Efter at have ventet i små tyve minutter på perronen i Hobro kom toget endeligt. Erik flashede Rejsekortet på perronens terminal og hørte den slukørede lyd det aflange stativ gav fra sig. Toget sagtnede farten og holdt inden længe stille. Han mærkede et stik af panik da passagerne forlod togvognene, for der var en del der skulle ud så der var ikke meget tid tilovers til at komme ind i vognene følte han. Pulsen højnes yderlig da han steg ombord med sin grå duffbag. Ængsteligheden tog til, om hvorvidt det var det rigtige tog han var kommet ombord på. I et nanosekund havde han overvejet helt at blive på perronen for at finde en konduktør, men det var for risikabelt at blive. Tanken plagede ham så gevaldigt og han måtte spørge nogen ad om det var det rigtige tog, så han kunne få ro i sindet. Der var fire personer i vognen med den kompakte sovelugt, og han fandt en sektion af sæder hvor han kunne nyde freden alene med en vinduesplads, og placerede duffbagen oven over hvor han skulle sidde. Han værdsatte at kunne følge ordentlig med når udsigten varierede i det fjerne, men lige var den indre uro så stor at den overdøvede alle rationelle tanker, og han følte sig næsten høj af bare spænding. Benene blev energiske, nærmest elektriske og tvang ham op ad sædet, og han fik han til at kontakte en ældre kvinde med en knold i nakken, briller, en varm trøje og lysebrune bukser der læste i en tyk bog.
"Undskyld mig, men ved du om dette er toget mod København?" spurgte han med et smil.
"Det er det," så hun op fra sin bog og gengældte smilet.
"Tak skal du ha," blev han straks roligere.
"Det var så lidt," forsvandt hun ind i bogens univers.
Hans ben blev til gelé, og da han genfandt sit sæde og benene takkede ham for at sidde ned. Dørene lukkedes, der blev fløjtet af til afgang og toget satte i bevægelse.
Det var nu tid til at slappe af indtil konduktøren ville kom ind i vognen. Han skulle skifte tog i Ringsted til et nyt tog der ville fragte ham til Nørre Alslev station, og han ville igen blive rådvild ved tanken om det var det rigtige tog som han var steget ombord på. Men den tid den sorg. Nu skulle han bare slappe af de næste timer, nyde udsigten og lade sig fragte fremad mod sin destination. Han hev et stykke A4 ark frem, hvor han havde noteret by, ankomst og afgang samt sporskifte på, og studerede det en hurtig tur inden han atter foldede papiret sammen og lagde det i sin sorte jakkes inderlomme. Der var tilpas varmt så han hang sin jakke op på metalknagen ved vinduet. Han rettede på den hvide skjortes ærmer og lænede sin kind ind imod jakken og så ud ad ruden.
Konduktøren var ikke dukket op i løbet af den halve time det tog at køre til Randers og det at holde Rejsekortet klar blev til en svedig affære i hånden. Der steg mange på i Randers og den ellers stille vogn begyndte at summe af liv med lyde der gjorde det svært at hvile sig ordentlig. En ung kvinde med blond lang hår, spids hage og ganske attraktiv, måske studerende, belejrede pladsen overfor ham ved midtergangen. Hun fiskede en bærbar computer frem og gav sig til at taste løs, mens smålarmen voksede med snak og lyde at slikposer og sodavand der blev åbnet. Han blev lidt generet over hendes tætte tilstedeværelse og slog blikket over på en anden kvindelig passagerer der var brun i huden og havde eksplosivt farverigt tøj på. Kjolen var gul med blå, røde og grønne mønstre. Farverne i tøjet gjorde øjnene glade og hjertet varmt. Der var noget magisk over hendes fremtoning og det matchende hovedbeklædning gjorde det svært ikke at stirre. Hun havde store runde øreringe på som passede perfekt til looket og han besluttede sig for ikke at stirre mere end højest nødvendigt, så han gav sig igen til at se ud ad ruden for ikke at virke ubehøvlet. Der var også kommet nogle børn ombord som gav deres samtykkende i støjniveauet.
En rum tid senere kom den mandlige konduktør endelig ind i lydcirkusset og arbejde sig støt fremad, mens han i ny og næ måtte støtte sig til nogle sæder. Da konduktøren nåede den farvede kvinde som snakkede med manden sidst i fyrrene overfor hende, standsede konduktøren op og snakkede med hende. Eriks blik sugede sig til hendes eksotiske udstråling og blev draget ind i et afrikansk eventyr med elefanter og vilde dyr i det varme land der lå så eventyrligt langt borte. Han tvang sig igen til at se borte for det var uhøfligt at stirre. Det var bare vanskeligt for hun havde også et attraktivt glat ansigt som måske var et sted i trediverne. Manden der sad overfor afrikanerkvinden, konverserede med hende, men det var umuligt at høre ad hvad der blev sagt. Erik spekulerede på om de snakkede dansk, engelsk eller måske et helt andet sprog som fransk der var populært i Afrika.
Endelig aflagde konduktøren et visit hos Erik og den blonde studerende, som rodede uforberedt efter sin billet i tasken, inden hun igen genoptog arbejdet på sin computer. Den farvede kvinde kiggede over på Erik da han fremviste og fik tjekket sit Rejsekort, og han prøvede på at lade om han ikke så hende men det endte med et stjålent blik eller to alligevel. Konduktøren gik sin vej og Erik prøvede på at fokusere på landskabet og havde glemt sin generthed overfor den studerende der stadig var ved tasterne.
Toget standsede kortvarigt i Langå og Hadsten uden at der var nogen der skulle ud fra vognen Erik sad i. Men da de nåede Aarhus rumsterede liv frem og tilbage til deres destinationer og uroen bredte sig atter mens der blev tilført nyt blod til den indelukkede vogn. Han kiggede kort over på den farvede kvinde som var blevet center for hans opmærksomhed og slog så blikket over på nogen af de nye ankommende. Sædet ved siden af ham blev belejret af en ung mandlig passager med sort taske og grønt æble i hånden - formodentlig også studerende. Efter et par stop stod den blonde studerende af sammen med ligesindede mandlig æblegnasker, og der var igen frit udsyn til den farverige dragende kvinde.
Pludselig mødtes deres blikke og hun fastholdt blikket. Det gav et sug indvendig i Erik, for han var blevet opdaget og blev forlegen. Han smilede til hende og tvang sig til at kigge borte, men han kunne mærke hun blev ved med at iagttage ham i et tidsrum, der virkede alt for stort. Det var ikke nogen rar følelse at blive iagttaget og han måtte anstrenge sig for ikke at se i hendes retning. Hun holdt op med at stirre og kiggede igen på det der måske var hendes ledsager overfor hende. Turen forsatte, og en gang imellem kiggede Erik ud af øjenkrogen på hende i et splitsekund - hvorfor vidste han ikke, men hun holdt ligeledes øje med ham og al andet tumult i vognen eksisterede ikke.
Der blev sagt en station over højtaleren og dronning af Afrika rejste sig sammen med sin ledsager og andre knap så betydelige individer i vognen, fandt deres bagage og stod op i rad og række på at komme ud i den friske luft. Han vidste han aldrig ville få hende at se igen, så han kastede et sidste blik på det levende farvelade og indprentede sig hendes billede for alvor, inden han så borte på nogen af de andre rejsende.
Vognen synes med et at miste sin glans da hun vandrede ud af hans liv, og han registrerede knap nok om der kom nogle nye mennesker ind i vognen. Rejsen gik ganske vist videre men alt i alt knap så spændende fremadrettet.