På gaden silede regnen ned og Peter trak kraven op om ørerne. Den mørke himmel gik i et med de sorte skyskrabere. De lignede gotiske kirketårne, men inde bag ved facaderne var de sidste CEO's på vej hjem til deres koner og deres børn. Hvis ikke deres elskerinder. Hans fødder var gennemblødte af det våde fortov. På hjørnet af gaden flimrede et neonskilt.
   Han åbnede døren og kørte en hånd igennem det lange sorte hår. Han lignede ikke stamgæsterne. Hans øjne var mørke og klare. Deres blikke var matte og grå - de så på ham, som var det vinden der havde åbnet døren. En bred mand i jakkesæt gav ham et lille vink. Peter gik over til ham.
   "Så ku' du være her" brummede manden og tog en slurk af sin øl.
   "Overarbejde?"
   "Det er også rart at se dig, Max. Nej, skulle bare lige aflevere noget, før jeg kom herover"
   "Hvad da?"
   "Det fortæller jeg dig senere". Peter nikkede imod de andre stamgæster. Max nikkede forstående.
   "Du får mere at vide på vej over til mødet. Det vedrører sagen" fortsatte Peter.
   Bartenderen kom over.
   "En Killkenny" sagde Peter til ham. Det mørke øl udfyldte glasset, med et smalt lag lysebrunt skum på toppen.
   Max sagde henkastet, imens han kiggede på fjernsynet
   "Vi kan ikke gå før det her program er færdigt. Det er simpelthen for sjovt". Peter tog en slurk og kiggede på skærmen. Han kunne se et menneske bundet til en høj pæl. Med hænderne over hovedet hang skikkelsen fra pælen. Hendes former var tydelige, for hun var iført en grå dragt, der sad helt tæt til kroppen og dækkede håret, så man skulle tro hun var skaldet. Ved hendes venstre bryst var det grå stof en nuance mørkere. Som en lap, der var syet på. Hun lod til at sove.
   "De gør det af med hende om et øjeblik. Hun holder måske 35 sekunder. Hvor meget tror du?" spurgte Max.
   "Det program har aldrig interesseret mig. Ærlig talt synes jeg det er kedeligt"
   "Det er da skidesjovt! Se bare hendes fjæs når hun er vågnet og den er gået af." sagde Max med en varm latter.
   "Jeg vil hellere se Duellen. Det er der i det mindste noget sport i. Hende der vrider sig bare lidt og så er det det. Jeg forstår ikke du synes det er sjovt!" Sagde Peter.
   "Tja, måske har jeg dårlig humor. Det er jo mest af alt latterligt" Max blev afbrudt af lyden fra tv-værten, der fortalte, at nu gik det i gang.
   Kvinden på skærmen rørte på sig. Hun løftede hovedet. Øjnene var stadig lukkede. Så åbnede hun dem en smule. Der lød et knald fra fjernsynet. Sprængladningen over hendes bryst var gået af. Hendes ansigt fortrak sig i smerte, men på en besynderlig doven måde. Som om hun endnu ikke var helt vågnet op og havde forstået omfanget af hvad der var sket. Som et ondt mareridt hun ikke kunne vågne fra. Hun vred sig og prøvede at komme fri af båndende. Så, da stopuret på skærmen rundede 20 sekunder, slappedes hendes krop og hovedet dinglede livløst. Blodet løb stadig fra hullet over hjertet og dryppede fra hendes fødder. Max lo.
   "Så holdte hun alligevel ikke længere. Troede sgu der var mere krudt i hende"
   "Jeg kan ærlig talt ikke se hvad der er sjovt i det. Hun vrider sig jo kun lidt og så er det det."
   "Jamen det er jo netop det. Hun har ingen anelse om, hvad hun laver dér, når hun vågner og hun aner ikke hvad der skal til at ske. Hun ved formentlig slet ikke hvem hun selv er, i de sekunder hendes bevidsthed dæmrer for hende. Men når den sprængladning går af, så ved hun at hun skal kæmpe".
   "Men der er jo ingen at kæmpe imod" afbrød Peter.
   "Jo for fanden - døden. Men det er jo lige meget. Hun er færdig. Så hvorfor kæmper hun overhovedet. Det er jo latterligt." Max grinte og gentog den sidste sætning. Han tog en slurk af sin Budweiser.
   "Det er jo for fanden det, der er sjovt, din lyseslukker. Alle de anstrengelser for ikke at dø, når det er så uundgåeligt. Hun når aldrig at svare på, hvordan fanden det kan være, at hun er der. Hun kan garanteret ikke huske at hun er dømt."
   "Så er det da sjovere at se nogle tæve løs på hinanden, som de gør i Duellen."
   "Nej for helvede" sagde Max og lød næsten alvorlig.
   "De muskelfyre ved godt at det er sket med dem. De har haft timer til at forberede sig på, at skulle dø. Dem her, de aner intet om det. De vågner bare og - ja gad vide om de overhovedet opdager de skal dø, før de dør. Men at de per instinkt alligevel kæmper, det er da underholdende! Ligesom med en høne der får skåret hovedet af." sagde Max, nu mere mildt, som om han var kommet af med de argumenter han var brændt inde med.
   "Jeg tror ikke jeg lærer at forstå det" sagde Peter.
   "Det kan forresten også være lige meget. Vi skal til at gå, hvis vi skal nå det før de lukker dørene". Han drak det sidste dovne øl og de tog deres jakker og gik ud i regnen. Skyskraberne veg for universitetsparken og regnen aftog.