Hun inhalerede en sidste gang og skoddede derefter cigaretten i askebægret ved siden af den bærbare computer. Hun lod tankerne flyve lang væk fra det Word-dokument hun var i færd med at fylde med meningsløs teori. Hun lod dem flyve tilbage i tiden. Den sædvanlige rundtur der rev op i de glade minder hendes sind var fyldt med. Man siger det er hårdt at bearbejde de dårlige minder, men at det er de gode minder der gør mest ondt. Hun smilede ved tanken, men øjnene blev samtidig blanke, mens filmen på hendes indre skærm bladrede igennem tonsvis af episoder. Hun lagde læsebrillerne fra sig på bordet, rejste sig og bevægede sig ud på altanen. Hun lænede sig ud over de tynde tremmer, indånde bilosen og iagttog lysglimtene nøje. Folk har så travlt. Alle er slaver af tiden. Man skal have penge op af lommen og rejse udenlands for at opleve ro. Hun kiggede op og fik øje på det svage stjernebillede. Byens lys tog magien fra dem, men hun vidste de var der og altid ville være der. En af de eneste konstante ting her i livet. Hun vidste at alle der kiggede op nu, ville få øje på de samme stjerner som hende. Det gav en tryghedsfølelse.

Da han trådte ind i lejligheden og stillede tasken på måtten, stod hun stadig derude. Hun vendte sig ikke for at tage i mod ham. Hun trak vejret og lod sig fastholde i minderne få sekunder endnu. Pegefingeren lod hun glide hen over den tynde hud under øjnene, for at fjerne den smule mascara der var smittet af. Et par kraftige arme gled rundt om hendes talje i næste sekund. Hans læber kyssede blidt hendes nakke. Han sagde ikke noget. Han ville sikkert ikke ødelægge det for hende. Han kendte hende godt nok til at vide, at det var et af hendes sentimentale øjeblikke. Hun lukkede ham aldrig rigtigt ind, og hver dag håbede han på at hun ville åbne op. Lige nu ønskede han at det var hans ansigt og tiden med ham hendes indre blik fokuserede på. Det var det langt fra og det var også grunden til at hun ikke vendte sig om. Hun lod øjenlågene falde og mærkede grebet om sig og ønskede sig tilbage i tiden. Sådan stod de længe, med hver deres tanker på den samme altan, krop mod krop uden at kunne nå hinanden.

Aftnen efter var hun nødt til at klø på med skrivearbejdet. Hun lukkede alt ude og ænsede ikke en gang hvor hurtig tekoppen blev tom. Hun havde glemt at spise, hvilket hun også først opdagede, da lyden fra hendes mave afbrød den sætning, hun var ved at føre ned på papiret. Eksamenen nærmede sig med hastige skridt. Pludselig stod han i døren med trætte øjne og spurgte om hun ikke kom med i seng. Han kendte allerede svaret, og næste morgen fandt han hende sovende hen over skrivebordet. Den dag gav han op. Han vidste at det ikke kun handlede om hendes eksamen. Hun havde ikke ændret sig som han havde håbet. Han vidste godt at han havde forelsket sig i en pige der sad fast i fortiden. At han aldrig ville kunne måle sig med hendes helt store kærlighed, hvem det så end var. Hun havde ikke nævnt ham, men hendes tavse øjeblikke og måden hun opførte sig på sagde alt. I tre år havde han håbet på at i dag ville være dagen, hvor hendes øjne besvarede hans. Det var ikke længere nok at hun sagde det med ord, når hun samtidig så igennem ham.

Hun vidste godt at det var en af den slags mænd man holder fast i, som hun lige havde ladet gå ud af døren uden et ord. Alle citaterne der havde præget hendes teenageværelse med budskabet om at leve i nuet og komme videre, var for længst pakket væk. Hun var kun skyggen af den hun var en gang. Det her havde været hendes chance for at give slip. Han havde været fuldstændig forgabt i hende og samtidig var han tålmodig. Han havde først kysset hende den tiende gang de havde været ude sammen. Ingen kunne hjælpe hende nu.

Dagen efter var hun nødt til at tage i supermarkedet for at handle forsyninger til sin læsning. Hun begav sig af sted i udtrådte klipklapper, shorts og en gammel T-shirt. Hendes venner havde også for længst givet op, så hun ville ikke møde nogen, der ville notere eller kommentere hendes udseende. En underlig fornemmelse ramte hende ved brødhylden. Hun vendte sig og så lige ind i et par olivengrønne øjne. En film kørte for hendes indre skærm og hun var sikker på at de så den samme film. Der forekom en mindre kortslutning og hun så nu manden i fuld skikkelse. Han åbnede munden som for at sige noget, men lukkede den igen. I stedet for at sige hej og spørge ham hvordan han havde det, vendte hun sig og gik, for derefter at trampe tilbage og hente en pakke grovbrød. Hun tog et skridt hen mod ham og aede hans kind forsigtigt med samme pegefinger som hun havde tørt tårne bort med den aften på altanen. Med flovheden malet i ansigtet bevægede hun sig videre med indkøbsvognen foran sig. Da hun vendte sig en sidste gang, stirrede han på hende idet en blondine lagde et par bakker kød ned i den vogn han stod med.

Hun tudede sig igennem nattens mørke og krammede puden til ukendelighed. Ligegyldigt hvilken stilling hun valgte, føltes alting forkert. Indkøbsscenen blev spillet om og om igen i hendes tanker. Den flød sammen med teenageårenes minder i hans selskab. Tænk at det havde været ham i egen høje person. Ham der var årsagen til hendes tavse øjeblikke, hendes stirren, hendes umenneskelige adfærd. Hvordan kan et menneske gå ind og forstyrre en anden persons tanker og liv så voldsomt? Forelskelse og kærlighed skal jo være en god ting.
   Da hendes søvnløse nat var overstået, lod hun bruserens kolde stråler ramme hendes varme krop og gik derefter ned i parken. Han sad på græsset længst mod egetræerne. Hun vidste at hvis han opholdt sig i parken, vil det altid være i læ for solen. Det var her de havde taget afsked for mange år siden. Han fortalte hende om alt hvad der er sket siden de gik ud af gymnasiet og hun livede op. Hjertet bankede i brystet på hende og hun snakkede meget. Da solen gik ned forlod de parken med armene om hinanden, næsten som et gammelt ægtepar. Sådan gik de altid. Han hviskede i hendes øre at de nu var venner som 25årige og at der ikke var så langt op til de 30. Som unge havde de altid lovet hinanden at deres venskab ville fortsætte til de mindst blev 30. Derefter skiltes de for den dag, men fortsatte med at ses som venner.

Hun sad også trofast på kirkebænken den sommerdag han sagde ja til blondinen. I amerikanske film spørger præsten altid om der er nogen indvendinger mod ægteskabet. Det gjorde han ikke. Hun foldede hænderne og lod øjeblikket og muligheden passere. Hvad skulle hun ellers gøre? Han vendte sig heller ikke og kastede sig i armene på hende som i hendes drømmescenarier. Han havde fundet lykken. Ikke noget der kunne måle sig med hende, men noget næsten lige så godt. Det havde hun også haft, men hun havde ladet ham gå. Næsten tvunget ham til det, ved at opføre sig som hun gjorde. Drømmemanden stod i samme rum som hende. Han havde ikke været hendes første, men han blev hendes sidste. Deres øjne mødtes flere gange under festen. De vidste hvad hinanden tænkte. Vidste hvad de burde gøre. De var begge bange, men vidste ikke for hvad. Sådan stod de længe, med de samme tanker, til den samme fest med stor afstand mellem deres kroppe med sindet tæt knyttet.