et tomrum,
mødt af mine parader, og forvrængninger.
Jeg absorberer det lys jeg kan,
før jeg igen går ned
Mørke,
du' min ven, vær min pude og mit værn
mod
brudstykker af minder og
skærm mig af
bistå mig i flor af fremtid
indtil lydene igen omslutter
mit håb
om at føle
at mine drømme,
igen slår til
Mette,
væk mig
og,
svæk mig i mine åndedrag
og kvæl mig
i mine minder
forlad mit paradis
så jeg kan
give mig selv
et navn
at komme hjem i
omslut mig
og favn mig
til jeg knuses
mod dit