3I morgen
Hendes pegefinger følger en af de blå streg opad. De små hår føle... [...]
Noveller
7 år siden
20Under overfladen
Elena er faktisk en helt normal pige. Eller, det vil sige, lige b... [...]
Fantasy
9 år siden
4Photoshop effekten
Hun står foran spejlet. Drejer fra side til side. Retter ryggen o... [...]
Kortprosa
9 år siden
6Et forpasset øjeblik
Min kuffert ruller skramlende over fliserne og laver unødig meget... [...]
Kortprosa
9 år siden
7Dumme Anders
Han sidder ved bordet. Foran ham ligger arket. Arket med alle de ... [...]
Kortprosa
9 år siden
1Hun er for god til mig
"Luk nu op Bettina" siger jeg og banker forsigtigt på døren. Jeg ... [...]
Kortprosa
9 år siden
4En helt går med sværd
Skoleklokken ringer. De andre i min gruppe rejser sig støjende og... [...]
Essays
10 år siden
16Et socialt og udadvendt menneske
Jeg er et meget socialt menneske. Det er ikke noget jeg bare sige... [...]
Klummen
10 år siden
6Hun har ingen fantasi
Hun cykler med rasende fart mod sit bestemmelsessted. Undrer sig ... [...]
Klummen
10 år siden
8Den lille røde kuffert
Spidse hvide lyn zigzaggede over den sorte nattehimmel og oplyste... [...]
Noveller
10 år siden
12Det der med at blive voksen
Her den anden dag skete der noget højst besynderligt for mig. Jeg... [...]
Smilebåndet
10 år siden
1Tanker er min svaghed
Tanker er en af mine svagheder. Ligegyldigt hvad, så er de der al... [...]
Klummen
10 år siden
2Hvor blev den af?
Jo, den er god nok. Den er her ikke mere! Lige før var den her, m... [...]
Blandede tekster
10 år siden
3Min kære lille mormor
Efter sigende skulle det kunne tage op til 5 år at bearbejde et d... [...]
Blandede tekster
10 år siden
3At finde lykken
Natten er mørk og stille. Månen hænger på himlen, rund og bleg. J... [...]
Noveller
11 år siden
3Svalen
Solen sendte sine gyldne stråler over den lille bys sortglaserede... [...]
Noveller
11 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Kristina Nøddebo Balle (f. 1988)
Spidse hvide lyn zigzaggede over den sorte nattehimmel og oplyste kortvarigt det øde landskab. Små græstotter stod ensomt i det kolde sand mens lyngen kunne anes mellem klitterne et sted i det fjerne. Mørke skyer buldrede faretruende over himlen som store tunge godstog. Den trykkende luft syntes at gøre det svært at trække vejret samtidig med at store dråber plaskede tungt mod den mættede jord.

På landgangsbroen stod en kvinde. Bølgerne rejste sig som tårne omkring hende og truede med at kaste hende i havet. Hendes røde hår klistrede mod det blege ansigt og hendes blå øjne havde hun stift rettet mod horisonten, der var næsten usynlig i det brusende vejr. Ved hendes side stod en lille rød kuffert.

Hun kunne ikke græde mere, men himlen lod til at græde for hende, og dråberne trillede over hendes kinder som store våde tårer. Hendes lyse arme hang livløst ned langs siden og klistrede til hendes hvide kjole der var så våd at den knapt kunne blafre i vinden. Den synes at trække hende ned, at nagle hende til stedet. Og det gjorde den måske også, for hun blev i hvert fald stående med det blikket rettet mod horisonten. Hun spejdede ud over havet, forfærdet, bange og dog fuld af håb. Han ville komme. Hun tvivlede ikke et sekund. For det havde han lovet.

Den sagte sensommer vind fejede hen over den tørre lyng, der syntes af have tager helt overhånd i dette øde landskab, og fik den til ar rasle hyggeligt. En lille sti snoede sig, næsten usynlig, som en slange ind og ud mellem lyngen. Indimellem dukkede små totter af ensomme blåbærbuske op hvor et enkelt bær af og til var at se mellem de grønlige blade. Himlen var fyldt med tusinder af farver og solen tronede på toppen af en sky på vej ned i horisonten. Hen over himlen kunne man af og til følge en måge der skrigende søgte mod kysten.

Hvis man fulgte den smalle sti ville man på et tidspunkt komme til et sted hvor stien delte sig i to, den ene side bar, ligesom hovedstien, præg af at blive brugt flittigt og var let tilgængelig pga de mange føder der i årenes løb havde trampet den hårde lyng til side. Den anden sti var næsten usynlig, faktisk var det de færreste der endog opdagede at den eksisterede. Hvis man fulgte denne stil ville man til sidst komme til en lille skæv hytte som lå helt skjult mellem klitterne.

Ikke mange kendte til hytten, og derfor fik den lov at ligge for sig selv. Hytten var ikke meget mere end fire væge der kun blev holdt oppe fordi det var sunket så langt ned i det varme sand at det var umuligt for dem at vælte. Taget var stråtækt men havde bare pletter hist og her. Rundt om det, der engang havde været en have, stod et skævt grønligt stakit. Hytten havde to små vinduer. Det ene manglede glasset, hvorfor kunne ingen rigtig huske, men nu var der ublidt blevet sømmet to stykker groft drivtømmer for, for at forhindre kulden i at krybe ind. Det andet vindue var dækket af mange års snavs og var derfor så beskidt at man ikke kunne se ud af det. Under et af vinduerne lå en rusten blomsterkasse oversået med alverdens ukrudt der havde plantet sig i selv i årenes løb, og kvalt alle blomster. Døren sad skævt i sine hængsler og knagede frygteligt når man åbnede den. Hist og her bar døren præg af engang at have været blå som himlen selv, ligeså gjorde karmene om vinduerne og de ødelagte skodder der bankede mod muren når vinden blæste kraftigt. Man kunne såmen godt forvente at en sådan hytte ville være forladt, havde det ikke det været for den lille sti der var trampet i det høje græs. Stien førte fra huset, gennem klitterne og ud til den længst forladte landgangsbro der lå som en stor badebro lige ud til stranden, der var stenet og overstrøet med brunlige buketter stift stikkende græs.

Solen var næsten forsvundet helt bag horisonten, og sendte nu sine sidste stråle ud over havet. De glitrede som tusindvis af diamanter der skiftevis forsvandt og dukkede op igen i takt med bølgernes vuggen. På landgangsbroen stod en kvinde. Solens stråler oplyste hende på en sær gylden måde der fik hende til at se majestætisk ud. Smuk og iført en lang hvid kjole som blafrede let i vinden. Håret så, i skæret af den nedgående sol, ud som om det var lavet af det pureste guld. Den lille røde kuffert ved hendes side synes at være vævet af det dyreste purpur. Hendes øjne skinnede som små diamanter, glitrede som selve havet. Som hun stod der og spejdede over havet, glødede et særligt håb fra hende.

Solen forsvandt nu helt bag horisonten, og med ét også det gyldne lys som havde omsluttet den ældre kvind. Pludselig forsvandt det majestætiske skær og hendes påklistrede skønhed smuldrede væk. Der var ingen tvivl om at hun engang havde været smuk, og det var tydeligt at ikke kun ælde havde tæret på hendes udseende. Hendes hår var tyndt og havde den samme grå farve som en trist markmus. Det blafrede i den blide brise som det tørre græs på bredden. Den hvide kjole hang laset om hendes magre krop, der bar præg af at være blevet underernæret i lang tid. Kjolen havde for længst mistet sin hvide farve og var nu grålig brun som beskidt sne, den lille røde kuffert var nu ikke længere rød men nærmere brunlig efter at have tålt for mange af solens stråler. Men hendes øjne. Hendes øjne var ikke forandrede, de strålede stadig, ja om muligt endnu kraftigere i kontrast til hendes falmede udseende.

Hun blev stående på broen til solens lys var helt borte og indtil den snigende aftenkulde fik hende til at skælve. Hun tog kuffertens slidte håndtag, vente sig om og gik langsomt, umådelig langsomt hen imod den lille sti. Igen og igen vendte hun sig om, som om hun forventede at der pludselig ville være nogen på broen. Da hun nåede klitterne vendte hun sig om en sidste gang, blot for at konstatere at broen var lige så forladt som da hun var ankommet. Hun greb en lille bylt med drivtømmer som havde ligget skjult imellem det tørre græs, fik den bukseret om på ryggen og begyndte skælvende at gå ind mellem klitterne. Bylten var tung og tyngede hende derfor mod jorden, men hun fortsatte og nærmede sig langsomt den lille hytte, trækkende den lille røde kuffert efter sig.

Ankommet ved hytten lagde hun drivtømmeret foran hoveddøren og forsvandt ind i huset. Efter et par minutter dukkede hun op igen, nu iført en gammeldags særk der var lappet flere steder. Så stavrede hun om bag huset. Hvad man ikke havde set fra stien var, at der bag huset lå en lille køkkenhave. Kartofler og gulerødder var plantet i uregelmæssige rækker og deres grønne toppe raslede let i brisen. Den ældre kvinde tog en spade der havde stået lænet op ad vægen og stak i jorden tæt ved en af de grønne toppe. Gyldne knolde kom til syne i den sorte jord. Hun samlede forsigtigt kartoflerne sammen i sin kjole og gik så indenfor igen.

En særlig duft af krydderier, snavs og ældre menneske slog en i møde lige så snart man havde krydset tærsklen til hytten. Overalt hang der bylter med planter ned fra loftet og rundt omkring lå der stablet små bunker med forskellige skatte. Hytten bestod af et enkelt rum. En seng stod langs hyttens fjerneste side, et bord med to stole stod under det ad vinduerne der stadig havde glas i, en lille kommode der manglede et ben stod ustabilt foran vinduet i den modsatte side. Et gammelt brændeovnskomfur var stillet tæt ved sengens fodende. I hjørnet, ved siden af komfuret, stod en skæv gammel kost. Stedet bar præg af at ejeren ikke længere var i stand til at se ordentligt og derfor heller ikke havde været i stand til at gøre ordentlig rent, selvom det var tydeligt at der var blevet gjort et hæderligt forsøg.

Kvinden gik hen mod den lille ovn, tændte op og begyndte at skrælle og derefter koge kartoflerne. Efter at hun havde spist og vasket op, satte hun sig ved vinduet og spejdede ud gennem et lille blankpoleret hul ud i mørket. Den blege sommermåne stod nu højt på himlen og spejlede sig i havet som man lige akkurat kunne ane mellem klitterne. Luften var fugtig, varm og trykkende.

Sorte skyer havde samlet sig i horisonten og nærmede sig faretruende fastlandet, solen, som var ved at stå op, var fuldstændig skjult bag de tunge regnfyldte skyer. I det fjerne kunne man høre vinden suse og regnen tromme mod havet. Langsomt, meget langsomt kom det nærmere indtil det pludselig rasede frem med voldsom styrke og indhyllede den spinkle skikkelse der endnu engang stod på den vakkelvorn landgangsbro. Kvinden stod og betragtede uvejret præcis som hun havde gjort det for 44 år siden. Normalt ville hun først søge herud engang hen over middag, men når der var stormvarsel sørgede hun altid for at være til stede uanset tidspunktet. De få som kendte til hendes gøren og laden havde ofte drøftet hvilket mirakel det dog var at hun endnu ikke var blevet kastet i havet, for endnu engang tårnede bølgerne sig op omkring hende.

Mens hun stod der og spejdede ind i bølgerne fik hun øje på noget usædvanligt. Noget lyst, gennemsigtigt, perlemorsagtigt, var af og til at se mellem bølgerne et sted ude i horisonten. Det kom stødvist nærmere, blev større og større indtil der ikke længere herskede tvivl om at denne havde en menneskelig skikkelse. En ung mand med et venligt ansigt, iført en hvid skjortebluse med blå flip, samt en matroshue lidt på sned, kom gående imellem de brusende bølger. Kvinden lod ikke til at være synderlig overrasket, hun bare stod og betragtede ham med kærlighed i øjnene. Da han endelig var nået helt hen til broen og pludselig stod foran hende var det som om tiden stod stille, bølgernes brusen lød nu blot som en fjern hvisken og regnen lod til at falde så langsomt at man kunne høre hver enkelt dråbes bløde klask mod broen.

Han var let gennemsigtig, og igennem ham kunne man stadig svagt se havets brusen. De stod sådan længe. Så smilede han, varm, inderligt, rakte sin hånd frem mod hende og hviskede "Kom". Endelig, endelig var han kommet efter hende. Alt var forberedt, hun var klar, kufferten var pakket og rejsen kunne begynde. Hun greb hans hånd, men måtte straks trække den tilbage i smerte. Hånden havde skiftet drastisk farve til hvidlig blå og små væskefyldte frostblærer samlede sig i håndfladen. Hun så forskrækket op på ham, men han var allerede på vej ud over havet igen, holdende en fiktiv person i hånden. Hun kaldte forgæves hans navn mens den lille skikkelse forsvandt længere og længere ind mellem bølgerne.

Hun sprang i havet og svømme efter ham. Vandet var koldt og nådeløst og tog sig ikke af at hun længtes efter ham, men kastede hende blot hid og did som en kludedukke i en voldsom leg.

Da hun vågnede igen lå hun på bredden, syg og ensom. Sandet var krøbet ind i alle sprækker, og den lange hvide kjole var blevet flænset åben i den ene side. Hendes hud var bleg som månens skær. Hun begyndte at hoste, lange dybe host, og fik med besvær sat sig op og hostede dernæst en anseelig mængde saltvand op. Herefter kravlede hun op på broen hvor hun for en tid stod og spejdede ud over havet, indtil den dybe hosten tvang hende i knæ. Den magre krop skælvede hjælpeløst under hvert hosteanfald.

Hvordan hun kom tilbage til sin hytte vides ikke, men tilbage var hun dog kommet. Bundet af sengen med høj altfortærende feber og stadig den dybe rallende hosten. Hun kunne ikke rejse sig, men kunne lige, hvis hun satte sig op i sengen, nå brændeovnen, som hun gentagende gange fyldte til bristepunktet med brænde. Det var under en af disse påfyldninger at ulykken skete. Blændet og svækket af smerte havde hun ikke formået at lukke brændeovnens luge ordentligt, så den nu stod på klem. Af og til sprang en lille gnist ud på det tørre gulv hvor den ulmede for en tid, for så at gå ud. En af disse gnister landede på den tørre gammel kost der stod i hjørnet ved siden af brændeovnen. De tørre børster blussede straks op, og en sort røg begyndte at vælde frem fra hjørnet.

En lys, perlemorsagtigt skikkelse svævende hen over den vakkelvorne landgangsbro, hen over de tørre græstotter og ind mellem klitterne med kurs mod en lille skæv hytte. Nu var det snart tid.

Tung sort røg hang over stedet, og gjorde det nemt at finde. Politiet havde modtaget et opkald fra en irriteret strandgæst, der berettede om generende røg der trak ned på stranden fra klitterne. Det havde ikke været muligt at komme dertil med køretøj, så de to betjente havde været nød til at trave gennem det tunge sand. Nu stod de så foran resterne af den lille hytte, tydeligvis for sent på den! Hele den forreste væg var væltet ud mod haven og havde revet store stykker af taget med sig, de tre andre væge var stadig intakte. Der var ikke længere nogen synlig ild, men stedet ulmede stadig farligt og udsendte en forfærdelig varme. Langs husets bagvæg stod der noget der mindede om en seng, og til de to betjentes rædsel så det ud som om der lå nogen i sengen. De tilkaldte straks et redningskorps, men kunne på grund af varmen ikke selv nærme sig. Efter ca. 20 min dukkede to fuldt udrustede brandmænd op. Rester af det nedfaldne tag blev skubbet til side, og de to brandmænd gik hen mod sengen. Til deres undren var kvinden der lå i sengen intakt. Gløderne ulmede omkring hende, men ikke et hår var krummet på hendes hoved. Hun lå i fosterstilling med ansigtet mod vægen, smilende! Begge brandmænd havde en underlig følelse af at blive betragtet, som om der lå nogen bag kvinden, holdt om hende, vågede over hende. Ingen af dem havde rigtig lyst til at nærme sig. Alligevel rakte den ene brandmand forsigtigt en hånd ned og berørte hendes hals for at søge efter en puls, men trak den øjeblikkeligt tilbage. Hun var stivfrossen. Senere, da stedet blev undersøgt viste det sig, at kvinden havde ikke været det eneste der var intakt. Til brandfolkenes store overraskelse, lå der under hendes seng en lille rød kuffert.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 23/10-2010 16:15 af Kristina Nøddebo Balle (Nøddebo) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2446 ord og lix-tallet er 35.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.