Det var 3. gang på denne uge. Han vidste det ville komme. Han havde fået de der blikke, de der smil, der fortalte ham, at det ville ske, igen.
   Da han så døren til hans værelse langsomt åbnede sig, og lyset fra gangen ramte ham i hovedet, som lå helt stille på puden, holdt han op med at trække vejret.
   I døren stod en mand, en mand som han havde kendt altid. Drengen lukkede øjene for at være sikker på at det nu var virkelighed, og at det skulle ske, igen.
   Manden smilede forsigtigt til drengen, trådte ind i rummet, og lukkede lydløst døren efter sig. Ingen i huset måtte høre at han var gået derind.
   For drengen var det ved at være rutine, kunne ingen ting stille op, der var intet at gøre. Han var faktisk helt sikker på at det var ham det havde gjort noget galt, selvfølgelig var det hans egen skyld, det var han ihvertfald helt sikker på selv. Manden gik hen til sengen og lagde sig ned, ved siden af drengen.
   Den stakkels dreng lå bare der, det stivnede i hele hans krop, og han havde smerter over det hele.
   Han vidste godt at det ville gøre ondt, men turde ikke at sige fra, han lukkede sig ind i sin egen lille verden, og drømte sig langt, langt væk.
   Pludselig vendte drengen tilbage til sin krop igen, manden sad oppe i sengen, smilede, og sagde godnat til sin egen lille dreng.
   Drengen følte sig beskidt, og ulækker, kunne ikke holde sig selv ud, eller hans egen krop, for den sags skyld.
   Han var faktisk ved at vende sig til det, det var langt fra første gang det var sket. Han havde været vand til det, i de sidste mange år.
   Men eftersom han jo blev ældre, og ældre med tiden, blev han mere og mere flov over det. Hvad ville vennerne ikke sige til det?
   Drengen havde kun én drøm, men han var i tvivl om det ville være det rigtige at udleve den, han var bange for sin drøm.
   Han var ikke rigtig venner med nogle, han var bange for at komme til at holde af folk, de ville sikkert også gøre ham ondt, ligesom manden.
   Han var bange for at tænke på fremtiden, for hvilken fremtid var der? Han var bange for at se folk i øjene, for alt nærvær mindede ham om manden.
   Han turde ikke snakke med nogle om det, for han ville ikke ødelægge livet for manden og hans mor. Han vidste at selvom han gjorde det forbi, ville han se manden igen en dag, men måske var han stærkere til den tid. Nu var det slut. Han ville være stærk, nu. Drengen rejste sig op i sengen, gik i bad og tog noget rent tøj på.
   Dregen gik ud i deres skur og fandt noget reb, med en kæmpe smil på læben, han havde aldrig været så glad i sit liv før, som nu.
   Det sted han skulle hen til, var det sted han havde drømt om i så mange år.