Mørket var så småt ved at falde over de høje hustage. Støver fløj frit mellem de mange gader, alt imens de sidste fugle var ved at finde til ro. Gaderne var helt tomme, men det havde de ikke været tidligere på den lune sommerdag. Det var en sensommeraften midt i juni. Husene lå så tæt på af hinanden, at man nemt kunne både høre og se hvad ens naboer sagde og gjorde. Det var ikke noget der blev klaget over, i det mindste havde de da et hjem i denne grusomme tid. Det betød selvfølgelig, at nogle måtte bo syv mennesker i en trepersoners lejelighed. Der mennesketom i området, ikke en eneste sjæl var at se på gaden. Soldaterne gik udenfor på dette tidspunkt. De havde travlt med at holde øje med, om folk nu blev indenfor som de havde fået besked på. Sådan var det jo her i 1943. Folk skulle gøre som de fik besked på, ellers blev de skudt.

Længere nede ad gaden i hus nr. 32 sad en man i en lejelighed på 3. sal foran sin skrivemaskine. Hans job var ikke at skrive illegale blade, men han gjorde det alligevel. Han hadede tyskerne og alt hvad de stod for som pesten selv. Han var ikke alene. Det var da også derfor, at hans artikler blev en anelse grove en gang i mellem, men han skrev hvad han mente. Hvad var meningen ellers med at skrive? Den lille lejelighed bestod kun af et køkken og en stue. Stuen blev også brugt som soveværelse, men han sov aldrig. Den sorte skrivemaskine havde han arvet af sin far for mange år siden. Selvom den var meget gammel og antik, var det stadig hans kæreste eje og virkede uden problemer. Den hjalp ham. Han tog sin kop med rædselsfuld kaffe og stillede sig hen foran vinduet, der vendte ud mod den smalle gård. Hans job var farligt og kun få mennesker ud af mange, satte pris på det han gjorde. I sidste ende var det vel for hans egen skyld han gjorde det. Det var på den måde, han kunne komme af med alle sine frustrationer og han mente, at hans mål var at få alle til at være imod tyskerne. Indtil nu havde det ikke lykkedes ham og det pinte han inderligt, når han så danskere med tyske uniformer. Han stoppede op et øjeblik og lyttede. Var der mon nogen uden for døren? Han småmumlede nogle utydelig ord for sig selv, imens han gik hen mod døren. Egentligt var han for høj til lejeligheden, så han måtte bukke sig lidt. Han sad nu også mest. Han tog i det gamle, rustne håndtag og åbnede døren. Knap havde han nået at få sagt: "Goddag", før lejeligheden blev stormet ind og han blev væltet omkuld. Han blev helt konfus og kiggede op. Foran ham stod tre tyske soldater, flot klædt i deres fine uniformer og med geværet helt fremme, så man kunne se, at de var farlige. Han grinede indvendigt over de tre fjolser, men det undrede ham alligevel, hvad de ville ham, forhåbentligt ikke noget med bladet. "Hvad vil i her?", spurgte han en anelse mistroisk. Han kunne godt høre, at det ikke var med den tone, han skulle tale til dem. Herman W. Sørensen tog altså ikke imod ordre fra nogen. Så han blev ved med at snakke som han ville. "Vi har fået et muligt tip om, at der skulle opholde sig jøder her", fik den ene fremstammet på ret gebrokkent dansk og studerede ham nøje. "Og fra hvem var det så? Jeg er den eneste der bor her og har været kristen hele mit liv", svarede han dem. De skiftedes til at kigge på ham, hvilket for ham så ret underholdende ud, men han ville ikke sige noget, ikke et ord. "Naboerne taler", sagde den ene tysker bare. De vendte næsten hele hans lejelighed igennem efter ulovligheder, men til hans held nærmede de sig ikke skrivemaskinen med den nye artikel til bladet. Dette var ikke første gang, han havde prøvet, at naboerne have udpeget ham til tyskerne. Sidste gang var han blevet slæbt med hen til fængslet og var blevet gennem-tæsket. Ville man opnå noget i denne verden, så måtte man også tage konsekvenserne for det, det var blevet hans nye motto i denne tid.Herman pakkede de ting sammen som lige nu lå i nærheden af ham og vendte derefter tilbage til sin kaffe foran vinduet. Nede gården så han tyskerne tage Hr. Jensen, hans kone og hans børn med sig ind i bilen. De var jøder, og det var ikke noget de gik og gemte for andre. Det var selvfølgelig forfærdeligt, men det måtte jo ske en dag. Hr. Jensen hadede svenskere, og det var den eneste grund til, at de ikke var rejst til Sverige. Han ville hellere sætte sin families liv på spil, end at kigge på en svensker. Sådan et menneske havde han intet til overs for. Han var dog ikke ligeglad med, at en eller flere af hans naboer havde stukket ham til tyskerne, men han ville vente den halve time det varede, inden der var fællesmøde.
   I skumringen kunne man så småt se nogle tyske lejre eller fangelejre som han hellere ville kalde dem. Det var der, hr. Jensen og hans familie ville blive transporteret hen, inden de blev sendt i koncentrationslejre. Det var helt utroligt som folk stak hinanden her i bygningen, og det havde han tænkt sig at nævne på fællesmødet i aften. De havde for en gangs skyld fået lov til at holde mødet i gården, da den var meget overdækket. Han satte sig ned foran skrivemaskinen og skrev:
   Artikel af Herman W. Sørensen: Stikkernes samvittighed
   Han vidste, at det var et dristigt emne at vælge, men han tog sine chancer. Han skrev og skrev indtil, at han måtte indse, at det var tid til at gå ned til mødet. Ned til en flok tysker-tilbedende fjolser. Han tog den lange frakke på og gik ned af de klamme trapper. Der blev stort set aldrig gjort rent, da folk havde andet at bruge deres kostbare tid på. Han kunne ikke klage, han var selv en af dem.

Mødet var så småt gået i gang, da han trådte igennem den store trædør ud til gården. De havde gang i en diskussion om hvorvidt, at de skulle meddele alle ulovligheder til tyskerne. Han plejede bare at sætte si ned på nogle kasser og vente til at mødet var ovre. Der var nemlig mødepligt, lige som da de gik i skole. "Jeg mener, at alle jøderne skal sendes væk fra bygningen. De sætter vores liv i fare, hvis de bliver og jeg har personligt ikke lyst til at se mine børn blive skudt", sagde "formanden" for mødet. Resten af beboerne nikkede, men om de faktisk var enige var ikke til at konstatere. "Jeg stemmer også for, at alle illegale ting skal meldes" Folk nikkede igen, og mon ikke de havde skuet over til ham ved kasserne i et øjeblik. "Hvem stemmer for?", blev der sagt og alle rakte hånden op i vejret, undtagen Herman. Formanden vidste, at alle skulle stemme for, ellers ville det ikke blive vedtaget og da han kom til Herman, blev han ikke overrasket. "Herman, hvorfor stemmer du ikke for?", spurgte han med at lumsk smil. "Jeg mener da, at det er min ret som beboer i denne bolig at stemme imod. Godt nok har vi ikke meget demokrati uden for disse vægge, men det har vi herinde", sagde han højtideligt, men det gik op for ham det det måske ikke gik som han havde forventet. "Du laver måske selv noget ulovligt?", spurgte formanden og grinede. "Nej, men fortæl mig hvorfor vi skal stikke vores venner? Hvad har de gjort os? De har behandlet os med respekt og det er meningen vi skal være i krig med tyskerne og ikke hinanden. Lige så snart vi kan se, at vi faktisk skal arbejde for noget, eller vores liv er i fare, så løber vi væk fra det hele og gemmer os bag folk, som slet ikke har gjort noget forkert. Jeg mener, at det er en selvisk og ussel tankegang og vi burde ændre os." Han greb efter vejret. Han var blevet så hidsig, at han havde mistet besindelsen og råb sin lille tale højt. De andre gloede bare på ham, koldt og udtryksløst. Han kunne ikke tage, at de ingen følelser havde midt i alt dette her."Ved i hvad? Jeg tror ikke, at jeg gider at være blandt sådanne mennesker. Her er min opsigelse, jeg flytter i morgen", råbte han. Han løb op i lejeligheden og tænkte på situationen. Hvad havde han lige gjort? Hvad tænkte han dog på, at miste besindelsen på åben gade? Han pakkede nogle få ting sammen i kasser og satte sig foran skrivemaskinen. Han havde endnu ikke fået skrevet sin artikel færdig og han kunne vel lige så godt gøre det nu. Væggene var tykke, men ikke tykke nok til at skjule råb og skrigerier. Han smilte indvendigt, endelig havde han sagt sin mening om denne sag. Det føltes godt at sidde der i den næsten tomme lejelighed og føle sig selvtilfreds. Der lød en høj banken på døre, men han var ikke sikker på, om han ville åbne den. Det var sikkert bare nogle naboer, der ville klage igen, s¨å han satte sig tilbage i stolen. Der lød en banken igen. Kunne de ikke fatte, at han ikke gad at tale med dem? Han gik over til døren og sukkede. "Så er vi på den igen", sagde han til sig selv. Han åbnede døren og for anden gang den aften, blev han væltet omkuld. De tre tyskere var tilbage. De samlede ham op og satte håndjern omkring hans håndled. "Hvad har jeg gjort?", spurgte han fortvivlet og omtumlet. "Du er modstander af Hitler", sagde den ene brat. Han havde råbt for højt derude. De hørte alt, de soldater. De tog hans artikel og brændte den. Han bedste artikel til dato, var nu væk. Det kunne vel være det samme, da han sikkert aldrig ville se dagens lys igen. Han havde ikke nået sit mål. Han kiggede ned mod jorden, da de træk ham med ind i skumringen.

"... skrevet af Herman W. Sørensen, stukket af venner"