Et skridt. Og så et til.
   Nærmere og nærmere og til sidst så tæt på, at du kan nå mig, da du rækker ud. Dine arme åbne og tilsyneladende trygge. Dit smil bredt og varmt. Jeg kan mærke dine øjne række ud efter mine og min mund strækker sig umiddelbart ud til siderne og opad. Du er en ven. Det ved jeg du er. Det fortæller dine øjne mit nervesystem og jeg genkender sandheden i den information et enkelt blik kan overføre.
   Som et langsomt, sikkert ekko åbner også jeg mine arme og efterlader kernen af min krop forsvarsløs. Om et øjeblik vil varmestråling sive gennem din trøje og derefter min, til jeg kan mærke den stryge over mit bryst. Min hud. Det er en tryg følelse, men den kan ikke udkonkurrere ubehaget, som jeg ved følger lige i hælene på nærheden.
   Dine hænder presser sig let ind mod min ryg, da du drager mig imod dig og mine arme lægger sig også om dig, sådan som de skal. Sådan som det er meningen. Det er et godt kram. Der er forskel på mennesker og du er en af de gode. Det er meget nemt at mærke. Din lette varme duft og fastheden i trykket du holder mig med. Alligevel kan jeg ikke slappe af. Forhåbentligt bemærker du det ikke. Det er et studie i normalitet, som jeg har fordybet mig i lige siden ubehaget nåede op til min bevidsthed. Ikke ubehag for min egen skyld, men for din og derigennem min.
   Hver eneste fiber i min krop står i vibrerende opmærksomhed. Klar til at aflæse det mindste signal fra din krop til min. Spredning af dine fingre mod min ryg - det kan betyde et kort, lidt hårdere tryk og så en afslutning eller blot indledning til et nyt og dybere stadie af krammet. Hvis det første, må jeg være hurtig til at følge afslutningens rytme og give krammet et behageligt endeligt. Hvis det andet, må jeg helst ikke trække mig tilbage, så du kunne tro, jeg ikke har lyst til at kramme dig. Præmatur afslutning. Et suk kan være tegn på det samme, som kan stort set alle bevægelser. Det er som om hele verden er gået i stå, mens jeg står med hele min sansning i hovedet og venter på besked fra dig om forlængelse eller afslutning. Udsættelse af det uundgåelige eller ej. Endelig stryger dine hænder over min ryg og du vender ansigtet ind mod min hals, så jeg kan mærke dit smil. Det er ved at være. Ganske langsomt lettes trykket af din krop mod min og jeg forsøger at synkronisere ændringen i trykket, så du ikke skal stå tilbage med mig klyngende til din krop, mens du egentlig har frigjort dig, eller løsnet alt for tidligt, så du stadig krammer en afventende statue.
   Det kommer til at passe perfekt. Du smiler stadig og jeg giver slip på det vejr jeg har holdt så lydløst som muligt for, at du ikke skal opdage det. Et hurtigt klem af mine overarme og du går. Med din ryg som min verdens forsvindingspunkt, går det op for mig.

Jeg nåede aldrig at få dit kram.