Samtidig andetsteds
falder en nøgen mand ud af
disen over en skyttegrav
og spiddes siden
i siden af en bajonet
surret interimistisk fast
af en ung værnepligtig
der intet har at gøre her
nær ingenmandslandets
giftgule sennepsmarker
hvor intet vil kunne vokse
i syv generationer
måske udover striden i sig selv
og så selvfølgelig floret af jord
der rejser sig under sporlysene
fra geværreden
hvori fremtiden allerede
ruger neurotisk
over sit arvæv
som en plan der klækkes
bag mandens febervarme pande
skønt han ikke længere
kan kaldes den samme
som han synker sammen
mod geværet
en telegraftrops trebenede taburet
der nægter at vælte
videre end vinklen
af et halvt udfoldet flag