"Ja, I får tidligt fri i dag. De ældste elever skal bruge skolen i aften og de skal snart i gang." Klasselæreren kiggede på sit ur, han skulle selv deltage i en del af arrangementet.
   Drengene skyndte sig ud ad døren og over mod cykelstativet. Mellem alle de gamle cykler, hvoraf mange var arvestykker fra større brødre eller fætre, holdt der en splinterny cykel. Den stak så meget i øjnene at Poul allerede på vej ud af døren råbte:
   "Hov! Hvem er det der har fået en ny cykel?"
   Det gav egentlig sig selv. Alle drengene ville have gættet på Søren, for Sørens far ejede et stort firma med mange ansatte.
   "Det har jeg," sagde Søren."
   "Hvorfor har du ikke sagt det?"
   Peter var der straks "Den er godt nok flot. Du er vel nok heldig med, at du har sådan en f . . ."
   "Åh hold kæft Peter" sagde Kaj. "Cyklen er da meget pæn, men. . ." hans blik gik frem og tilbage hen over cyklen indtil det stoppede ved baghjulet, ". . . men det er underligt, at den ikke har lynventiler."
   Søren så undrende på Kaj.
   "At hvad har den ikke?"
   "Den har ikke lynventiler," gentog Kaj.
   "Lynventiler, hvad er det?"
   "Se lige her" sagde Kaj. Han gik over til sin egen cykel, som han havde hængt en masse pynt på, hvoraf halvdelen allerede var ødelagt. Han skruede den ene ventil af, og holdt den op i luften, så alle kunne se den.
   "Det her, det er en lynventil!" Sagde han. Han holdt stadig lynventilen i hånden men nu i en højde hvor de kunne se den tæt på. Flere af drengene måtte mase sig frem, så de bedre kunne se hvordan sådan en så ud.
   "Men der er jo ingen ventilgummi?"
   "Nej netop, men se så her."
   Kaj skruede nu lynventilen på igen. Han tog sin gamle rustne cykelpumpe frem, og pumpede, med forbløffende lethed dækket op igen.
   "Der kan I selv se, hvor let det er at pumpe dækkene op igen, når man har lynventiler."
   Kaj havde sat sig ind i hvordan de virkede og han fortalte nu de andre hvordan det var en lille gummiprop som lukkede for luften.
   De næste dage lykkedes det for de fleste af drengene at overbevise deres forældre om, at lynventiler var strengt nødvendige, hvis man skulle cykle til skole. Heldigvis var prisen ikke højere, end at de var indenfor rækkevidde. De næste dage kom drengene derfor en efter en, og meddelte de andre, at nu havde de også fået.

Efter at vi var gået ud af skolen sås vi stadig en del. Men det ebbede hurtigt ud efter at mange af dem flyttede til andre byer.
   Faktisk var det kun Kaj jeg vidste stadig boede i byen. Efter skolen havde han fundet en læreplads hos den lokale mekaniker, og det var lige et arbejde der passede ham. Kaj købte hurtigt en gamle Opel Kadet, og hver anden uge, når han havde fået løn, kørte han direkte fra arbejde og ned til biludstyrsbutikken. Wunderbaum, plysterninger, alu-fælge, skørter m.m. Der var altid noget som lige passede i pris.
   'Tøserne' var vilde med at køre op og ned ad hovedgaden i hans Kadet. Med musikanlægget skruet helt i bund. Det blåt neon lys under bilen var med til at øge hans selvværd.

Nu gik der igen en del år. Jeg boede stadig i byen, og det skete jævnligt, at jeg mødte Kaj når han kom kørende i sin "nye" brugte Ascona. Kajs biler var altid til at kende, for de var overhængte med billigt ekstraudstyr fra biludstyrsbutikken, og de fik altid hvide Ford GT striber.
   En lørdag formiddag her for nylig, mødte jeg så igen Kaj. Denne gang på købmandens parkeringsplads. Efter at have vekslet et par ord hørte vi pludselig en svag buldren.
   Jeg kunne se at Kaj spidse ører. Han havde også hørt 12 stempler for enden af 12 lette korte stempelarme, som var parate til at eksplodere i et kraftorgie og sende det hele videre til gearkassen og herfra ned i asfalten. Straks efter dukkede vidunderet op.
   En knaldrød Ferrari buldrede ind på parkeringspladsen. Alle fulgte den med øjnene inklusive Kaj og jeg selv.
   En herre steg ud og blev stående et øjeblik inden han kastede sine kørehandsker ind på forsædet og lukkede døren. Han så sig søgende omkring som om han ledte efter nogen. Jeg følte, at jeg havde set ham før.
   Kaj gik over til ham og gav ham hånd og sagde:
   "Goddag Søren. Jeg er Kaj fra din gamle folkeskole klasse. Jeg så du har overtaget stolen efter din gamle. Jeg troede at kontor lå i København nu."
   "Ja dav Kaj. Jo det er rigtigt, men jeg skulle lige over og hente bilen her og så kan jeg jo samtidig besøge mine forældre, men jeg ville lige holde ind og tage en blomst og en kage med til kaffen. Men når jeg er her, ser jeg altid spøgelser. Jeg tror at jeg kan genkende de mennesker som står omkring mig.
   Nu gik snakken, og flere af de omkringstående huskede også godt Søren fra skoletiden. Alle kiggede beundrende på Ferrarien.
   Kaj kiggede rundt på forsamlingen. Så åbnede han døren og stak hovedet ind i kabinen.
   "Ja den er da meget pæn, men . . ." Han stak hovedet ind i kabinen og så sig omkring. Pludselig trak han hovedet ud i et ryk og sagde:
   ". . . men har du ingen GPS?"
   "Nej," sagde Søren. "Jeg mener at de først kan købes om et par måneder."
   "Det er også rigtigt, men man kan få dem i Tyskland. Se lige her."
   Kaj fik nu alle med over til sin Ascona. Han pillede GPSen ud af holderen, og holdt den op i luften så alle kunne se den.
   "Det her er en GPS" sagde han. "Vil I se hvordan den fungerer?"
   Folk begyndte at stimle sammen.
   Søren havde endnu ikke set mig, og imens Kajs talestrøm fortsatte tog jeg fat i Sørens arm og sagde:
   "Lynventiler!"
   Søren vendte sig om, og så på mig og gentog undrende:
   "Lynventiler?"
   Jeg gentog.
   "Ja, lynventiler!"
   Pludselig lyste Sørens ansigt op i genkendelse og alle kiggede undrende på ham da han nærmest råbte:
   "NÅ JA -, LYNVENTILER HAHAHAHAHAHAHAHAHA."