Hun er blevet stor nu.
Jeg kan huske dengang vi optrådte foran familie sammen, jeg sang, hun spillede violin.
Og jeg kan huske dengang jeg var så jaloux over at hun fik en ny cykel.
Det er alt sammen væk nu.
Forsvundet i hendes kommuneklippede lyse hår.
Forsvundet i mine flammende lysesorte malerier.
Jeg flettede alle vejene sammen til en, og fulgte den.
Hun voksede ind i den nye religion, fik sig et Jesus løst kors, og gik til arrangementer med sin mor.
jeg blev vegetar, og savnede min far.
Hun blev veganer, og savnede kød.

Jeg magtede ikke livet længere, og jeg blev tyndere.
Men aldrig så tynd som hende. Den lille fugleunge.
Fugleunge, ja det er en god beskrivelse.
Lille, sød, tynd, blød og skrigende.
Alligevel smiler jeg til hende, rækker min hånd henover bordet for at ae hendes naturlige, økologiske-shampoo-hår.

En eller anden vælter en kaffekop.
Jeg stjæler et sekund.
Lader mine øjne glide til den forkerte side.
Stjæler et sekund, og ser på dig.
Du er så smuk.

Vi flyver ud ad døren. Hånd i hånd.
Dine læber brænder mig, og jeg ønsker kun at flyve højere op, længere væk.
Dine øjne ser på mig, de er kloge. Alt, alt for kloge. De bebrejder mig. Skælder mig ud.
De vil ikke have at jeg skal flyve væk med dig. De ønsker det ikke. Til det, er de alt for kloge.
Jeg lander brat på min stol igen.
Alt for mange sekunder er gået, og dine læbers aftryk brænder på min kind som straf.
Det gør ondt.
Så forbandet ondt.

Hun smiler til dig, siger dit navn.
Siger dit navn hurtigt, med sin fuglestemme.
Alt for hurtigt. Ved hun da slet ikke at det skal udtales langsomt?
Helst hviskende, under stjernetæpper, så man får alt det silkebløde med.
Hun er ikke klog. Fugleunger er ikke kloge.
Men du.
Du er alt for klog.

De andre taler med dig.
Tåget, dybt og med lugten af kaffe mellem tænderne, taler de.
Du svarer dem kortfattet.
Jeg kan se at himlen eksploderer udenfor, fordi du smiler.
Hvorfor smiler du ikke til mig?
Er du bange for at jeg også eksploderer?
Du er alt for klog.

Tiden er gået.
Maden er spist.
De rejser sig op, og lader kaffelugten brede sig til resten af huset.
Hun går udenfor, jeg ser efter hende for at være helt sikker.
Da rejser jeg mig.
Da rejser jeg mig, og river dine øjne ud.