Vale har et ar på højre kind. Det er fem-seks centimeter langt og syet på den piratagtige måde.
   Han fortæller sjældent sandheden om dette ar; tilknytter i stedet den ene løgnehistorie efter den anden til den lange, ujævne linje på kinden.
   Jeg har tit undret mig over, hvor meget andet han lyver om, og om det mon er en form for hævn efter vores første date?

"Hvor mange har du knaldet?", fortryder ordvalget, lyder for barnligt. Knaldet.
   Han kigger op og sukker.
   "Roa, det er en lorteleg. Der kommer ikke noget godt ud af det spørgsmål", han sænker atter blikket mod gryderne, begynder at røre i vandet med pasta. Undertrykker et grin - mest fordi det er fjollet og unødvendigt at røre i stille vand.
   Jeg tænker på, hvor mange skænderier, han mon har måtte afværge eller gå igennem på den konto. Det er i virkeligheden også et tarveligt og ligegyldigt spørgsmål, alligevel kan jeg ikke lade være med at fortsætte.
   "Hvis du lægger sådan ud, kan jeg sgu godt forstå, der aldrig er kommet noget godt ud af det ..." Jeg smider cigaretskoddet ud ad vinduet, trækker benene op under hagen og studerer hans træk nøje. Hånden glider igennem håret, øjnene stirrer tomt og alligevel på vagt, klar til at fare i forsvar.
   Han forsvinder ind i stuen, uden ord, med bar overkrop og slaskede bukser.

Vale bor rart.
   Med masser af instrumenter langs væggene, madrasser stablet sammen gør det ud for sofa og billeder af fremmede steder og skikkelser maler væggene flerfarvet.
   Har lyst til at blive ... Har fucking lyst til at blive altid. Mest af alt har jeg lyst til at fortælle ham, at han giver mig denne følelse.
   Beslutter mig for, at det er for tidligt at sige den slags, det kan man ikke. Ikke endnu i hvert fald.

Han kommer ud i køkkenet igen - med en smøg på skrå og håret strøget tilbage. Det gør han. Stryger en hånd igennem håret, når han er nervøs. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind, især fordi han gjorde det en del gange den nat i provinsen.

Jeg kigger ud gennem vinduet - sneen er ikke længere og solen hænger ubeslutsomt i horisonten. Kaster alt for mange farver fra sig. Vinteren er ved at trække sig tilbage, ved at gøre plads for forår og liv.
   Mærker et stik af vemod indeni. Kommer til at savne vinteren, trygheden det giver at forsvinde i et med mørk melankoli, følelsen af det beskyttende tæppe som den evige nat giver.
   Solen gør nøgen, afslører alt.

Vale siger, jeg er fjollet, når jeg fastholder min vinterforelskelse. Han kalder mig paradoksal og kompleks. Fordi jeg brænder ild, som end ikke solen kan hamle op med. Han siger, jeg er født i en forkert tid. At ildbørn ikke kan gå i et med mørket.
   Så griner jeg. Jeg griner, fordi paradoksal og kompleks er de særeste komplimenter, jeg nogensinde har fået ...

"Kunne det tænkes", bryder jeg tavsheden, "at jeg rent faktisk hører til i mørket, at du tager fejl, Vale-Kriger?" Han lader håret falde ned i panden igen, løsner op i læber og et smil tager form i øjnene.
   "Du er fjollet, når du kalder mig det ...", hans smil når læberne.
   "Det var dig, der startede den åndssvage navnebetydningsleg", afbryder jeg. "Men, du er endnu mere fjollet, frøken Morgenrøde, når du tror, jeg tager fejl. Men kom med den, lad os høre din geniale teori", han blinker og hælder vand fra den færdigkogte pasta.
   "Jo, ser du ... Måske hører jeg netop til i mørket, for - og nu kommer genistregen, er du klar Oh mægtige Kriger - hvordan skulle man ellers kunne se min ild, som du fabler om? Den ild, der brænder i lyset må været begrænset. I mørket, i den sande tid", jeg blinker og griner, " ... ses ild, som den skal ses. Kun mørke kan give ilden den kontrast, den fortjener".
   Jeg smiler triumferende, og synes selv jeg styrer min lommefilosofi for hårdt.
   Vale øser to portioner op i dybe tallerkner, stiller sig mellem mine ben og kaster resten af cigaretten fra sig. Han smiler ikke, stirrer længe og insisterende ind i mine øjne. Jeg hader, når han gør det. Stripper mig nøgen med et enkelt blik. Fastholder dog øjenkontakten, fast besluttet på at køre denne i hus. Han kysser mig på næsen, holder mit hoved mellem sine hænder ...
   "Du er en sød en, ved du godt det?" Jeg synes, han er vildt provokerende. Mest fordi, jeg ved, at jeg har tabt på forhånd. Igen.
   "Du brænder ild, Aurora, fucking ild og derfor kan du ikke gå i et med mørket, det som du bestræber dig så stærkt på. Og du har lige givet mig ret. Jeg vinder. Igen."

Da vi sidder ved stuebordet, synes hans ar længere end normalt. Jeg tænker over, hvilken af de historier, han har fortalt mig, der mon er den sande og om han overhovedet selv ved, hvad der er sket. Om det mon er vigtigt?
   "Du sagde, jeg var født i en forkert tid", siger jeg så. "Hvis mit lod er at brænde ild, er jeg født i den rigtige tid. Mørket kræver lys". Han lægger gaflen fra sig og griner. "Snedige slange. Fint, vi vinder begge."
   Jeg smiler tilfreds, en delt sejr er et skridt i den rigtige retning. Vi fortsætter med at spise, tavst, i nogle minutter endnu, inden jeg henkastet spørger: Nå, men hvor mange har du så haft sex med?