Utålmodigt trommer jeg med fingrene på tastaturet. Kommer han ikke på? Jeg klikker på listen over de online for 117. gang. Hvis nu han havde logget på inden for de sidste 10 sekunder der er gået, siden jeg sidst klikkede. Stadig intet.
Jeg rejser mig fra den grønne kontorstol, og vender mig mod reolen bag mig. På hylden med bøger står en hvid bog, og skiller sig ud. Jeg trækker den langsomt ud, så ingen af de andre bøger følger med.
Forsiden er præget med en blå oval, hvor hundredvis af små, tynde grene klatrer op langs siderne af ovalen, og samtidig danner illusionen af et par englevinger. Imellem vingerne er der to lysende stjerner, og under ovalen er der trykt "Piet Hein, Husk at elske".
Jag lader de små, slanke fingre løbe hen over forsiden og stopper ved ordene "Husk at elske".
Du skal huske at elske. Huske at elske. At huske. At elske. At huske at elske.
Jeg sætter mig tilbage til computeren. Tøvende lader jeg hænderne hvile på tastaturet. Jeg mindes kysset på kinden et par aftener inden, og jeg tænker med glæde på den hyggelige tid jeg havde tilbragt med ham, aftenen før, hvor tiden var fløjet af sted. Var gået alt for hurtigt.
Jeg tager mig til hovedet. Forvirrede følelser flyver rundt i mit trætte hoved. Er jeg faldet for ham? Jeg vender opmærksomheden mod mit bankende hjerte, der taktfast slår mod mit bryst. Jeg fokuserer al min koncentration på tanken om ham, samt på mit hjerte. Hvad fortæller det mig?
Som han langsomt glider ind i mit indre blik fyldes mit hjerte med en ubeskrivelig slags smerte. Det gør ikke ondt. Det er mere en knugende fornemmelse. Et desperat ønske efter ham? Eller bare et desperat ønske efter kærligheden han kan give? Den kærlighed jeg så inderligt ønsker?
Jeg ønsker et svar. Jeg knuger hånden, i den store lyst til at kysse ham, der pludselig skyller ind over mig.
Jeg skal huske at elske. At huske at elske. Bør jeg følge mit bankende hjerte, eller for evigt leve med at hans hjerte tilhører en anden. For det gør det. Jeg sukker dybt. Jeg ved fra mange, at hans hjerte tilhører en anden, men at hendes hjerte ingen tilhører.
Verden er uretfærdig somme tider. Dog kan jeg glæde mig over at have ham som min ven. Som en der er elsket helt ned på bunden af mit hjerte, hvor der altid vil være en plads til ham.
For som jo er så vigtigt. Man skal huske at elske. Også når det ikke er gengældt.