Så, nu kommer de igen: Ti små, varme cirkler der, en efter en, dukker op og former to små bakker på det isede glas. Jeg ved hvad der vil til at ske, så jeg kigger væk. Mor siger, at jeg skal kigge væk, når det sker. Jeg vil så gerne se hende, men jeg vil ikke se hende på den måde. Sløve, gule øjne. Blege kinder. Hun ånder sin vej ind i huset. Jeg tror ikke, at hun kan komme herind, hvis vi ikke lader hende. Men hun ser på os, hun følger os. Vi må ikke lade hende komme ind, siger Mor. Til at starte med troede jeg ikke på, at det virkelig var hende, men nu er jeg sikker. Hun kommer hver aften. Jeg ser ikke på hende, men jeg ved, at hun ser på mig. Med de sløve, gule øjne. Jeg ville allerhelst bare have hende væk. Have hende væk fra os, at hun ville lade os være i fred. Jeg vil ikke lade hende komme ind.

Vi sidder og spiser aftensmad. Mor siger, at sneen er kommet tidligt i år. Måske er den væk igen før vi ved af det. Jeg håber, at der stadig er sne til Jul, men Mor siger, at det ikke er en sikkerhed. MOR vil ikke snakke om Jul mere. Vi spiser aftensmad i køkkenet og ikke i stuen, hvor vi plejede at spise. Jeg kan godt lide at se fjernsyn mens vi spiser, men det kan vi ikke gøre nu. Vi har kun ét lille vindue i køkkenet og det er placeret over vasken. Jeg kan ikke nå det, men det kan Mor, og Mor siger, at vinduet er sikkert. Jeg kan se den lysende nattehimmel igennem vinduet når jeg står i køkkenet og kigger op. Allerede ved spisetid er det kun stjernerne der kaster lys fra sig. Ellers er det kulsort, og sådan vil det fortsætte med at være måneder frem.

Vi har et ur i stuen, som vi har arvet fra Bedstefar. Vores ur er mægtigt og det ringer højlydt hver time. Man kan høre det hvor som helst i huset, og jeg tror måske, at man også kan høre det udenfor husets mure. Jeg tror, at hun kan høre det, da hun altid dukker op lige som uret ringer til klokken seks. Jeg ved ikke, hvornår hun forsvinder.

Mor græder meget, men hun vil ikke indrømme det. Hun græder aldrig når jeg kan se hende, men jeg kan høre hende inde på soveværelset eller ude på badeværelset hvis det gør MOR ked hvorfor så ikke lade det udefrakommende ind. Jeg har ikke grædt endnu, men jeg er også ked af det. Mors ansigt er falmende og jeg tror ikke, at hun får meget søvn om natten. Hun græder mest om natten og ofte kan jeg ikke sove for hendes hulken. Mor siger, at hvis jeg ikke kan sove skal jeg drikke et glas mælk, og det gør jeg også nogle gange, men så skal jeg kigge mig for, når jeg går ned ad trapperne mod køkkenet. Ved de sidste trin, vender jeg mig til venstre, og går resten af vejen med ansigtet ind mod væggen, indtil køkkenet dukker op foran mig. Jeg har ryggen til stuen. Jeg går ind i køkkenet og fylder et glas med mælk, drikker det, og så går jeg tilbage ud af køkkenet baglæns indtil trappen er på min venstre side. Så løber jeg op af trinene. Nogle gange hjælper det mig med at sove.

Før mørket ankommer om aftenen står jeg ved stuevinduet og kigger ud på sneen. Det er så klart og lyst udenfor, at man ikke kan begribe hvordan mørket vil svæve ind over det hele og forvandler dag til nat, helt pludseligt. Jeg ved, at jeg bliver nødt til at passe på, og jeg ved at Mor ikke bryder sig om at jeg står her, og i de første dage bad hun mig også strengt om at holde mig væk fra vinduet. Nu er hun for træt til at gøre noget ved det. Når jeg ved, at tiden er ved at komme, kigger jeg skiftevis ud af vinduet og på vores store ur. Når uret viser præcis ét minut i seks går jeg ud i køkkenet og bliver derude.
   Det føles som om, at vi er fanget, og jeg er ikke sikkert på hvad det er vi venter på, men Mor siger at vi skal holde os i ro og vente. Jeg tror ikke Mor venter længere. Og hun er ikke rolig. Hun bruger det meste af dagen i sin seng; rystende, grædende.

Det er nat og jeg kan ikke sove. Jeg tænker på hende. Vi er ikke en familie uden hende. Jeg mangler hende, og Mor mangler hende i sær, og jeg tror desuden at hun mangler os. Hvis hun ikke manglede os, hvorfor ville hun så komme hver aften? Hun er fanget ude i kulden, kulde og mørke og ensomhed, og det virker ikke rimeligt. Vi er ligeså fanget, bare indenfor hvor vi har varme og lys og mad og senge. Måske er hendes øjne blevet normale nu - jeg har ikke set på dem i mange dage - måske er de blå og skinnende igen, kærlige smilende... øjne som mig som dig bror og søster.

Jeg kan mærke hendes tilstedeværelse. Min overkrop løfter sig op i en siddende position i sengen. Jeg slæber mig ud af sengen og går ud af mit værelse. Jeg går ned af trappen, vender mig halvvejs rundt, ser ud i køkkenet. Alt er stille. Jeg går baglæns ind i stuen med langsomme skridt. Jeg går baglæns hele vejen hen til vinduet. Der står jeg, føler hendes tilstedeværelse. Jeg ved, at hun er lige bag mig, ånder på vinduet, ånder sig ind i huset. Jeg vil gerne vende mig om der er intet at være bange for, men Mor vil blive sur hvis jeg gør det. Jeg vil ikke gøre Mor sur. Jeg vil gøre Mor glad MOR har brug for mig.
   Det store ur slår, og jeg får et chok og vender mig næsten om bare i forskrækkelse. Klokken er tre, midt om natten. Jeg ved, at hun er der, men hvordan kan jeg egentlig være sikker? Jeg har aldrig kigget ud af vinduet midt om natten. Jeg drejer mit hoved meget lidt, og så lidt mere, indtil jeg har det yderste af vinduesrammen i mit åsyn. Jeg vender hele min krop en smule, jeg kan ligesom ikke lade være, og nu ser jeg begyndelsen af de små fingerspidser presset op mod det isede glas. Jeg kan ikke lade være stop ikke og nu danner de første fem små fingerspidser en halvcirkel på vinduet, og jeg drejer mig endnu videre og ser nu formen af et ansigt, der lige så stille viser sig midt i vinduet. Der er hun; jeg står lige foran hende, ser ind i hendes sløve, gule øjne. Kun glas er imellem os. Tyndt, varmt glas. det er okay se jeg vil ikke gøre dig fortræd bror lad mig komme ind i huset jeg mangler dig og MOR. Hun ser så ensom og bedrøvet ud og Mor vil da ikke finde det forkert at lukke hende ind, det er jo for det bedste, og måske bliver Mor endda glad, hun ved det bare ikke endnu!
   Jeg går hen til døren, låser den op og åbner langsomt, og så blæser vinden pludselig døren helt åben og banker den ind i væggen. Kulden gennemborer mig med det samme. Hun står i døråbningen og jeg kan ikke flytte mine øjne fra hendes øjne men jeg ser hele ansigtet. Hendes hud er dødsens bleg og læberne er næsten krakkeleret. Hendes mørke hår er gennemblødt og falder klistrende ned over ansigtet og videre ned over hendes bryst. vi mangler MOR.
   Vi går ind igennem huset og vinden smækker døren i bag os med ét hurtigt pust. Vi går op af trappen og hen mod Mors soveværelse. Jeg åbner døren. Der står vi og kigger ind på Mor; vi er nu alle samlet igen. Mor vågner nu og hun skriger og har vidtåbne øjne; hun forstår det ikke. Vi er jo endelig samlet! Hun skriger mit navn flere gange, gentager mit navn i skrig så skingre og hæse og hun kravler bagud i sengen og presser sig op ad væggen. Vi går mod hende langsomt. Vi smiler. hej MOR har du ikke savnet mig. Vær ikke bange Mor, alt er godt igen.