3I morgen
Hendes pegefinger følger en af de blå streg opad. De små hår føle... [...]
Noveller
7 år siden
20Under overfladen
Elena er faktisk en helt normal pige. Eller, det vil sige, lige b... [...]
Fantasy
9 år siden
4Photoshop effekten
Hun står foran spejlet. Drejer fra side til side. Retter ryggen o... [...]
Kortprosa
9 år siden
6Et forpasset øjeblik
Min kuffert ruller skramlende over fliserne og laver unødig meget... [...]
Kortprosa
9 år siden
7Dumme Anders
Han sidder ved bordet. Foran ham ligger arket. Arket med alle de ... [...]
Kortprosa
9 år siden
1Hun er for god til mig
"Luk nu op Bettina" siger jeg og banker forsigtigt på døren. Jeg ... [...]
Kortprosa
9 år siden
4En helt går med sværd
Skoleklokken ringer. De andre i min gruppe rejser sig støjende og... [...]
Essays
10 år siden
16Et socialt og udadvendt menneske
Jeg er et meget socialt menneske. Det er ikke noget jeg bare sige... [...]
Klummen
10 år siden
6Hun har ingen fantasi
Hun cykler med rasende fart mod sit bestemmelsessted. Undrer sig ... [...]
Klummen
10 år siden
8Den lille røde kuffert
Spidse hvide lyn zigzaggede over den sorte nattehimmel og oplyste... [...]
Noveller
10 år siden
12Det der med at blive voksen
Her den anden dag skete der noget højst besynderligt for mig. Jeg... [...]
Smilebåndet
10 år siden
1Tanker er min svaghed
Tanker er en af mine svagheder. Ligegyldigt hvad, så er de der al... [...]
Klummen
10 år siden
2Hvor blev den af?
Jo, den er god nok. Den er her ikke mere! Lige før var den her, m... [...]
Blandede tekster
10 år siden
3Min kære lille mormor
Efter sigende skulle det kunne tage op til 5 år at bearbejde et d... [...]
Blandede tekster
10 år siden
3At finde lykken
Natten er mørk og stille. Månen hænger på himlen, rund og bleg. J... [...]
Noveller
11 år siden
3Svalen
Solen sendte sine gyldne stråler over den lille bys sortglaserede... [...]
Noveller
11 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Kristina Nøddebo Balle (f. 1988)
Natten er mørk og stille. Månen hænger på himlen, rund og bleg. Jeg står foran den forladte banegård og ser efter en lille skikkelse der langsomt med vuggende bevægelser forsvinder ud i natten. En sidste gang oplyses skikkelsen af det blege lys fra en gadelygte. Før den forsvinder helt, vender kvinden sig om og vinker til mig. Hendes ansigt ser spøgelsesagtigt ud i det hvide lys, hendes grå hår danser sagte i vinden som en glorie om hendes hoved. Selvom hun er langt væk kan jeg stadig mærke hendes blå øjne brænde sig ind i min sjæl mens hendes hjertelige latter stadig runger i mine øre. Jeg knuger stadig en lille gylden perle i min hånd. En lille perle der ikke forsvandt. Den vil jeg gemme altid. Gid der må komme mange flere.


"Wow, det er totalt vildt" råbte den rødhårede dreng begejstret. Han lod til at svæve. Jeg havde glemt hvad han hed. Men han var også ligegyldig nu. Jeg havde set hvordan tusinder og atter tusinder af store sygeligt grønne bobler bloppede frem fra skærmen som bizarre sæbebobler. Da de nåede den rødhårede dreng havde de klistret sig fast på hans tøj og hans hud indtil han var fuldkommen dækket. Langsomt forsvandt de ind gennem tøjet og huden og ind i hans krop. Nogle af de grønlige bobler nåede også mig, men de prellede af på mig og sank til jorden. Jeg blot sad der, i min uendelige tomhed. Han havde vendt sig om imod mig, set på mig gennem sine tykke brilleglas. Han strålede ekstatisk mens enkelte bobler stadig var at se på hans hud. "Er det ikke bare siiindsygt". Jeg nikkede. Igen vendte han sig om mod sin PC og forsvandt ind i den. Jeg forlod værelset. Lukkede stille døren bag mig, jeg ville ikke forstyrre ham længere. Jeg måtte bare fortsætte min søgen. Hvor vidste jeg endnu ikke, men det ville tiden vel vise.

De næste par dage flakkede jeg om i byen. Skolen havde jeg for længst opgivet. De støvede bleghvide dunste som bøgerne og enkelte af lærerne afgav forsvandt ved det mindste vindstød. Jeg var tom, tom som min mors bankkonto.

Så mødte jeg den store, muskuløse, mørkhårede. Han havde fortalt mig om sine vilde natlige udflugter gennem byen. Vi drog altså sammen ud i den mørke bys beskidte gader. Han råbte efter alle som han ikke kendte. Grimme ting. Hver gang nogen vente sig, forsvarede sig eller blot begyndte at gå lidt hurtigere dannede der sig om ham en lille grå sten, der langsomt men sikkert omkransede ham i en slags fæstning. Han tronede i midten, men jo flere grå sten der blev lagt oven på hinanden, jo mindre kunne han selv se. Til sidst kunne han intet se, og han efterlod mig på en bænk udenfor parken. Jeg forsøgte mig selv med en enkelt forbipasserende, men langsomt indså jeg at jeg måtte fortsætte min søgen. Tomheden i mig voksede. Den var et stort sort hul, som truede med at sluge mig. Det var sultent og skreg på føde.

Jeg mødte den blonde i bussen. Han bar en guldkæde om halsen, hans hår var halvlangt og bølgede som en gylden krone om hans hoved. Han smilede til mig med sine hvide tænder, og fortalte mig hvor jeg kunne finde lykken. Jeg skulle bare komme med ham. Han sagde at jeg var præcis den rigtige. Vi mødtes om aftenen i midtbyen. Jeg var spændt, glædede mig næsten. Jeg fulgte ham hen til en stor grå bygning, hvis væge skælvede af den heftige musik der pulserede gennem luften. Gennem døren kunne jeg se mennesker trykke sig op ad hinanden bevægende sig rytmisk til musikken. Gule, grønne, blå og røde lysglimt blandede sig med dem. Udenfor stod nogle drenge, som den lyshårede, og piger med korte nederdele, små toppe og struttede med deres former. Deres røde læber skiltes af og til for at udstøde en lille lyserød parfumeret sky der indhyllede drengene. Den blonde indåndede og sukkede af velbehag, og bevægede hovedet i retningen af pigerne. Jeg skulle gå derhen. Straks blev jeg draget mod en lille blond pige med en særlig udsøgt duft, og straks jeg rørte hende, blev jeg som lænket til hende. Omgivet af hendes lyserøde magi trak hun mig med indenfor til en afdelingen af bygningen hvor lyserøde skyer lå som en tæt tåge. Hun åbnede en dør og førte mig ind i et lille værelse der var badet i rødt lys. Ved væggen stod en seng, hvor allerede den blonde lå med sin pige. De bevægede sig i takt til den dunkende musik, og jeg kunne se hvordan den blonde vendte det hvide ud af øjnene og sugede den lyserøde tåge til sig. Derefter så han på mig som i trance, og grinede. Så rejste de sig og gjorde plads til mig og min pige. Jeg forsøgte at indfange min piges tåge den fik mig til at hoste, men efterlod mig lige så gabende tom som før. Jeg var fortvivlet. Mit indre skreg på noget som jeg ikke vidste hvad var. Jeg rejste mig, greb mine ting og vaklede ud af værelset. Pigen udstødte fortvivlet sine lyserøde dampe, men de prallede af på mig. Tomheden havde endnu ikke fået stillet sin sult.

En uge senere mødte jeg den sorthårede. Han havde siddet på en bænk på banegården. En sort tjærelignede substans klistrede til hans hænder, læber og tyngede hans øjenlåg ned. Den tvang ham til at lukke øjnene for verdens skuffelser. Han så træt og slidt ud, og lod ikke til at bemærke at hans øjne konstant blev tvunget i. I hans øre sad en sikkerhedsnål og hans læderjakke var dækket af nitter, stofstykker og badges med forskellige påskrifter som "bevar Christiania" og "Ned med sexisme". Han talte til mig om menneskerettigheder, overbevisning, kommunisme og statens fejltagelser. Hans stemme var ivrig, tiltalende og snoede sig om mig som lange blodrøde reb. Han bad mig komme med. Ventede dog ikke på svar, men trak mig blot med i de blodrøde reb han havde bundet mig med. Han førte mig til et forladt hus, ind ad hoveddøren og op på første sal. Overalt på vægene og på gulvet lå den tjærelignede masse som klistrede så søer. På gulvet i stort rum med trægulv, sad en hel flok mennesker. De sad spredt i små klynger og trykkede sig sammen. Nogle lod endda til at være tvungen sammen af det klistrede stads. Alle lignede de den mørkhårede. Sort slidt og hullet tøj, men ikke kun tøjet havde de til fælles. Også de var indsmurt i det klistrede sorte stads. Af og til sprang en eller anden op, råbte et eller andet, og slyngede derved blodrøde reb ud og bandt de lænkede de nærmeste til sig. De kiggede alle på mig med deres halvt lukkede øjne. Enkelte hilste på mig og skød hver især deres røde reb hen imod mig og tvang mig til at sætte mig. Jeg blev hos dem hele natten. Af og til tændtes en glød et sted i et hjørne, udsendte aromatisk dansende røg. Gløden vandrede for en tid, indtil den til sidst slukkedes, eller brugtes til at tænde en ny. Jeg betragtede dem, hvordan de, som aftenen skred frem blev mere og mere indhyllet i den klistrede sorte masse. Den lænkede dem til hinanden, til gulvet og til væggene. Den tvang dem til at lukke øjnene og gjorde dem ude af stand til at bevæge sig. Pludselig nåede en af gløderne mig. Jeg førte den op til munden, sendte den derefter videre. Jeg så ned på mine hænder og betragtede den tjærelignede substans der havde lagt sig som små klatter på mine håndflader. Mit syn sløredes, og jeg gned mine øjne. Endnu engang brølede tomheden i mit indre. Den var stadig ikke tilfreds. Den voksede og voksede. Jeg ville forsvinde i min egen tomhed.

Jeg rejser mig og forlader det klistrede rum. Enkelte der endnu ikke er helt klistret sammen forsøger at holde mig fast med deres røde reb, men de preller af. Jeg går ud i den kolde nat. Månen sender sine blålige stråler ud i natten. Jeg går. Jeg mærker tomheden konstant voksende. Jeg går tilbage til banegården. Månen følger mig med sine stråler. Banegården er mennesketom, mennesketom og stille. Præcis som mit indre. Jeg går ind. Sætter mig på en bænk. Kvinderne på de farverige reklameplakater stirer på mig med deres kolde øjne. Med blege arme rækker de ud efter mig. Lokker mig med falske forhåbninger. Jeg sukker. Lukker øjnene.

Pludselig mærker jeg en varme mod min kind. Jeg åbner øjnene og ser mig om efter kilden. Jeg får øje på en lille skikkelse der sidder i et hjørne. Jeg rejser mig og går derhen. Det er en ældre dame, hendes ansigt er vendt ind mod vægen, hun sover. Hendes hvide lokker titter ud under en stor ulden hue. Foran hende står et lille blikkrus. En lille mønt ligger på bunden og blinker til mig. Jeg griber ned i lommen, og mærker den lille flade genstand mellem mine fingre. Jeg bøjer mig ned og lader stille den lille mønt dumpe ned i glasset. "Klonk". Jeg ser op, og opdager at kvinden nu kigger på mig. Hendes klare blå øjne stråler. Hun smiler. Pludselig deler hendes mund sig i to og et råddent sort tandsæt kommer til syne. En hjertelig latter lyder og banegården, samt dens forføreriske øjne forsvinder for et kort øjeblik. Jeg træder overrasket et skridt tilbage. "Hvorfor ler du" spørg jeg. Hendes rynkede lille mund samles endnu engang i et smil, før den atter deles for at besvare mit spørgsmål. "Som regel plejer folk at gøre et stort nummer ud af at alle skal se dem, når de giver noget til sådan en som mig". Hun holder en pause, og ler igen. Denne gang fyldes luften ikke blot af hendes latter, men også af tusindvis af små gyldne perler. De bobler ud af hendes mund. De danser hen imod mig, rammer mig som små regndråber og trænger langsomt ind i min krop. "Og her kommer du listende i mulm og mørke" afslutter hun stadig leende. De gyldne perler har nu fuldstændig omsluttet mig. De trænger ind i mig som vand i en udtørret svamp. De forsvinder lige ned i den tomhed der er i mit indre og begynder at fylde det. Jeg rækker taknemmeligt ud efter kvinden og griber hendes hænder. Jeg trækker hende op, omfavner hende. Hun ler stadig. Jeg slipper hende og ser endnu engang ind i det lille rynkede ansigt. "Tak" siger jeg. "Ja, men det er skam mig der takker" siger hun smilende. Rækker ud efter sine poser. "Nå, men jeg må nok hellere se at komme videre inden nattevagten kommer, du burde også se at få benene på nakken unge mand, man må nemlig slet ikke være her på denne tid af døgnet skal jeg sige dig". Hun smiler endnu engang, vender sig om og begynder så at rokke hen mod døren. Jeg bare står og ser efter hende. Smilende.

Natten er mørk og stille. Månen hænger på himlen, rund og bleg. Jeg står foran den forladte banegård og ser efter en lille skikkelse der langsomt med vuggende bevægelser forsvinder ud i natten. En sidste gang oplyses skikkelsen af det blege lys fra en gadelygten. Før den forsvinder helt, vender kvinden sig om og vinker til mig. Hendes ansigt ser spøgelsesagtigt ud i det hvide lys, hendes grå hår danser sagte i vinden som en glorie om hendes hoved. Selvom hun er langt væk kan jeg stadig mærke hendes blå øjne brænde sig ind i min sjæl mens hendes hjertelige latter stadig runger i mine øre. Jeg knuger stadig en lille gylden perle i min hånd. En lille perle der ikke forsvandt. Den vil jeg gemme altid. Gid der må komme mange flere.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 21/11-2009 09:58 af Kristina Nøddebo Balle (Nøddebo) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1963 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.