget med kvinderne, de var jo alle sammen vantro og dermed ludere. Men Danmark skulle straffes. Det kunne der ikke være tvivl om. Han var blevet meget længere end han først havde tænkt sig. Dels fordi Mariette hurtigt blev en ekstremist, der ville være aktiv i bevægelsen, og dels fordi hun konverterede til Islam. I hvert fald konverterede hun efter sine egen begreber, og dermed blev en god kvinde. (ja, ja de bollede stadig på livet løs selv om de ikke var gift. Tak Allah at hun ikke også var blevet from. Selv terrorister har nogle basale behov). Kort tid efter han ankom, havde Kamil grundlagt en celle i Danmark. En celle i "Profetens Flammende Svær". Vejen var nu bandet, så Danmark ville komme til at mærke Allahs vrede og få straffen for sit hovmod med at fornærme Profeten (fred være med ham).

December 2009
   Flemming Lindt sad ved sit skrivebord på Amalienborg, da telefonen ringede. "Lindt," sagde han i røret.
   "Hej Flemming," lød det i den anden ende. "Jakob Holm her. Er du hjemme i dag? Jeg har noget, som jeg mener, du skal kigge på. Hvis du har tid nu, kommer jeg med det samme."
   Flemming gik i gang med at brygge kaffe, mens han ventede. Jakob skulle ikke have noget, da han tydeligvis led med et mavesår. Men Flemming ville gerne selv have noget friskbrygget. Jakob skulle jo kun køre den korte vej fra Politigården. Han kendte Jakob godt. Jakob var chef for indenlandske trusler ved PET.
   Da Flemming var ansvarlig for Kongehusets sikkerhed, mødtes de med jævne mellemrum. Det var nu første gang Jakob mødte med ham på Amalienborg. Det i sig selv var lidt foruroligende. Da han havde sat kaffen over, satte Flemming sig ned og grublede over Jakobs opkald. Hvad mon der var i gære? Til sidst lod han sine fingre løbe gennem det tykke, brune hår og opgav at gætte. Tiden måtte vise, hvad der var på færde.
   Flemming gik op til slotspladsen for at hente Jakob. Ganske vist var Flemming chef for Kongehusets, og dermed Amalienborgs sikkerhed, men hans kontor lå nede i kælderen. Det var umuligt at finde, med mindre man havde været der før, eller kom med en guide. Jakob parkerede diskret rundt om hjørnet, og de to gik ad snørklede gange og trapper ned til Flemmings kontor.
   "Hvad kan jeg så gøre for dig, Jakob?" spurgte han, da de havde sat sig. Gennem kældervinduet kunne de se, gardernes sko og det nederste af deres bukseben, når de skridtede forbi.
   "Vi har hørt hvisken ude i marken, om en organisation der hedder Profetens Flammende Svær. Den har vi hørt om før. Amerikanerne kender den også. Den stammer fra Pakistan og blev grundlagt af en af Osama bin Ladens lærlinge. Indtil videre har de kun stået for nogle selvmordsbomber hist og pist, men i de sidste par måneder har rygterne ville vide, at de er i gang med noget stort. Desværre har vi for nylig hørt, at det store skal ske her i Danmark," svarede Jakob.
   Flemming gryntede, "Dejlige nyheder du bringer med dig," sagde han sarkastisk. "Fortæller du mig nu, at rygterne siger, at det bliver kongehuset, som er målet?"
   "Jeg er ked af det, Flemming," sagde Jakob medfølende. "Men det er faktisk, hvad rygterne siger. Ikke noget konkret, bare rygter der fortæller, at kongehuset er et kommende terrormål. Vi har følere ude hos alle vores meddelere, og vi presser på for at få mere at vide, men der er intet kommet frem endnu. Amerikanerne har også hørt løse rygter, og de har lovet, at de vil gøre alt, hvad der er muligt for at spore noget mere håndgribeligt, men det er jo svært at vide, hvad er sandt, og hvad er løse rygter."
   "Er der overhovedet noget vi kan bruge?" spurgte Flemming.
   "Hvis det vi har, er rigtigt, så sker det i det nye år, og det bliver kongefamilien, der bliver ramt," svarede Jakob. "Ifølge rygterne er man ret sikker på, at det bliver dem personligt. Altså ikke bare et slot eller kongeskibet, med mindre familien er til stede. Rygterne siger også, at det skal ske her i Danmark, så det bliver nok heller ikke på en udlandsrejse. Nåh, jeg skal af sted, jeg har et møde med Forsvarets Efterretningstjeneste, men jeg skal nok holde dig ajour så snart vi har noget mere konkret. Jeg kan selv finde ud. Jeg var garder i mit tidligere liv." Jakob smilte og gik.

Januar 2010
   Kamil, Mariette og Jens, hendes broder, sad ved bordet i den lille lejlighed. Askebægret flød med skodder, og luften var tyk af røg.
   "'Jeg har fundet en måde at ramme hele kongefamilien samtidig. Med lidt held dræber vi dem alle sammen, og som sidegevinst kan vi få flere tusinde almindelige danskere med," sagde Kamil, mens han grinte højlydt. "Dette er, tro mig, meget bedre end et selvmordsangreb på Dronningen i hendes bil. Hvis vi gør dette rigtigt, slår vi hele familien ihjel samtidig, mens tv kameraerne snurrer under "live"- transmissionen. For fanden da, det kommer på CNN og det hele. Så kan dette skide land lære det. Profeten er hellig. Ingen må krænke Allahs budbringer."
   "Hvad har du i tankerne?" spurgte Mariette. "Og hvad skal vi gøre?"
   Kamil tændte nok en smøg. "Nu skal I bare høre," sagde han. "Forleden læste jeg en bog om anden verdens krig og Danmark....."

Marts 2010
   Den lille jolle sejlede ind i Københavns Havn og kastede anker lige foran Amaliehavens springvand. Besætningen satte en bøje i vandet med dykkerflag på. Den ene, en lyshåret pige, tog sit regntøj, samt sine bukser og trøje af. Indenunder bar hun en våddragt. Den anden hjalp hende med at få en dykkervest og iltflaske på. Derefter tog hun svømmefødder og en maske på, gav et "thumbs-up" signal til ham og lod sig falde bagover ned i vandet. Hun flød et øjeblik, mens hun justerede sit udstyr. Så lukkede hun luften ud af dykkervesten og sank ned i det mørke vand.
   Manden begyndte at kæderyge, mens han betragtede den smule cyklende trafik, der var oppe på kajen. Klokken var næsten tolv. I det fjerne kunne han høre Livgardens orkester spille. Der var snart vagtskifte. Han kastede sit skod i vandet og tændte en ny. Det var koldt og småregnede. Men resultatet ville være alle anstrengelserne værd. Kamils plan var ikke mindre end sublim. Mariette og han havde siddet og betragtet ham med ærefrygt, da han havde skitseret den. En perfekt plan, der ville ryste verden og især dette lorteland i sine grundvolde. Han lo sagte, mens han røg. Godt nok var han pæredansk, men politikkerne havde ført landet ind i krig og ødelæggelser mod uskyldige civile. Og befolkningen var racister af den værste skuffe. Det eneste han fortrød, var at denne plan ikke ville få ram på Pia eller nogle af hendes "Pianister". Synd.
   Da han havde siddet en times tid, dukkede Mariettes hoved op fra vandet ved siden af båden. Hun tog sine svømmefødder af og klatrede op ad badestigen på siden af båden. Han rakte hende en tændt smøg.
   "Det er nøjagtigt som beskrevet i bogen," sagde hun. "Jeg har været hele vejen inde. Den er god nok. Der er masser af plads. Piece of cake."

Februar 2010
   Flemming Lindt havde for længst lavet en opgørelse over samtlige af kongehusets medlemmers gøren og laden for det næste halve år. Der var mange gange, hvor de var sammen men kun en, hvor de alle sammen ville være til stede. Også børnebørnene. Samt søstre, fætre og kusiner. Dronningens halvfjers års fødselsdag. Den 16. april. Skulle der ske noget, ville det være der. Det var han vis på. Nu var spørgsmålet bare: Hvem, hvad, hvornår, hvordan? Han sukkede. Det var fire spørgsmål. Ok, Profetens Flammende Sværd. Det var hvem. Men hvem lokalt? Hvor? Der ville blive afholdt mange fester for Dronningen for at fejre hendes fødselsdag. Det kunne ske ved en hvilken som helst af dem. Og hvordan? Mulighederne var jo legio. Alt fra bomber til maskingeværer til flyvemaskiner og hvad ved jeg, tænkte han. Det var ikke muligt at gardere sig mod det hele.
   Han ringede til Jakob Holm. "Jakob, har du noget nyt?" spurgte han. "Jeg er ved at gå ud af mit gode skind herovre. Jeg bestiller ikke andet end at spekulere over et muligt attentat. Jeg mener, at hvis der sker noget, bliver på hendes fødselsdag. Men hvad fanden kan sådan nogen galninge finde på?"
   "Du kan være evig vis på, at uanset hvad vi kan komme i tanke om, kan de finde på noget andet," svarede Jakob i røret. "De er altid mere kreative, end vi er. Det vi hører er, at det ikke bare er nogle tilfældige galninge. Vi bliver ved med at høre, at disse er meget professionelle. Det mener jeg også, de må være, da det er lykkedes for dem at holde sig fuldkommen skjult for os. Det er stadig kun løse rygter, vi hører."
   "Jeg ved snart ikke, hvad mere jeg kan gøre fra denne ende, Jakob. Amalienborg bliver gennemsøgt næsten dagligt, og jeg har fordoblet vagterne omkring hele kernefamilien. Jeg bliver nødt til at have noget konkret at støtte mig til, før jeg kan gøre yderligere. Og Dronningen har sagt, at hun agter at gennemføre sin hverdag uanset, hvad jeg siger, med mindre der er en meget konkret trussel. Hun er sgu' ikke barnebarn af Christian for ingen ting. Jeg prøvede også at snakke med Frederik om det. Han kiggede bare på mig, som om jeg var åndssvag og sagde, at hvis ikke kongefamilien viste mod i sådanne situationer, så kunne hele samfundet godt pakke samme," fortalte Flemming.
   "Jeg ved det godt," svarede Jakob. "Jeg har næsten hele regeringen på nakken. Justitsministeren ringer hver dag. Vi graver videre." Flemming kunne høre at Jakob suttede på en mavesårstablet. Det gjorte han altid. Jakob var gået fra at være en glad mand, sprudlende af energi til en indelukket, træt mand i de fem år han havde været chef for PETs terrorafdeling. Flemming rystede på hovedet. Godt jeg ikke har hans job!, tænkte han. Han havde nok i kongefamilien. Jakob havde ansvar for hele landet.

April 2010
   Dykkerbåden var større denne gang. Det var nærmest en lille pram. På dækket stod fem kufferter på størrelse med små sofaer. Vejret var dejligt denne dag. Solen skinnede, og der var ingen vind. Kvinden smed tøjet igen. Som før bar hun en våddragt inden under. Hun røg, mens manden på dækket hjalp hende med dykkervesten og iltflasken. Kamil var et hoved højere end hun. Han var mørkklødet, med kulsort hår og en kraftig skægvækst. Han kyssede hende let, da hun havde fået dykkervesten på. Hun iførte sig sine svømmefødder og maske og hoppede derefter i vandet. Denne gang blev hun liggende i overfladen, mens Kamil skubbede en af kufferterne ned til hende. Hun greb fat i den og dykkede. Scenen gentog sig, indtil hun havde dykket ned med alle fem kufferter. Nu gav Kamil hende en lille kuffert, og hun forsvandt atter under vandet.
   Kamil kæderøg, mens han ventede. Til sidst dukkede Mariette op til overfladen, klatrede om bord og tog sit dykkerudstyr af.
   "Alt klar?" spurgte han.
   "Jeps," svarede hun. "Jeg har rigget det hele til og sat mobilen til. Lad os bare håbe, at ingen idioter drejer det forkerte nummer og sprænger hele lortet i luften i utide." De grinte højlydt ved tanken, mens de sejlede væk.

Slutningen af marts 2010
   "Det må være en bombe," sagde Flemming til Jakob, mens han nippede på sin kaffe. Som sædvanligt drak Jakob ikke kaffe, men i stedet for suttede han på sine mavetabletter. "Og det skal ske på Dronningens fødselsdag. Det er det eneste tidspunkt, de kan ramme hele familien. Jeg kan sagtens spærre et større område af, så de ikke kan komme ind med lastbiler eller lignende fyldt med sprængstoffer. Havnen bliver spærret af flere hundred meter fra slottet. Kan du sørge for at ingen får tilladelse til overflyvning af Københavns indre bydel?"
   "Sagtens," svarede Jakob. "Men der er et eller andet, vi har overset. Denne gruppe går forbandet stille med dørene. Det fortæller mig, at de ikke er amatører. Kun de professionelle holder så tæt, som disse gør. Er der nogen andre måder, man kan komme tæt på kongefamilien?"
   "Jeg har sørget for at have mænd i alle lejlighederne, der vender ud mod slotspladsen. Det samme gælder Marmorkirken. Så der bliver ikke noget med rifler eller lignende," sagde Flemming. Han rynkede på panden. "Der er noget, vi har overset."

16. april 2010
   Kamil, Mariette og Jens sad på en bænk foran Operaen, mens de kiggede over på Amalienborg. Mariette havde en laptop på skødet og så den direkte udsendelse på DR om Dronnings fødselsdag. Skærmen viste en slotsplads fyldt med mennesker, der viftede med deres dannebrogsflag. Speakeren fortalte, at over 40.000 var samlet på slotspladsen og ventede på, at Dronningen og hele den kongelige familie skulle vise sig på balkonen. Ude på vandet sejlede et par både frem og tilbage med politi. Mariette tændte en cigaret.
   "Snart," sagde hun.

Amalienborg slotsplads
   Flemming Lindt gik rundt på pladsen. Han havde sin lille radiomodtager i øret. Hvis der var noget, ville de kalde ham over radioen. Han havde ikke kunnet sidde stille og var til sidst nødt til at gå rundt blandt menneskemængden. Klokken nærmede sig tolv. Han kiggede op på hustagene og vinduerne. Alt i orden. De eneste der var deroppe, var hans egne folk.

Ved Operaen
   "To minutter, Kamil," sagde Mariette med ophidselse i stemmen. Kamil fiskede en mobil op af lommen og tastede et nummer ind.
   "Vil en af jer have fornøjelsen?" spurgte han, mens han rakte mobilen frem.
   De rystede på hoved og sagde nej samtidig. Æren skulle tilfalde ham. Det var ham, der havde fået den guddommelige inspiration. Det var ham, der havde lagt planen. Han skulle have æren af at hævne Profeten (fred være med ham).
   Kamil lagde fingeren på den grønne tast, lænede sig ind over Mariettes skulder og så med på skærmen. Han kyssede hendes øre mens de ventede.

Amalienborg slotsplads
   Dronningen skulle vise sig om tre minutter. Skulle der ske noget, var det nu. Hvis alt gik som det skulle inden for det næste kvarter, kunne han begynde at trække vejret roligt igen. Han stod tæt ved statuen midt på pladsen. Ved siden af ham stod en herre med et lille barn. Ubevidst lyttede Flemming til deres samtale.
   "Far, er det rigtigt at farfar arbejdede for kongen?" spurgte barnet.
   "Ja, Lars," svarede faren. "Han var sikkerhedsbetjent på slottet i mange år. Det var hans job at passe på kongefamilien. Så han kendte dem faktisk alle sammen. Også Dronningen da hun var barn, og ikke ældre end du er. Han fik julekort fra Dronningen hvert år efter han gik på pension. Han tog mig med ind på slottet flere gange, da jeg var knægt. Det var mægtigt skægt at se alle de store sale."
   "Mødte du nogensinde Dronningen, far?" spurgte Lars.
   Faren grinte. "Faktisk, så gjorte jeg en gang. Men den gang var hun nu kun en prinsesse. Min far havde taget mig ned i kælderen under slottet for at vise mig den tunnel, som blev gravet under krigen fra slottet og ud til havnen. Den blev gravet i dyb hemmelighed, og der lå en motorbåd derinde. Det var en flugtrute for de kongelige, hvis tyskerne skulle komme efter dem. Så kunne de komme i motorbåden. Bolværket ud til havnen kunne væltes, og så kunne de sejle til Sverige. På vej op ad trappen mødte vi Margrethe."
   Pludselig mærkede Flemming, hvordan hans mave trak sig sammen. Med en sugende fornemmelse i mellemgulvet, blev han klar over, hvor bomben var, og hvad der ville ske. Han trykkede på "send" knappen på sin radio og begyndte at råbe mens han løb, "Tunnelen, for helvede, nede i tunnelen!". Oppe på slotsbalkonen åbnede døren sig.

Ved Operaen
   På skærmen kunne de se døren åbne sig. To ansatte åbnede hver sin dør og trådte til side. Dronning Margrethe, iklædt en skinnende blå kjole, trådte ud. Bag Hendes Majestæt kunne de se Prinsgemalen, Kronprinsen, Kronprinsessen, børnebørnene og mange andre medlemmer af kongefamilien. Menneskemængden begyndte at råbe "Hurra! Hurra! Hurra!
   Dronning gik helt frem til balkongelænderet og begyndte at vinke, mens Kamil trykkede på den grønne knap.


   Det er et faktum, at under anden verdenskrig blev der gravet en tunnel fra Christian IXs palæ (også kaldt Schacks palæ) under vejen og videre ud til havnen. Der blev smuglet en båd med en meget kraftig motor ind, og muren ud mod havnen blev derefter genetableret. Dette blev gjort i tilfælde af, at tyskerne skulle finde på at tage kongefamilien til fange. Da ville livgarden og politiet holde stand så længe som muligt, mens kongefamilien gik i båden. Bolværket skulle derefter væltes og båden sejle til Sverige. Man regnede med, at overraskelsesmomentet ville forhindre tyskerne i at indhente båden.
   Eksisterer tunnelen endnu?

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/07-2010 11:26 af Carsten Breuning (carstenb) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3724 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.