3I morgen
Hendes pegefinger følger en af de blå streg opad. De små hår føle... [...]
Noveller
7 år siden
20Under overfladen
Elena er faktisk en helt normal pige. Eller, det vil sige, lige b... [...]
Fantasy
9 år siden
4Photoshop effekten
Hun står foran spejlet. Drejer fra side til side. Retter ryggen o... [...]
Kortprosa
9 år siden
6Et forpasset øjeblik
Min kuffert ruller skramlende over fliserne og laver unødig meget... [...]
Kortprosa
9 år siden
7Dumme Anders
Han sidder ved bordet. Foran ham ligger arket. Arket med alle de ... [...]
Kortprosa
9 år siden
1Hun er for god til mig
"Luk nu op Bettina" siger jeg og banker forsigtigt på døren. Jeg ... [...]
Kortprosa
9 år siden
4En helt går med sværd
Skoleklokken ringer. De andre i min gruppe rejser sig støjende og... [...]
Essays
10 år siden
16Et socialt og udadvendt menneske
Jeg er et meget socialt menneske. Det er ikke noget jeg bare sige... [...]
Klummen
10 år siden
6Hun har ingen fantasi
Hun cykler med rasende fart mod sit bestemmelsessted. Undrer sig ... [...]
Klummen
10 år siden
8Den lille røde kuffert
Spidse hvide lyn zigzaggede over den sorte nattehimmel og oplyste... [...]
Noveller
10 år siden
12Det der med at blive voksen
Her den anden dag skete der noget højst besynderligt for mig. Jeg... [...]
Smilebåndet
10 år siden
1Tanker er min svaghed
Tanker er en af mine svagheder. Ligegyldigt hvad, så er de der al... [...]
Klummen
10 år siden
2Hvor blev den af?
Jo, den er god nok. Den er her ikke mere! Lige før var den her, m... [...]
Blandede tekster
10 år siden
3Min kære lille mormor
Efter sigende skulle det kunne tage op til 5 år at bearbejde et d... [...]
Blandede tekster
10 år siden
3At finde lykken
Natten er mørk og stille. Månen hænger på himlen, rund og bleg. J... [...]
Noveller
11 år siden
3Svalen
Solen sendte sine gyldne stråler over den lille bys sortglaserede... [...]
Noveller
11 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Kristina Nøddebo Balle (f. 1988)
Solen sendte sine gyldne stråler over den lille bys sortglaserede tage, fuglene sang og bøgen strålede lysegrønt med sine små nye blade, som viftede lystigt i den blide brise. Hr. Flemmingsen stod foran spejlet i entreen og betragtede nøje sit spejlbillede. Jo, alt var vist som det skulle være: lørdagsslipset, det grønne med de små hvide tern, sad snorlige ned ad hans magre bryst, håret var kæmmet til højre side, mens skilningen var så lige, at den lignede et snit foretaget af en meget nøjagtig kirurg. Skjorten var nystrøget og så blændende hvid, at man måtte knibe øjnene sammen, hvis man så direkte på den, habitbukserne var nypressede og matchede perfekt habitjakken, skoene var sorte og blankpolerede. Nu manglede han bare bowleren og sin paraply. Han rakte op på hattehylden, behøvede ikke engang at kigge, for han vidste præcis, hvor hatten ville være, satte den forsigtigt på sit hoved, betragtede igen sit spejlbillede, greb sin paraply og nikkede tilfreds. Nu var han parat til sin sædvanlige lørdagstur i parken. Han gik frem mod døren, lagde sin hånd afventende på dørgrebet og lyttede intenst. Efter omkring 30 sekunder lød endelig kirkeklokkernes velkendte kimen, klokken var 14.00 præcis. Hr. Flemmingsen smilede tilfreds og trådte ud i dagslyset, missede mod solen og begyndte at gå frem mod havelågen.
   Haven omkring ham bar præg af pinlig nøjagtighed. Græsset stod grønt og frodigt og der var kun et enkelt bed med fire hoftehøje roser i. Alle fire var røde som blod. Da hr. Flemmingsen flyttede ind i nr. 12 for godt og vel 32 år siden, var det første, han gjorde, at lade alle blomsterbedene grave om. De tidligere ejere havde tilsyneladende ikke haft sans for, hvordan en ordentlig have skulle se ud. De havde en masse bede med utallige eksotiske blomster voksende i et stort virvar, ja disse bede havde næsten været grunden til at hr. Flemmingsen havde fravalgt huset. For hvem gider at gå og kigge på noget så overflødigt som eksotiske, ja endda vilde blomster? Nej, så længe man holdt sin græsplæne i den passende længde af 2,5 cm, burde der ikke være noget at komme efter.

Det grålige grus knasede under hans fødder, da han målbevidst marcherede ned ad stien, der førte fra huset og ud på fortovet. Ankommet ude på fortovet skævede han misbilligende ud ad øjenkrogen mod det hus, der lå ved siden af hans eget. Det var gult med blå vinduesskodder. Hvilken højst uanstændig farvekombination, slet ikke lig hans eget hus, der var holdt i hvidt og rødt afpasset nøjagtigt efter rosernes farve. Det havde da også taget et par forsøg, før hr. Flemmingsen havde været helt tilfreds med farveafstemningen. Men familien Mortensen havde virkelig ikke sans for den slags, og havde hr. Flemmingsen vidst, at denne afskyelige familie ville blive hans nye naboer, var han bestemt ikke flyttet hertil. Da han flyttede til byen og valgte "Rolighedsvej" som vejen, hvor han ville bo, havde han håbet, at vejens navn i sig selv indebar en særlig kraft, der automatisk ville frasortere de uanstændige typer.

Men nej. For et par måneder siden var familien Mortensen flyttet ind. Aldrig, ALDRIG havde hr. Flemmingsen mødt en familie som dem! Ja, han havde jo godt hørt om den slags familier og havde da også genkendt tegnene, men at det ville være så slemt, havde han ikke i sin vildeste fantasi forstillet sig.
   Allerede den første dag havde han set dem slæbe flyttekasser ind, i stedet for at benytte sig af autoriserede fagfolk. Sådan noget sløseri. Oven i det kom så alle farverne og de blomstrede motiver, nej, det havde været så slemt, at han måtte trække sine gardiner for, til de var færdige. En uges tid efter havde han endnu engang fået sin mistanke bekræftet. En fræk lille lømmel havde ringet på døren og præsenteret sig som "Jens, ham der bor ved siden af", han havde stolt overrakt ham en gul konvolut. Ikke nok med, at de tilsyneladende ikke engang gad ulejlige sig med at sende brevet med posten, nej nej, det kom også i en gul konvolut. Hvis ikke det havde været, fordi hr. Flemmingsen havde været i så godt humør den dag, havde han ikke villet røre den konvolut med en ildtang. Men da hr. Flemmingsen i et anfald af venlighed tog imod konvolutten og efterfølgende åbnede den i skæret af sin stuelampe, viste det sig at være en invitation til indflytterfest. Sikke noget pjat, at holde en indflytterfest. Nej, de skulle hellere tage og passe sig selv. Som om han ikke havde noget bedre at tage sig til end at deltage i fremmede menneskers fester.
   Så da dagen oprandt, forskansede han sig i sit køkken med sin avis og sin halve birkes, som han, skønt det ikke var lørdag, havde spenderet sig selv hos bageren. Som en slags trøst, beroligede han sig selv, da han tog den første bid af den lille halve bolle, og han ville jo også kun spiste den halve. Nej, hr. og fru Mortensen levede tydeligvis et lige lovligt løssluppent liv. De have endda plantet tre kæmpe solsikker foran deres hus. En skamplet på den ellers så fredsommelige og nydelige Rolighedsvej.

Hr. Flemmingsen gik med energiske skridt forbi huset. Nej, han måtte se at få skrevet endnu et brev til sin gode ven, fogeden, da de sidste tilsyneladende ikke var ankommet. Han fortsatte hen ad Rolighedsvej og drejede ned ad Persillegade.
   I Persillegade lå den lille café, hvor hr. Flemmingsen yndede at købe sine birkes og - alt efter, hvem der befandt sig i caféen - endda fornøjede med sit selskab. Det var en nobel lille butik styret af en beskeden lille kvinde ved navn Martha. Ja, tænk engang, hun havde insisteret på, at han skulle kalde hende ved hendes fornavn. Det var normalt ikke noget, hr. Flemmingsen gjorde sig i, men undtagelser var jo til for at bekræfte reglen. Da han passerede den lille café, undertrykte han et smil og kunne ikke lade være med at glæde sig til sin lørdagsbirkes. Så måtte han jo bare håbe, at der ikke var andre til stede i caféen, så han kunne få sig en lille sludder med Martha.
   Endelig nåede han frem til den lille park. Parken var omgivet af en lav murstensmur flankeret af lave hvide birketræer. Firkantede bede med rododendronbuske, rosenbuske og bambuspinde, der markerede, hvor der om nogen måneder ville stå georginer, fulgte stien rundt om den lille blå sø, i hvis midte der plaskede et lille springvand. Græsset var grønt og frodigt, og skønt det ikke overholdt reglen om 2,5cm var det trods alt holdt nede. Halvvejs rundt om søen stod der en lille bænk. Ved siden af bænken stod en statue af en ung nonne, der trak i en usynlig snor over hende. Statuen byggede på en historie om en kvinde, der engang havde levet i den lille by. Hun var vågnet midt om natten og havde opdaget, at byens kirke stod i flammer. Egenhændigt var hun kravlet op i det brændende kirketårn og havde redet den lille kirke ved at kime med klokkerne. Efterfølgende havde hendes forsøg på at stige ned ad den stadig brændende trappe kostet hende livet, og derfor havde man i sin tid rejst en statue til hendes minde. Historien blev stadig fortalt i byens lille folkeskole til stor begejstring for børnene, men alt dette vidste hr. Flemmingsen intet om. Han plejede trodsigt at se den anden vej, når han passerede statuen, da denne, efter hans mening, var en skændsel mod de ellers så fromme nonner.

Han ville tage sin sædvanlige runde rundt om søen og nyde det gode vejr. Fuglene sang, og en ensom and svømmede på søens blanke overflade, som afspejlede den blå himmel. Dunede lammeskyer tronede højt over hr. Flemmingsen og duften af forår hang i luften. Ja, det var virkelig en dejlig dag. Hr. Flemmingsen satte farten lidt ned og spejdede frem for sig hen ad den flisebelagte sti. Henne på den lille træbænk syntes at sidde nogen. Og ganske rigtigt. På bænken sad hr. Hansen og spiste en bolle, under armen havde han en sammenrullet avis. Han sad med benene over kors og så ganske tilfreds ud. Nå, det var da hyggeligt, tænkte hr. Flemmingsen, og glædede sig til at kunne fortælle om den røde kat, der for nylig var spankuleret gennem hans have (Nej, sådanne dyr skulle ikke have lov at løbe frit omkring!). Mens hr. Flemmingsen gik og forberedte, hvad han helt præcist ville sige om den uforskammede røde kat, gjorde hr. Hansen noget helt usandsynligt. Han brækkede et lille stykke af sin bolle og kastede det ud til den ensomme and, som straks svømmede hen for at tage godbidden. Hr. Flemmingsen var nær stoppet op af bare forskrækkelse, men han tog sig i det og fortsatte i stedet hastigt forbi hr. Hansen og ignorerede hans "God eftermiddag". Hr. Flemmingsen marcherede ophøjet videre, passerede nu også statuen af nonnen, der lod til at se bebrejdende ned på ham, og efterlod den forvirrede hr. Hansen til sig selv. Dette lod dog ikke til at gå ham yderligere på. Hr. Hansen trak blot på skuldrende, delte den sidste bid bolle i to, puttede det ene stykke i munden og kastede det andet ud til den taknemmelige and.

Hr. Flemmingsen var rystet. Sikke noget sløseri, sådan at fodre ænderne. Hvad lignede det. Tænk, at han engang havde respekteret den mand. Nej, det var virkelig for galt. I tankerne slettede han hr. Hansen fra sin evigt svindende liste over mennesker, der var værd at tale med. Men det var dog alligevel ærgerligt. For blot et par dage siden havde de haft en dyb konversation om, hvor foragteligt han, hr. Flemmingsen, havde fundet det at fodre fugle. Han havde virket så oprigtig. Men nu! Han følte sig ydmyget. Havde hr. Hansen ikke spottet ham lige op i hans åbne ansigt, som om han ikke udmærket viste, hvor meget hr. Flemmingsen foragtede det! Tanken fik det til at snurre for hans indre, og det sortnede et øjeblik for hans øjne.

Mens han gik der i blinde og ærgrede sig over denne åbenlyse ydmygelse, ramte hans sko en sten, som fløj i en høj bue hen ad den lille sti. Og som skæbnen af og til vil det, skulle det ske i lige netop det sekund, at en svale, i sin jagt på insekter, fløj tæt ned til stien, blev ramt af stenen og faldt til jorden med et lille bump. Hr. Flemmingsen standsede brat. Kiggede forundret ned på den lille livløse fugl, så sig forskrækket tilbage, blot for lettet at kunne konstatere, at hr. Hansen var dybt optaget af sin avis. Han fortsatte ufortrødent. Men efter et par skridt standsede han op. Stod helt stille, som ramt af lynet. Langsomt, meget langsomt, som en stribe fra en gammel film, der bliver spolet tilbage, gik han baglæns tilbage ad stien, som for at slette det skete. Han standsede op foran den livløse fugl. Stod og betragtede den, længe. Så bøjede han sig pludselig ned, samlede varsomt den lille fugl op, så den lå på maven i hans hånd. Han stod længe og betragtede den. Den var varm og blød. Så hjælpeløs, som den lå der, livløs og forpjusket i hans hånd. Han betragtede den, mens han forsøgte at memorere selv de mindste detaljer: Den blanke sorte overflade, der havde et snært af blå. Den tvedelte hale, det hvide bryst og den røde hage. Hvor var dette dog et fantastisk væsen i al sin enkelthed. Tænk at kunne flyve, tænk at kunne flyve op i den blå himmel og boltre sig under solen. Forsigtigt, meget forsigtigt strøg han den over den blanke ryg. Ja, man skulle kunne flyve! Pludselig bevægede svalen sig. Det gav et sæt i hr. Flemmingsen og han trak forskrækket hånden til sig. Den lille fugl satte sig desorienteret op på hans hånd, rystede let på vingerne, for derefter at sidde helt stille. Hr. Flemmingsen åndede lettet op og blev på samme tid overrasket over sin reaktion. Det var som om en byrde blev løftet af hans skuldre. Den lille fugl sad stadig ganske roligt. Hr. Flemmingsen bare stod og betragtede det lille væsen. Så strakte den sine vinger og lettede. Højere og højere steg den, indtil den til sidst kun var en lille sort prik mod den klare blå himmel. Hr. Flemmingsen stod som naglet til stedet og så længe efter den.

Så satte han i løb. Støvet blev hvirvlet op under hans skosåler og samlede sig som et fint lag i hans hår og på hans tøj. Da han nåede ud af parken og ud på fortovet, drejede han skarpt til højre. Den lille gyldne klokke i den lille café klimprede lystigt, da han smækkede døren op, stoppede op ved disken og lænede sig forpustet mod skranken. Martha så forskrækket på ham, og den kvinde, Martha havde stået og snakket med, trak hurtigt sin lille snottede søn, som havde trykket sin næse flad mod ruden med kager, ind til sig. "Den største lagkage I har - tak" stønnede hr. Flemmingsen og pegede ind gennem glasset på en meget stor flødeskumslagkage med chokoladetoppe. Martha så forskrækket på ham, fumlede med en æske og den fine gyldne pose, som var caféens varemærke, men fik dog til sidst rakt den fyldte æske ud over skranken. Hr. Flemmingsen greb posen, smed en 100-krone-seddel på disken og styrtede ud af butikken. Med æsken i sine hænder og sveden piblende frem på panden ringede han resolut på døren ind til nr. 10. Det farvestrålende skilt på døren fortalte, at her boede Jens og Carsten, Susanne og Jesper Mortensen. Døren åbnede sig og en buttet kvinde smilede ham uforstående i møde, mens hun tørrede sine hænder i et blomstret forklæde. "Vi har vidst aldrig fået hilst på hinanden, navnet er hr. Flemmingsen, men bare kald mig Holger".

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 24/04-2009 19:13 af Kristina Nøddebo Balle (Nøddebo) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2300 ord og lix-tallet er 32.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.