Du ved jo at jeg er lidt anderledes. Og jeg ved, at du ofte har tænkt over det. Jeg bliver alt for let forskrækket, også selvom at du lige har fortalt mig, at du skal til at forskrække mig. I starten troede du sikkert at det var noget jeg gjorde med vilje. Det er det ikke. Kan du huske dengang at jeg blev så bange, fordi rengøringsdamerne havde flyttet rundt på bordende i løbet af natten? Det er jo ikke noget man kan gå rundt at være bange for, rengøringsdamer er jo nødt til at flytte rundt på ting engang i mellem. Det ved jeg godt.

Jeg ved at du ofte tænker at jeg er alt for glad, og du kalder mig et barn når jeg griner over små ting, som frøer, eller efterår. Måske ved du at jeg også sommetider bliver alt for ked af det. Så græder jeg, for det føles som om at jeg har alt for meget indeni. Det er fordi jeg aldrig bare er glad, og jeg er aldrig bare ked af det. Jeg føler alt for meget. Jeg føler for tusinde mennesker, men jeg er kun ét. Det er også derfor at mit humør skifter så ofte. Sommetider ved jeg ikke hvilke følelser der er mine, og hvilke der er andres. Så bliver det hele så forvirret. Du ved jeg er meget forvirret.

Men det er altså ikke en sygdom. En sygdom er noget man har, det her er noget man er. Kan du huske dengang mennesker boede i huler, og selv skulle jage deres mad? Dengang vandrede man meget, og det var farligt. Nogle blev født ligeså forvirrede som jeg, de følte også alt for meget, men det var godt. For så vidste de hvilke veje der var farlige, og de kunne mærke hvis der skulle passes ekstra på. Der er ikke særligt mange farlige dyr at holde øje med nu, og der er egentlig ikke brug for os længere. Men det vidste vi jo ikke, før vi blev født.

Det er noget med nervesystemet. Det er hyperaktivt, og opfatter alt for mange ting. Så jeg er altid alt for glad eller alt for ked af det. Aldrig kun lidt. Jeg ved at du engang troede at jeg havde adhd. Det kan folk godt tro. Jeg sagde det ikke til dig, men ligesom mennesker med adhd, kan mine reaktioner være meget uforudsigelige. Jeg ved ikke hvorfor. Men det står på Wikipedia.

Sommetider bliver jeg hyperaktiv, og det er nok mest sådan du kender mig. Jeg tror at jeg bliver hyperaktiv af at køre i tog og bus, for der er jo så mange mennesker, og så mange følelser. Og jeg glemmer at alle følelserne ikke er mine. Jeg tror at det er det der gør mig hyperaktiv. Jeg kører jo med toget, næsten hver dag.

Nogle gange roder alting inden i mig. Så rydder jeg mit værelse op.

Jeg føler alting alt for meget. Men når jeg er alene føler jeg kun mig selv. Jeg kan godt lide at være alene, men når jeg pludselig kun føler for mig selv, føles det meget tomt, og følelserne virker meget små. Det er klart, for mine egne følelser bliver nødt til at klemme sig sammen, for at give plads til de tusinde andre, der egentlig ikke er mine. Men så når jeg er alene, og der er rigeligt med plads, fylder de ikke noget. Og jeg er tom. Det er altid alt eller intet.