Det var midt i 80'erne og vist nok midt i juni måned, at jeg først kom til Elizabeth Holm som hjemmehjælper. Hun så noget betuttet ud, da hun åbnede døren; det var ikke så almindeligt med mandlige hjemmehjælpere dengang. Men hun lukkede mig da ind, og egentlig syntes jeg vi ret hurtigt kom på bølgelængde. I betragtning af hvad der skete senere, er jeg ikke sikker på, at hun syntes det samme.
   Det skal siges, at vi dengang som hjemmehjælpere havde det betydelig rummeligere end de har det i dag. På forhånd havde jeg fået at vide, at jeg ikke behøvede at tage det så nøje med rengøring og den slags, det var mere menneskelig omsorg der var behov for - og den tilsynsførende havde da ment, at jeg måtte være lige den rette.
   Nu må jeg beskrive Elizabeth. Hun var en lille spinkel dame midt i halvfjerdserne; hun var meget slank, for ikke at sige mager. Der var noget ungpigeagtigt over hendes figur og bevægelser, men hendes ansigt var et tæt netværk af rynker. Det var som om ansigtet havde været taget af, krammet sammen som et stykke papir, rettet ud og sat på igen. Hendes hår var hvidt og havde aldrig været klippet, og hun bar det løst ned ad ryggen. Hun fortalte selv, at en dag på gaden var en mand kommet bagfra og havde talt til hende, men da hun så vendte ansigtet op mod ham, blev han forskrækket, undskyldte og skyndte sig væk.
   Hendes lejlighed var på anden sal i en boligblok, og det var rigtigt, at der ikke var meget at gøre rent. Ikke fordi hun selv gjorde det, men hun var så inaktiv, at der aldrig kunne blive snavset til. Men jeg svingede da støvsugeren en gang imellem og vaskede køkkengulvet. Hun lavede aldrig mad, så der var meget lidt opvask. Hun fik fra den kommunale madudbringning - hvoraf det meste endte i skraldeposen, hvilket jeg bebrejdede hende, men hun vrængede på næsen og sagde, at det var noget underligt noget. Ikke så sært at hun var mager. Var der en lækker dessert, gemte hun den til sit barnebarn, som åbenbart skovlede alle søde sager i sig. Jeg forestillede mig ham rund som en bolle, men så ham aldrig i virkeligheden. Datteren kom der regelmæssigt, i hvert fald en gang om ugen, men jeg mødte hende ikke da.
   Vi gik ture og snakkede. Det vil sige, jeg snakkede, det er jeg god til. Om det interesserede hende, ved jeg ikke, dengang gik jeg ud fra det, og hun svarede da ja og nej på de rigtige steder - og jeg fik hende da også til at fortælle lidt om sig selv. Det var ikke interessant, men det blev det så alligevel i det lange løb, fordi det var så mærkeligt at møde et menneske, hvis liv syntes at have været næsten uden indhold, ja, som nærmest var uden identitet.
   Vi gik mest lange ture. Hun var ikke så glad for de korte ture i nabolaget, hvor vi købte ind og den slags."
   "Folk kigger på mig," sagde hun. - "Ja, selvfølgelig, svarede jeg, "du kigger jo også på dem." Det svarede hun ikke på.
   Vi kom forbi en dyrehandel, og det syntes at fange hende. Hun fortalte, at hun havde haft en ondulat, men den var død. Jeg kunne ikke blive klog på, hvor længe det var siden. Vi gik ind i butikken og købte en ondulat og et bur, og hun syntes at være glad for den. Og jeg var glad for, at der dog var noget der kunne berøre hende.
   Men vi gik altså lange ture. Jeg husker det som om det altid var godt vejr, mens jeg var hos hende. Hvad i alverden skulle vi ellers lave? Vi trawlede alle byens parker igennem. Jeg fiskede, og spurgte, om det ikke var rart at komme ud. Hun svarede: "Du siger jo jeg skal." - Så spurgte jeg ikke mere, men gik fortsat tur med hende, idet jeg gik ud fra, at hun havde bedre af det, end at sidde hjemme og glo ud i luften.
   Hun havde altså en datter, hvordan hun så havde båret sig ad med at få hende. Hun havde vel bare gjort som der blev sagt hun skulle. - Da jeg senere kom i kontakt med hende fortalte hun en del om morens fortid.
   Hun havde i sin ungdom været en skønhed - det kunne jeg godt forestille mig; på en måde var hun det endnu. Hendes familie hørte til "de fine", og hun var godt forkælet, men det skandaløse skete, at hun blev gravid, og faren til det kommende barn var en købmandskommis. Så måtte de jo gifte sig, selvom det var under hendes stand. Men han hed altså Pedersen, og så dybt ville hun trods alt ikke synke, så hun beholdt sit pigenavn, Holm. - Senere fik han sin egen købmandsforretning, vist nok hjulpet på vej af hendes forældre, men der var aldrig tvivl om, at hun var finere end han. De havde lejlighed over butikken, hvilket var praktisk, for det var ham der tog sig af barnet, gjorde rent, lavede mad og så videre. Der var en klokke i lejligheden som ringede, når der var kunder i butikken. Så løb han ned ad trappen, han løb op og ned af den trappe dagen lang. Hun sad bare og filede negle og læste i ugeblade. Hun havde, så vidt datteren vidste, aldrig sat sine ben i butikken, og ingen forlangte noget af hende.
   Alligevel huskede datteren hende ikke som en dårlig mor, men hun kendte jo heller ingen andre. Når barnet var gjort i stand og klædt pænt på kunne hun godt lege med hende og kæle, og hun kunne tage hende med på tur i parken eller på legepladsen. Faren tilbad hende og så ingen fejl ved hende, og datteren kunne ikke huske at hun nogensinde havde hørt forældrene skændes. Det var faktisk en umulig tanke.
   Men faren døde tidligt. Det tror pokker; han må være blevet slidt op af alle de trapper.
   Datteren sagde: "Jeg tror nok hun sørgede over ham. Hun var ulasteligt klædt i sort til begravelsen, men hun græd ikke. Jeg tror, at hvis jeg havde sagt at hun skulle, så havde hun gjort det."
   Egentlig kunne jeg slet ikke lide Elizabeth, men som hjemmehjælper vænner man sig til at acceptere mennesker som de er. Hun må vel have haft en sjæl, og jeg søgte at finde ind til den, men det lykkedes aldrig.

Hun havde aldrig fremsat egentlige selvmordstrusler, men hun var da kommet med nogle antydninger, som jeg burde have været på vagt overfor. Men sådan kan man jo altid være bagklog.
   Måske havde jeg ubevidst nogle anelser. Det var i hvert fald blevet en vane for mig, når jeg kom og parkerede min cykel, at se op til hendes vinduer. Hun plejede nemlig at rulle et gardin ned, når hun gik i seng, og rulle det op, når hun stod op. - Da jeg nu en dag kom langt oppe på formiddagen, og så, at gardinet stadig var rullet ned, vidste jeg, at den var helt gal. Jeg for op ad trappen, men da jeg ville trykke på ringeklokken tog jeg mig i det og rykkede uvilkårlig fingeren tilbage. Jeg ved ikke, om huset ville være sprunget i luften, hvis jeg havde trykket på knappen, men enten var det en sjette sans der stoppede mig, eller også havde jeg fornemmet gaslugt. Så bøjede jeg mig ned og satte næsen til brevsprækken, og da var det tydeligt nok. Så jeg tog tre skridt tilbage og fuld kraft frem og sprængte døren. Gaslugten strømmede mig i møde, og jeg så straks, at hun lå på gulvet i entréen. Jeg styrtede ud i køkkenet og lukkede for gassen og åbnede vinduet, så ind i stuen og åbnede vinduerne der. Et øjeblik hang jeg ud af vinduet og trak frisk luft ind. I vindueskarmen stod buret med ondulaten. Den lå død på bunden. Da blev jeg vred på hende. Når det skulle være, kunne hun have åbnet vinduet og sluppet den ud, så havde den da haft en chance. - Derefter spænede jeg op ad trapperne og dundrede på alle døre, men ingen reagerede. Var de døde alle sammen? Nå, nok bare ude eller på arbejde. - Først nu tog jeg mig af hende. Hun lå der i entréen med en pude under hovedet. Den ene sko havde hun sparket af. - Underligt at hun skulle lægge sig der. Det havde været mere praktisk at lægge sig på køkkengulvet. Havde hun tænkt på, at jeg skulle komme og håbet på at blive fundet, før det kom så vidt. Så havde hun i hvert fald forregnet sig.
   Jeg ventede til gassen var luftet nogenlunde ud og ringede da 0-0-0, som var alarmcentralen dengang. Derefter ringede jeg til kontoret og fortalte hvad der var sket.
   Jeg har senere tænkt, at jeg den dag gjorde alle de rigtige ting i den rigtige rækkefølge. Som om det var ren rutine, og dog havde jeg aldrig før været ude for noget lignende.
   Så ventede jeg til en læge og Falck-folkene kom, og kørte så ned til kontoret. På vejen derned var mine tanker allerede ved, hvad jeg videre skulle den dag. Det lyder meget overlegent, men sådan følte jeg det slet ikke. Det var snarere som når man har en voldsom drøm, og man vågner og sidder på sengekanten, og drømmen svinder bort. Selvfølgelig glemte jeg ikke Elizabeth eller noget af det der var hændt, men det var så voldsomt, at det måtte skydes i baggrunden, og jeg måtte beskæftige mig med noget mere dagligdags. Det er måden sindet beskytter sig selv på.
   Da jeg kom ind på kontoret rettedes alles øjne mod mig. Først fattede jeg ikke hvorfor, indtil det gik op for mig, at det var indlysende.
   Min sagsbehandler sagde straks, at jeg skulle tage fri resten af dagen.
   "Det kan jeg da ikke," sagde jeg. "Jeg skal til fru Helios."
   "Jeg ringer naturligvis til hende," sagde hun, "det vil hun da forstå."
   "Nåja, men jeg har det skam udmærket med at komme til fru Helios," sagde jeg og kunne ikke begribe, at hun ikke umiddelbart forstod det.
   "Du må naturligvis gøre som du vil," sagde hun og så bekymret på mig.

Annie Helios var en dejlig dame. Sangerinde og skuespiller i sin ungdom og enke efter den navnkundige Gustav Helios (det kaldes han i leksikonet), skuespiller og revydirektør i provinsen.
   Da jeg ringede på hos hende og hun åbnede, så hun op på mig og udbrød: "Hvad er der i vejen?"
   "Ikke noget", svarede jeg og mente det virkelig.
   "Jo, det er der," sagde hun bestemt. "Det kan jeg da se".
   Jeg var forbløffet. Hvordan kunne hun se det? - Jeg har dog senere tænkt på, at de nok har ringet fra kontoret, så hun var orienteret. - Men hun kunne lide den slags spil.
   Så fortalte jeg i store træk, hvad der var sket.
   "Den dumme kælling!" sagde hun.
   "Årh!," sagde jeg, "det må De da ikke sige. Tænk på hvor dårligt hun må have haft det, at det skulle komme så vidt".
   "Det kan vel være meget rigtigt," sagde hun, "men hun havde vel ikke behøvet at gøre det lige når De skulle komme."
   Sidst jeg havde været hos hende havde vi planlagt, at vi skulle gøre ordentlig rent, men nu sagde hun: "Rengøringen kan vente. Vi skal i Tivoli."
   Jeg protesterede, men kort efter var vi på vej i linje 40.
   Tivoli betød en hel del for fru Helios, fordi hun havde været Columbine på Pantomimeteatret i sin ungdom, og her var hun kommet med sin mand og truffet venner fra teatret. - Da vi havde sat os på Divan1 tæt på promenaden sagde hun: "Her kunne vi sidde, og så kom hele verden forbi."
   Det første hun gjorde var, at tilkalde tjeneren og bestille en dobbelt cognac. Den stillede hun foran mig og sagde: "Drik den!"
   Jeg stirrede forfærdet på glasset. Jeg som meget sjældent drikker spiritus! "Det kan jeg ikke," sagde jeg.
   "Drik den!" gentog hun denne gang mere bestemt. Der var ikke noget at gøre, så jeg skyllede den ned. Den var stærk, men det var også godt.

Hele hendes historie havde fortjent at bliver fortalt, men jeg kender den ikke i detaljer, skønt hun var en glimrende fortæller og villigt fortalte anekdoter fra sin teatertid. En dag fortalte hun oprømt, at hun var blevet ringet op af en kendt person fra radioen, der ville have hende til at fortælle sin livshistorie. Det ville hun gerne, og de aftalte en dag han skulle komme hjem til hende. Hun var spændt, nervøs, men glædede sig meget. Men han kom ikke, og hun hørte ikke mere. Det var en dyb skuffelse. - Hun - og jeg med - gjorde os nogle tanker om årsagen.
   Hendes mand var i sin tid ret berømt, men under besættelsen havde han været lovlig gode venner med tyskerne og blev medlem af DNSAP, det danske naziparti. Jeg ved ikke så nøje hvad der skete med ham efter krigen, men hans karriere var i hvert fald slut. - Samtidig var hendes egen familie aktive i frihedskampen.
   Hun var loyal over for sin mand, og tændte hver aften et lille lys foran hans billede, samtidig med at hendes forhold til sin familie var det bedste. Jeg blev kendt med flere af dem, og var med på besøg hos dem i Roskilde.

Episoden med Elizabeth Holm og hendes selvmord gled meget naturligt i baggrunden. Nye dramaet udspillede sig - om end ikke så dramatiske.
   Dengang blev vi så involverede i klienternes liv, som nutidens hjemmehjælpere næppe kan forestille sig, fordi deres tid er så knap og deres opgaver så begrænsede. Vi i min tid havde mere frie hænder. Vi gjorde rent, købte ind - og tog de gamle under armen og tog dem med - lavede mad. Det var faktisk de gamle der lærte mig at lave mad. Fra begyndelsen kunne jeg næsten ingenting. Men de gamle damer, som ofte havde været husmødre hele deres liv, lo af min uformåen og gik i gang med at undervise mig. Og da jeg var lærenem og havde sans for hvad der smagte godt, så blev jeg efterhånden en habil kok.
   Fra hjemmeplejens ledelse blev vi advaret imod at lade os involvere i klienternes privatliv, og vi skulle da slet ikke blande dem ind i vort.
   "I må aldrig tale til klienterne om jeres private problemer," sagde en tilsynsførende til gruppen.
   "Hvorfor dog ikke?" spurgte flere af os.
   "Det er jo svage mennesker vi kommer til," sagde hun.
   Der blev latter og protesterende udbrud. Selvfølgelig var de gamle svage i en vis forstand; det var derfor de skulle have hjælp, men det betød ikke, at de var svage som mennesker. Tværtimod var der mange stærke personligheder blandt dem, nogle så stærke at vi havde svært ved at hamle op med dem.
   Naturligvis opstår der problemer, når man kommer tæt på andre mennesker, men det er også der glæderne er. - At støvsuge og vaske gulv er nødvendigt, men der er ikke megen glæde i det. Det er der i at leve med i andre menneskers liv og skæbne, det er der hele meningen med vort arbejde ligger.

Men jeg kommer på afveje. Man skulle tro, at Elizabeth Holms historie var slut i og med hendes selvmord, men det var slet ikke tilfældet. Den flyttede sig bare over på et mere mystisk plan.
   Jeg gik til hendes begravelse, og der kom jeg for første gang i kontakt med hendes datter. Det førte til et par møder og senere til timelange telefonsamtaler. Hun trængte rimeligt nok til at få afklaret sit forhold til moren og hendes bratte død. Og selvom jeg egentlig ikke vidste så meget, så var det vel en lettelse for hende bare at tale om det. Og det var også godt for mig at tale det hele igennem og at få mere at vide.
   Et halvt års tid senere skete der noget besynderligt. Jeg kom kørende på min cykel ad Blegdamsvej på vej hjem, da jeg pludselig mærkede en stærk gaslugt. Jeg blev så forskrækket, at jeg var nær ved at vælte med cyklen. Jeg stod af, mit hjerte bankede voldsomt. Der var ingen gaslugt, jeg ved ikke hvad det var, måske bare en tilfældig lugt, der blev ført af sted af vinden, og som ramte noget i min underbevidsthed. Det var jo ingenting, men jeg var så berørt, at jeg måtte trække cyklen resten af vejen hjem.
   Så fulgte en underlig tid. Om dagen var der ikke noget i vejen, bortset fra at jeg var noget træt. Jeg levede mit liv og passede mit arbejde. Men om natten kunne jeg ikke sove i min seng. Så måtte jeg ind i stuen og lægge mig på sofaen. Der kunne jeg godt sove. Dog måtte jeg af og til op og ud i køkkenet og se til gashanerne. Der var aldrig noget i vejen. Det ærgrede mig, at jeg ikke kunne sove i min gode seng, men der var ikke noget at gøre.
   Så en nat vågnede jeg. Det var mørkt, men en gadelygte kastede sit lys ind gennem vinduet. Da så jeg at hun, Elizabeth Holm, stod henne ved bogreolen. Jeg så hende ganske tydeligt. Jeg tror ikke på spøgelser, men skulle hun endelig spøge, hvorfor skulle det da være i min stue? - Jeg lukkede øjnene og forsøgte at sove igen, men da jeg atter åbnede dem stod hun der stadig. Hun havde sin brunternede indkøbstaske med, den stod lænet op ad reolen. Hun lavede noget med hænderne, og ind imellem sendte hun mig et drillende og ondskabsfuldt blik med sine skinnende øjne. Hvad lavede hun? Nu så jeg det, hun vaskede hænder. Det vil sige, der var jo ikke noget vand, så hun tørrede dem med et håndklæde, hver enkelt finger, så ned mellem fingrene, så hele hånden og forfra i det uendelige.
   Jeg var søvndrukken, og min trang til at sove var stærkere en frygten for hende og fænomenet. Men jeg tog mig sammen, rejste mig og tog et par skridt hen til hende, tog fat i håndklædet og rykkede det ud af hænderne på hende. Så forsvandt både hun og håndklædet.
   Jeg væltede omkuld på sofaen og lukkede øjnene. Jeg ville sove. Men da jeg lidt senere åbnede dem så jeg, at indkøbstasken stadig stod der lænet op ad bogreolen. Resolut vendte jeg mig med ryggen til og faldt i søvn. Da jeg vågnede næste morgen var også tasken væk.
   Tænke sig, en taske der spøger!
   Næste nat sov jeg i min seng.