To unge kvinder stiller brød og kager på plads i et supermarked. De er begge i tyverne og har skulderlangt hår. Den ene har brunt og den anden blond hår, og de er attraktive hver for sig med deres slanke parfumerede kroppe. Det er svært for Tina ikke at overhøre deres samtale da hun går forbi kollegaerne.
   "Ej, fik du virkelig lønforhøjelse. Jamen tillykke søde," siger den brunhårede.
   "Thank you dear... nu kan jeg endelig få råd til en ny kjole eller noget andet spændende som jeg har drømt om."
   "Så skal du ikke til at arbejde over eller hvad?"
   "Kun en lille smule sagde han."
   "Nå okay. Det lyder ikke så slemt."
   Så er der altså håb, tænker hun og smiler til dem. Normalt føler hun sig udenfor deres lille gruppe fordi hun er godt ti år ældre end dem, men i dette øjeblik føler hun de har noget til fælles.

En klump samler sig i halsen foran kontorets dør, men hun ved godt der ikke var nogen vej udenom. Det lykkedes at banke på døren fire gange uden at få det til at lyde som en gammel kone med vanter.
   "Ja, kom ind," lyder det halvdybt. Hun retter på den sorte hestehale, træder indenfor og lukker døren efter sig.

Hans grågrønne øjne låser sig fast på hende. Hun kan allerede nu mærke hans velplejede hænder på sine balder og bryster ved bare synet af ham. Væmmelse og kuldegysninger skyder op i hende som en raket med en al for kort en lunte. Sådan et klamt svin.
   Colgate smilet, det strittende korte gråsorte hår, den tætte barbering og en god barbersprit signaler, han styrer Brugsen. Selv en besoffen sut ude fra gaden vil ikke være det mindste i tvivl om hvem der er bossen.

"Nå Tina, hvad kan jeg så gøre for dig?"
   "Jo ser du Hr. Andersen... Jeg tænkte på om det ikke var muligt med en lille lønforhøjelse. Bare en lille - for det kniber med at betale regninger her og der. Jeg har snart været her i lang tid. Jeg er mødefast, aldrig syg og tager overarbejde når der bliver spurgt. Det må da gælde for noget?"
   "Jo selvfølgelig og vi er da glade for loyale medarbejdere. Desværre er jeg bange for at vi ikke kan give nogen lønforhøjelse på nuværende tidspunkt. Ganske vist går det ikke dårligt for butikken, men der er brug for overskuddet på nuværende tidspunkt. Jeg forslår du prøver igen på et bedre tidspunkt. Men hvis du vil, så kan jeg skaffe dig noget overarbejde? Det plejer du jo godt at kunne lide. Bare husk som altid, at spørge ad en dag i forvejen."
   "Hvornår tror de at det er et bedre tidspunkt? Jeg mener... jeg spurgte sidst ad for tre måneder tiden og der var det heller ikke et godt tidspunkt. Jeg er taknemmelig for overarbejdet - det er jeg, men det er jo ikke det samme som en fast lønforhøjelse. "
   "Jeg kan godt forstå din frustration, tro mig. Jeg nyder det skam heller ikke, men det er den bedste løsning for alle parter lige nu. Har du ellers andet på hjertet Tina?"
   Hun var dybt uenig, men valgte at holde mund. Følelsen af at have tabt ansigt meldte sig og hendes brune øjne kolliderede med det sennepsgule gulvtæppe.
   "Nej Hr. Andersen. Det var alt for nu. Tak for deres tid," finder hun dørhåndtaget.
   "Hvis der er noget, så ved du hvor min dør er," lyder hans ord tomme og ligegyldige i hendes hoved.

Hun mærker hvordan han overbeglor hendes relative faste krop fra hoved til tå, da hun lukker døren til kontoret. Følelsen af sårbarhed sætter ind og tvinger hende ud på personaletoilettet, hvor hun konfronter sit spejlbillede. Snøftende usikkerhed og vildfarende øjne bliver vasket borte med rindende koldt vand. Det gør godt i hoved og sjæl og hun er atter kampklar til omverden efter et minuts hvilepause. Et sidste tjek i spejlet afslører at ansigtskuløren er blevet normal, og ikke rødmosset som en der har småtudet.

Formiddagspausen er på nippet til at begynde, så hun beslutter sig for at tyvstarte på den ved madspildscontaineren med en tiltrængt smøg. Al energi fladtrampes og siver ud igennem de småsummende fødder. Hun sætter sig ned på et par Europaller ved siden af containeren, og er chokeret over hvor hårdt det er at bede om lønforhøjelse. Hun troede ellers alt var okay da hun forlod toilettet, men tog tilsyneladende fejl.

Et par dybe vejrtrækninger og en overstået smøg senere - går hun ind i frokostrummet. Her spises og går snakken om trivialiteter og banaliteter i hverdagen. En har en datter der har fået det røde bælte i karate, en anden har mistet sin tolv år gamle hund og en tredje har prøvet en ny madopskrift fra et nyt ugeblad osv. Alt i alt er der ikke sket noget som kan betegnes som en øjen- eller øreåbner. Vigtigst af alt - der er ingen der snakker til hende, så hun spiser mageligt sine to rugbrødsmadder med rullepølse, salami og ost fra den røde plastik madkasse med hvidt låg. Den lyshårede med lønforhøjelsen pakker enten ud eller sidder ved kassen. Gudskelov. Hun har heller ikke lyst til at kigge på hende i øjeblikket og blive mindet om, at hun er mindre værd end blondinen. Værst af alt, så har blondinen ikke været ansat i særlig lang tid, hvilket også er grunden til at hun har glemt hendes navn. Måske er det Dorthe-vorte svin, hun er ikke helt sikker. Navne har aldrig været hendes stærke side, men hendes fantasi fejler til gengæld ikke noget. Fantasi er dog også en hæmmesko i hendes univers. Tænk hvis hun fejlagtig kom til at date en psykopat, der kun har intentioner om at misbruge hende og bagefter partere kroppen til al for små poser. Nej tak, livet som single er fint - og nej hun skal ikke have selskab i form af en hund. Hunde er loyale, det er de, men de er også klæbrige, fordi de vil have konstant kærlighed og ros. Så hellere have en lille kat, der er småsvær at behage og som ikke tigger nærvær bestandigt.

Pausen forsvinder inden hun når at se sig om. Før hun ved af det ruller varer forbi hende ved kassen. Hun sidder der med sit serviceansigt og smiler udadtil selvom der ikke er noget at være lalleglad over, men der er heller ikke noget at være tvær over. Følelserne er ambivalente og hun prøver på at undlade dumme tanker ved at rette fokus på kunderne. På et tidspunkt bliver hun afløst ved kassen, takke være rotationsordningen. Hun sætter nogle varer på plads i grøntsagsafdelingen, og gør også rent efter en kunde der har tabt et glas asier. Ved den beskedne legetøjssektion er der faldet en yoyo med Coca cola logo på gulvet. Hun børster den af og lægger den på plads blandt de andre populære yoyoer.

Tiden snegler sig afsted og hun tænker at pølser og brød til aftensmad lyder kedeligt og tilfældige tanker melder sig. Fik hun låst hoveddøren i morges? Hvad er forskellen på syltetøj og marmelade? Hvorfor udvikler nogle tyndt hår - skyldes det mangel på vitaminer eller er det en genetisk arv? Masser af andre tanker melder deres ligegyldige ankomst. Heldigvis bliver hun reddet fra sin syge hjerne af klokken. Det er nemlig blevet tid til frokostpause.

Ingen har luftet ud i lokalet, så frokostrummet lugter dovent og virker kompakt. Hun forstiller sig stå med en motorsav - savende dårlig luft ud i tern for at få bedre luft i rummet, og skuler over mod vinduerne. Alt sammen i bedste tegnefilmsstil. Dorthe-vorte-svin kommer til undsætning og åbner et vindue. Tina tænker at det nok er et forkert øgenavn til hende. Ungdommen sprudler jo ud af hende, og hun er formodentlig et relativt ubrugt kvindemenneske, måske. Hun ligner ikke én der vil date enhver, og minder lidt om en smuk skuespiller i tyverne. Hr. Andersen kommer ind i frokostrummet. Peger og siger til Dorthe at han godt lige vil se hende på hans kontor, når hun har tid. Tina kigger ind i den aflange strømsluger som alle opbevarer deres mad i. Madkassen bliver kidnappet fra køleskabet. Den kigger bearbejdende på hende og forventer at blive tømt. Appetitten rækker dog kun til halvanden skive rugbrød før hun føler afsky over leverpostejen. Hun tager en appelsinvand fra sodavandskassen og slår en streg på skylder-sedlen og går udenfor. Tak-for-mad-smøgen virker afslappende og hun synes den dårlige vane smager helt fantastisk.

Der går omkring ti minutter og hun får uventet besøg ved den udendørs rygerkupe. Blondinen Dorthe eller hvad hun nu hedder, ser Tina og kommer hen til hende.
   "Hej," siger hun forsigtigt: "Kan jeg bomme en smøg af dig?"
   Bambiøjnene ligner noget der virkelig trænger til en cigaret. Ret så hårdt. Det er tydeligt hun har grædt. Men hvorfor mon? Hun har jo lige pralet med en lønforhøjelse overfor veninden. Tina elsker sine smøger men synes ikke det er godt tidspunkt at være belærende på om rygning i ungdommen. Hun har jo selv været mindst lige så dum.
   "Jo selvfølgelig." Tina rækker hende cigaretterne og kattelighteren.
   "Tusind tak." Hun tænder hastigt en smøg og sender resten retur.
   "Jeg er så dårlig til navne. Er det Dorthe du hedder eller er jeg helt forkert på den?"
   "Jeg hedder Camilla," smiler hun og tager et ordentlig hvæs.
   "Nå for pokker. Der kan man bare se."
   "Hr. Andersen kalder mig også for Dorthe."
   "Så er det måske der jeg har det fra."
   Camillapigen begynder at småsnøfte, og så at smågræde lidt. Tina har lyst til at løbe borte fra situationen men tænker det ikke er fair overfor pigebarnet. Beslutsomt mander hun sig op. Hun er trods alt den voksne her.
   "Det hjælper ofte at lufte sine tanker overfor andre. Så fortæl hvad er du ked af? Bare rolig, jeg sladrer ikke," blinker hun med det ene øje.
   "Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det... " Bambi bliver alvorlig.
   "Bare sig hvad der falder dig ind."
   "Han... han befamlede mig inde på sit kontor. Det skete så hurtigt. Han sagde, at hvis jeg ikke tager overarbejde i morgen og gør hvad han siger, så vil det alt sammen se meget sort ud for mig. Det var der hvor han gramsede på mig... Jeg, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Lov mig du ikke siger det til nogen."

En idé tager øjeblikkelig form i Tinas krøllede hjerne, og hun smiler bredt til Camilla. De sidder og snakker nogle minutter til der er kommet nogenlunde ro på situationen og går hver til sit. Frokostpausen er slut for fem minutter siden men der er næppe nogen der opdager de kommer dryssende.
   Det er Tinas tur til at sidde ved kassen, men hun kan godt lige nå at sige hej til Hr. Andersens og banker på hans dør.
   "Ja, kom ind," brummer han.
   Tina træder indenfor. Han snakker i telefon og rækker en pegefinger i luften der siger - lige et øjeblik. Hun lukker døren efter sig og står og kigger rundt på et par malerier med abstrakte motiver i forårsfarver. Manicurehånden lægger telefonen på sin plads og han sukker diskret inden han henvender sig til hende.
   "Hvad kan jeg være behjælpelig med?" spørger han uden at kigge op på hende.
   "Jo Hr. Andersen ser de, jeg vil høre ad om der er noget overarbejde i morgen?"
   "Hmm... I morgen siger du. Det kommer nok til at knibe lidt. Jeg har de hænder som jeg skal bruge til optælling butikken i morgen. Du er velkommen til at spørge ad en anden dag ellers skal jeg nok have dig i tankerne."
   "Okay, jamen det er der ikke noget at gøre ved. Så smutter jeg igen."
   Han hilser hende farvel med håndfladen uden at sige noget og tager igen fat i telefonen, da hun går sin vej.

Resten af eftermiddagen går relativ hurtig for sig og i kaffepausen på ti minutter bruger hun i selskab sammen med endnu en appelsinvand og smøg. Arbejdet genoptages og før man kan nå at sige " God samvittighed er tegn på dårlig hukommelse," så er det tid til fyraften.
   Hun stikker nøglen i døren på sin røde Fiat på parkeringspladsen, og ser Camilla komme ud ad bagindgangen. Camilla hører Walkman for man kan tydelig se de orange ørepuder. De får øjenkontakt, smiler og vinker en lille smule til hinanden. Smilet visner da Tina sætter sig ind i sin smadrekasse og kører hjem til isolationen og ensomheden i sin alt for dyre toværelses lejlighed.


Næste dag på jobbet kommer Hr. Andersen hen til hende da hun knap nok er nået indenfor supermarkeds vægge, og han ser alvorlig ud.
   "Godmorgen Tina. Er du stadig interesseret i overarbejde? Dorthe ligger syg her til morgen og skulle have arbejdet over. Så var det, at jeg tænkte om du måske er interesseret i at fylde hendes sko?"
   "Hmm... det er godt nok kort varsel. Jeg har jo ikke engang ekstra mad med."
   "Jeg ved det, men jeg giver et par pølser fra delikatessen hvis du siger ja. Men jeg skal have svar nu."
   "Okay, hvorfor ikke. Jeg kan godt bruge de ekstra timer."
   "Godt. Så har vi en aftale."
   "For resten..."
   "Ja?"
   "Hun hedder ikke Dorte men Camilla hende den nye."
   "Nå okay," nikker han javel og går sin vej.

Dagens indhold forløber næsten den samme som dagen forinden. Sidde ved kassen og virke optimistisk og løbende stille varer på plads. Claire og Michell som vist nok er sidst i tyverne eller starten af trediverne som Tina selv - går løbende rundt i butikken og gør klar til optælling efter lukketid denne lørdag. Smøger ryges, sodavand drikkes og det bliver langt om længe lukketid efter en ekstra lang dag. Flaskedrengen har netop vasket gulvet og er gået indtil mandag eftermiddag, hvor han igen arbejder troligt for sin slaveløn. Claire, Michell og Tina er gået i gang med optælling af varer i hver deres afdeling. Måske er der gået en halv time da Tina er ved at tælle slik og chokolade op. Hr. Andersen ankommer søgende.

"Jeg vil godt lige se dig på mit kontor om fem minutter," kigger han insisterende på hende.
   "Ok, hvad er problemet?" Spiller hun dum, for hun har leget denne leg før.
   Han svarer ikke, men går blot sin vej med næsen lidt oppe i sky, som om han ejer det hele. Hun noterer noget chokolade på et clipboard og tænker om man kan blive for fed af for meget chokolade, når kakaobønner reelt er sunde fra naturens side. Selvfølgelig skal man indtage alt i livet med måde ellers går galt. På vej til Hr. Andersen kontor begynder hendes hjerte at hamre for hvert et skridt hun kommer nærmere døren. Til sidst er der ikke flere skridt at tage og hun banker på døren med hjertet op i halsen. Han flår døren op, tager fat i hendes ene håndled og trækker hende indenfor som et rovdyr, og smækker døren i.

"Shyyy! Tag fat i bordkanten og placer måsen ud mod mig og bøj dig forover som om du skal samle noget op. Og spred benene lidt!"
   Hun tør ikke tænke på hvilke konsekvenser det vil få, hvis hun ikke adlyder. Konfus adlyder hun hans befaling, og mærker hvordan hans hænder overgramser hendes bryster ivrigt. Han stønner hende i den ene øregang, og flytter den ene hånd til cowboybuksernes baller.

"Nej, nej," siger hun, og han flytter hånden fra ballerne og tilfredsstiller sig selv. Stønnende kommer han på det grimme sennepsgule gulvtæppe mellem hendes ben.
   "Puha... det var godt," siger han småforpustet og hun væmmes ved hele hans væsen som om er der tale om en ildelugtende alkoholiker: "Tak skal du have. Nu kan du godt vende tilbage til arbejdet... Husk, det bliver mellem os to ellers sker der grimme ting og sager. Og husk at det er dig som lukker og slukker når I er færdige i butikken. Det var alt." Hendes hænder lukker automatisk om hver skulder og hun flygter ud på personaletoilettet. Hun vasker brysterne og tårer finder vej. Hendes legeme synker sammen ovenpå toiletsædet.

Efter et stykke tid forlader hun langt og længe toilettet og finder atter clipboardet til vareoptælling. Claire og Michell er stadig i gang i butikken. Lettere åndsfraværende fortæller hun dem at det er hende som lukker og slukker butikken i dag, og går tilbage til arbejdet i slikafdelingen. Tiden passerer langsomt forbi ude i butikken, men på et tidspunkt bliver de Claire og Michell færdige. De spørger ad om de skal hjælpe hende med at blive færdig, men hun takker pænt nej. Hun siger, hun snart er færdig så de kan bare tage hjem. Så sker det. Endelig bliver hun alene i butikken. En tom indkøbsvogn kommer til undsætning og hun leger rollator forbi et par steder.

Kødafdeling byder på Ribeye steaks, tykstegsbøf, oksemedaljoner, oksekød i tern og det fylder hurtigt i vognen. Lidt snobberi hører der til så vinafdelingen er et naturligt stop på vejen. Hun har ingen anelse om hvilke vine der er anbefalelsesværdige, så hun slår sig til tåls med nogle flasker de dyreste rød- og hvidvine.

Dessert skal der også være plads så der falder også et par liter is ned i vognen. After Eight chokolade og Anton Berg hører til senere på aftenen så hun kører forbi slikafdelingen. Til slut skal der naturligvis ryges, så et par kartoner nederst på cigarethylden henne ved kassen falder uundgåeligt i vognen. Der skal en del poser til alle varerne så hun tager en ordentlig håndfuld og pakker varerne i indkøbsvognen. For at undgå at forstrække sig sætter hun poserne i indkøbsvognen. Der er læsset godt op og det overrasker hende hvor meget det alt sammen fylder. Hele herligheden kører hun ud ad bagdøren og læsser af i bilens bagagerum. Indkøbsvognen efterlader hun ligegyldigt ved bilen og går målrettet tilbage butikken. Hun slår alarmen til, dræber butikslyset, låser af og tøffer hjemad i smadrekassen, mens hun smiler tilfreds bag rattet.