Og man tænker at forelskelsen rammer aldrig mig.
Den ene dag tager den anden, nætter tilbragt i efterhånden tilvænnet ensomhed. Man begynder at tænke, at det er okay...
At være alene.
Du har jo din frihed, kan gøre hvad du vil. Du bestemmer selv, hvilken kanal fjernsynet er skruet ind på.
Man netdater, for man har jo visse behov, der må tilfredsstilles. Ikke noget med at være desperat, overhovedet.
Bare fysiske behov.
Efterhånden er man blevet en hel serie-dater. Lidt ligesom i seriemorder, her er det bare ens tro på tosomheden, der på yderst raffineret og brutal vis bliver nedslagtet.
Hvad er håbet dog for en størrelse?
Ikke til at slå ihjel, hvor meget man end prøver og ønsker det.
Ønsker det, fordi, hvor ville det være lettere at leve på denne måde, uden forbandet, selvdestruktivt håb.
Og så sker det. Lige som den sidste rest håb er ved at forlade dig.
Der står han. Og man ved det med det samme.
Han smiler, da han får øje på dig. Et smil der trækker englene ned fra himlen. Bare for at smugkigge. Og hjertet springer nok så modigt et slag eller to over.
Han holder dig i hånden hele vejen hjem, åbner døren for dig.
Og da han ta'r dig, lige der på entrègulvet, føles det nærmest forudbestemt.
I dagene efter rører fødderne end ikke jorden. Det er som om, du er en hel ny dig.
Nætterne er ikke længere endeløst mørke men fyldt med tankerne om ham.

Og du begynder at tænke: Hvorfor ikke bare sige det til ham som det er?
Det er nu frygten kommer kravlende, hånd i hånd med håbet.
Du bestemmer dig hurtigt for at holde drømmen tæt ind til dig lidt endnu.
Men den fylder bare så meget, at den sprænger alle rammer for fornuft. Du kan ikke længere modstå trangen til at fortælle ham alt.
Og så er det, han siger, at vi jo også bare kan være facebook-venner...
Man skal glædes over de små ting i livet.
Jeg er glad for, at man ikke kan se, hvem der besøger ens profil på facebook.