Giften flyder i mine årer, mens jeg stavrer hjemad efter nattens udskejelser. I horisonten aner jeg solens stråler og ved at morgenstundens smerte og kvaler venter. En kold eneseng i mit rottehul I udkanten af et af Paris' mere snavsede kvarterer. Her ligger forfatterdrømmen død og begravet. Paris' lys, farver og romantik skulle inspirere roman på roman, men tilbage er blot flasken, nålen og tomheden på papiret. Min muse er væk og Paris' skønjomfruer er mig ingen hjælp. Jeg længes nu hjem mod stilheden i bakkerne og vesterhavets brusen i mit fædrene Vendsyssel hvor tempoet er roligere og dialekten gebrokken. På flugt fra satheden og hverdagens trivialitet driver jeg længere og længere ind i uvisheden, konstant søgende livet, eventyret og meningen. Som en rastløs engel vandrer jeg fra sted til sted. Hæmmet af intet. Blot mine egne ambitioner, der spænder ben. Jeg snubler videre ind i det uvisse draget af mystikken i mørket hvor kunstnersjælen lyser optændt af kreativitetens flammende ild. Den ild, der brænder i alle, som tør tænde den. Min ild er væk. Slukket af mit forvirrede sind. Jeg sætter mig ved Seinens bredder og leder. Leder efter ordene. Leder efter magien. Leder længe. Leder forgæves. Nedslået vandrer jeg videre. Hjemad. Ikke noget kønt hjem, men et hjem ikke desto mindre. Jeg falder ned i sengen og mørket omslutter mig...... Jeg havde glemt hun var der. Hun er der altid. Og jeg er der aldrig. I ly af natten sad jeg og skrev på en cafe. Og så var hun der. Min Amelie, min franske Afrodite. En nattens engel. Et blik. Og jeg synkede ned i det smaragd grønne dyb for aldrig at vende tilbage. Hun ænsede mig ikke. Aftenen efter var jeg tilbage. Jeg ventede. Ventede i timer. Intet. Kun velbjergede mænd fra det parisiske bourgeoseri med deres tomme, ligegyldige model elskerinder. Så pludselig... Et strejf af himmerige. En sød duft. Hun trådte ind ad døren...