De to forreste sæder til venstre
Lea er et af de mennesker, der gennem tæsk i deres barndom bliver vaccineret mod smerte. Klaus er et af de mennesker, der i deres barndom bliver kvalt af deres søde tand.
- Hej Klaus.
- Gud hej Lea. Ej hvor pudsigt. Dig havde jeg slet ikke forventet at se her.
- Næh, men jeg skal jo også hjem på et tidspunkt.
- Ha, ja, det er sandt. Det må jeg sgu give DMI, Lea. Det står godt nok ned i fede stænger, som de havde sagt.
- Ja tak. Det har jeg bemærket.
- Hvordan går det ellers?
- Fint. Ikke det store nye. Alting er ved det gamle.
- Ja. Jeg har det på samme måde. Der sker ikke så frygteligt meget omkring her.
- Næh. Men det behøver der vel heller ikke.
- Næh. Det er meget rart bare at kunne have det gamle lidt endnu. Der sker så meget hele tiden synes jeg.
- Undskyld, jeg bliver lige nødt til at besvare det her opkald.

Otte sæder længere nede til venstre
Karen er et af de mennesker, der i deres barndom bliver ammet af fjernsynets strålende farver. Rasmus er et af de mennesker, der i deres porcelænsbarndom næsten går itu i kærlighedens arme.
Hej Karen.
- Gud hej Rasmus. Ej hvor pudsigt. Dig havde jeg slet ikke forventet at se her.
- Næh, men jeg skal jo også hjem på et tidspunkt.
- Ha, ja, det er sandt. Det må jeg sgu give DMI, Rasmus. Det står godt nok ned i fede stænger, som de havde sagt.
- Ja tak. Det har jeg bemærket.
- Hvordan går det ellers?
- Fint. Ikke det store nye. Alting er ved det gamle.
- Ja. Jeg har det på samme måde. Der sker ikke så frygteligt meget omkring her.
- Næh. Men det behøver der vel heller ikke.
- Næh. Det er meget rart bare at kunne have det gamle lidt endnu. Der sker så meget hele tiden synes jeg.
- Undskyld, jeg bliver lige nødt til at besvare det her opkald.

De bagerste to sæder
Jonna er et af de mennesker, der i deres barndom får serveret alt på et sølvfad. Nina er et af de mennesker, der i deres barndom bliver serveret på et sølvfad.
- Hej Nina.
- Gud hej Jonna. Ej hvor pudsigt. Dig havde jeg slet ikke forventet at se her.
- Næh, men jeg skal jo også hjem på et tidspunkt.
- Ha, ja, det er sandt. Det må jeg sgu give DMI, Jonna. Det står godt nok ned i fede stænger, som de havde sagt.
- Ja tak. Det har jeg bemærket.
- Hvordan går det ellers?
- Fint. Ikke det store nye. Alting er ved det gamle.
- Ja. Jeg har det på samme måde. Der sker ikke så frygteligt meget omkring her.
- Næh. Men det behøver der vel heller ikke.
- Næh. Det er meget rart bare at kunne have det gamle lidt endnu. Der sker så meget hele tiden synes jeg.
- Undskyld, jeg bliver lige nødt til at besvare det her opkald.