Det er ikke min stilhed alligevel står jeg som forstenet, naglet til jorden.
Tyngden er enorm, nedsættende som en blydyne, der ligger tungt over mig.
Jeg trækker vejret som en hund nu, hurtigt med pulsslag, der dundrer i halsen og tindingen.
Udsigten er uden ende, uden start. Hver gang blikket fæstnes mod verdens ende dukker en ny slutning op.
Utallige hustage stikker op i tågen og vidner om liv og død. Jeg tror ikke mine egne øje og gyser.
Vejrtrækningen er om muligt mere anstrengt nu, jeg får ikke luft, ilt nok. Jeg forsøger at trække vejret hurtigere, men der er noget galt.
Kniven er tung i hånden, så tung at jeg bemærker den og væmmes.
Jeg løfter med et det blanke metal og med besvær hugger jeg kraftigt ud i luften, lyset.
Lyden af et lærred, der flænses trænger igennem og hustage, skorstene og fodgængerfelter splitres.
Et nyt stykke lærred kommer frem og jeg skærer igen og mærker modstanden når jeg tvinger æggene igennem det hårde stof.
Det næste lag kommer frem og rives i stykker og det næste og det næste.
Pludselig er alt sort, det evige læder ophørt og jeg ser længst fremme en lysende prik.
Den lysende prik kommer nærmere og tegner til sidst omridset af to perfekte skabninger.
Et elskende par, der kæmper og forsøger at finde hjem.
Det gløder fra hver en legemsdel og snart er alt et flammende hav, der stjæler mine sidste mundfulde luft.
Det er nu, nu jeg har mit livs eneste chance og jeg strækker min hånd frem og opsluges af lyset.