Toner af guitar, trommer og en bas lyder ud fra en garage. Et villakvarter, med huse med små haver, indhegnet af små hvide stakits, og alligevel høres den hårde, aggressive, men stadig melodiske musik fra de fire unge mænd, den forreste, stående med ryggen til vejen inden musikken spillede op i tempo og da toppen var ved at nås vente han sig og sang, "And now I can't believe. You let this happen to me. And I can't believe. They put those daggers through me. And I can't believe. You didn't come to save me from my pain." Stille og roligt kom børn og unge til og lyttede til dem. "Jeg Kan slet ikke huske der var så mange. Hov, jeg viste da slet ikke hun var der." helt nede bagerst stod der en lille gruppe af piger, og den ene af dem var den pige der senere blev hans kæreste, "Det vil jo sige, at hun vidste, hvem jeg var før, inden vi kom til skolefesten!" Hun stod sammen med sine veninder, uden dog at kunne skjule sig imellem dem, hendes onix mørke hår skinnede i blandt alle de lyse hoveder.
   Rundt omkring ham begyndte folk at pifte og juble, var blevet færdige med at spille. Hen over hovederne på folkemassen kunne han se sig selv og sine tre venner stå storsmilende og vinke til publikummet. Folk begyndte stille og roligt at forlade stedet, og til sidst var de eneste tilbage pigerne, men de fire drenge havde alle vendt sig, og var ved at pakke deres ting sammen. Trommeslageren hev garageporten ned. Da den med et bump ramte jorden blev alt sort. Citlali stod på ingenting, han kunne i hvert fald ikke se eller føle det, men han faldt heller ikke, han var bare i intet, og lige hurtigt alt var forsvundet kom det hele tilbage. Et skarpt lys, han stod midt på en scene, ved siden af ham stod han selv, og sang ind i en mikrofon, han kunne høre folk synge med ude fra salen. #Det må være skolefesten, den bedste aften i mit liv. Det her må være det sidste nummer, for det er den sang, og vi spillede den altid som den sidste.# og de stoppede også, bukkede og forlod scenen. Citlali fulgte efter sit unge jeg ud bagved, en mand i fint jakkesæt stod og klappede da han kom hen imod ham.
   "Det var flot unge mand. Jeg skal lige snakke med dig engang" Han smilede ned til den langhårede knægt, inden han med en hånd på ryggen af ham førte ham ned bag scenen. "Mit navn er Mr. Koli. Jeg er her for at give dig en kontrakt med mit pladeselskab. Hvad siger du?" Han rakte hånden frem og den unge Citlali greb den, hans drøm var gået i opfyldelse. Endelig var han kommet ud af slummen hos sin far, og kunne tjene sine egne penge. Han løb op på scenen og greb mikrofonen igen, og igennem højtalerne bekendt gjorde han det. #Dit store fjols, hvorfor kunne du ikke bare tage den lidt med ro, og nyde aftenen?# Den gamle mand kiggede tilbage ud på sig selv og rystede på hovedet. Den smukke Zaria, med det sorte hår, ned omkring den velskabte krop, var kommet om til trappen der førte ned fra scenen. Hun stod der helt alene, hun smilede og rødmede da hendes øjne fangede Citlali's. #Hun var ikke kun interesseret på grund af den kontrakt. Jeg skulle aldrig have råbt op med det.. Hvor er den dør henne jeg har virkelig ikke brug for at se det her igen.#
   Næsten i det sekund tanken var løbet igennem hans hjerne, dannede der sig to døre, en på hver side af scenen, "Hvorfor er der nu to døre?" Han kiggede på dem #Hvilken en af dem skal jeg vælge?# Han kiggede frem og tilbage imellem dem inden han gik hen til den nærmeste, varmen sivede ud igennem den. #Den dør jeg kom ind af først var kold, og den ledte mig ind til noget skidt, og den næste var varm og ledte mig ind til det her, så jeg må nok hellere tage det gode.# Han greb om håndtaget, men kunne ikke trykke det ned. Selv ikke med skulderen imod døren var den til at skubbe, den ville ikke give sige en millimeter. Han slap den med et bekymret ansigtsudtryk, inden han med et betænkelige skridt gik hen over scenen, og inden han var nået helt over, kunne han mærke det intense kulde der sivede ud fra døren, der sprang op, da hans fingre rørte ved håndtaget.