Helge sparker gummistøvlerne af i opgangen og lufter violinstørrelserne af et par fødder inde i køkkenet til kaffen der netop er blevet serveret. En ubehageligt sur lugt breder sig hurtigt og kommer i karambolage med duften af bagværk. På længere sigt ved hun ikke hvilken lugt der er slemmest, fødderne eller lugten af gris. Om end ikke så vælger Edith at holde sin mund og serverer et stykke lunt hjemmebagt kage til kaffen, mens han sidder der på slagbænken og begynder at rode rundt med sin pibe. Han kigger på kagen der skal spises med teske, og tømmer pibens sure brugte indhold ved hjælp af en tændstik ud i det store farverige keramiske askebæger i sorte og røde farver der står på bordets rødternet plastikdug. Ved siden af askebægeret befinder dagens post sig. Et postkort hvor der står Kreta på samt dagens avis rullet ind i gennemsigtig plastik til at beskytte mod vejret når den ligger og flyder udendørs. Han tager sin slidte orange bølle bob hat af og lægger den på udkanten af bordet og hans halvskaldet isse kommer til syne. Han klør sine grålige skægstubbe og rykker kaffekoppen nærmere.
Om formiddagen har hun været til damefrisør. Håret er blevet studset, sat op, farvet nøddebrunt frem for det kommunefarvede. Hun har også den nye beigefarvede kjole på med blomstermotiver, som var syet for at peppe den lidt monotone hverdag lidt op. Men han har hverken kommenterede på frisure eller kjole.
Han ruller ærmerne op på sin ternede skjorte og stopper piben med tobakken fra lommen blå slidte overalls, lægger piben på bordet og tager fat i postkortet: "Næh, der kan man bare se. Postkortet er fra Irene. Hun og Preben er på Kreta. Jeg skulle hilse."
"Ja der er nogen der kan," siger hun.
Irene, hans søster, var bosat inde i betonjunglen af en lejlighed. Hun ringede som regel kun når hun havde noget at prale af. Der kunne godt gå et lille stykke tid mellem hver opringning men så var man heller ikke i tvivl om hvem man snakkede med, for samtalerne fyldte altid meget tidsmæssigt. Edith blev altid hurtigt mæt af Irene for de havde absolut ingen fælles interesser, så ordne flød tomme fra det ene øre ud igennem det andet øre, uden at have beriget til noget sensationelt spændende. Irene var et spontant menneske der prøvede forskellige kurser som selvforsvar for kvinder, madlavning, tegnekursus og hvad der nu måtte stå for skud, men hun gennemførte ingen af kurserne for der var altid noget nyt der skulle afprøves. Edith derimod foretrak at sysle derhjemme for hun skulle jo også opvarte Knud med kaffe og kage samt madlavning. Hun havde sine blade og symaskine at gøre godt med, og symaskinen blev brugt flittigt til blandt andet patchwork og tøj til hende selv fordi hun kunne lide at være kreativ. Porcelænsmaling var en anden hobby som hun havde taget til sig, hvilket forskellige figurer på reolerne i stuen berettede om, men symaskinen var dog det foretrukne element at begrave kreativiteten i.
Han tager en mellemstor bid af kagen med teskeen og drukner den utaknemmelig hurtigt med noget kaffe så kagen bliver hurtigere opløst i munden.
"Hmm... Smager godt," siger han og rager endnu en stykke indenbords og drukner endnu engang munden i kaffe som om han skal have hjælp til at tygge den bløde kage.
"Hvad er der til aftensmad?" tygger han, selv om det at tygge nok er et overdrevet ord.
"Fiskefilet og pomme frittes," siger hun.
Der kommer ingen respons tilbage fra Helge. Han bliver færdig med at spise kage, læser lidt i avis, drikker en kop kaffe til, rejser sig fra bordet og går ud til støvlerne igen mens han tænder op under piben.
Resten af dagen går med at sysle i køkkenet mens han er ude ved grisene, serverer maden uden en takken for mad, vaske op, aften spenderer de sammen i stuen foran tv'et. Hun læser lidt i sengen med sin natlampe mens han ikke viser nogen interesse i hende og bare lægger sig til at sove.
Næste dag efter middagstid har hun taget en gammel kedelig kjole på, som hun engang har købt og er kørt ind til byen for at handle. Hun har ikke redt sit hår og det har derfor lidt sin egen vilje. Da hun kommer hjem, slæber hun på to varepose og et billede. Et billede af en bondegård inde i stuen må lade pladsen for det nye billede, og hun går i køkkenet for at lave en hurtig eftermiddagskage der kun skal bage en halv time.
Helge kommer ind som han plejer til eftermiddagskaffen på slagbænken, ildelugtende. Hun kommer med kaffen, hælder op fra termokanden, sætter den på bordet og kommer med et stykke lunt kage på tallerken overdrysset med flormelis. Der er ikke nogen teske til kagen i dag. Han lægger sin pibe og hat på bordet som han altid plejer nær dagens avis.
Han putter noget kage ind i munden og blander det øjeblikkeligt med noget kaffe og spørger: "Hvad er der til aftensmad?"
"Frikadeller, med stuvet hvidkål og kartofler," smiler hun kort og går hen til køkkenvasken for at skrælle kartofler og ordne hvidkål.
"Det lyder godt," brummer han: "Har du fået ny kjole?"
"Denne her. Nej den er gammel," smiler hun skævt: "For resten, jeg har købt et nyt billede til stuen. Det er ganske vist kun en replika, men jeg kunne ikke stå for den. Kom og se," vinker hun med pegefingeren hen til stuens entre.
Han bliver nysgerrig og rejser sig fra slagbænken og går ind i stuen.
"Ha, det var dog et grimt billede," bjæffer han.
"Synes du virkelig. Jeg synes det er meget rammende. Det hedder 'Skriget' og er malet af Edward Munch."