Solen lå tungt i horisonten, sådan som den ligger ganske kort, når den er nede og vende ved midnat, kaster sit røde lys ud over havet, før den stiger op på ny, himlen igen bliver himmelblå og havets mørkeblå hemmeligheder fortrænger solens rødlige spejling. Isflagerne flød omkring som mørke skygger i det oplyste vand, mens skibet uhindret, næsten skøjtende, brusede sig igennem vandet og knuste isen på vejen. Lammeskyerne hoppede over himmelhvælvingen og færgen vuggede resten af besætningen i søvn.
   Poul så stoisk ud mod horisonten og holdt et fast greb om rælingen. Hans brune øjne var sammenknebne men alligevel oplyste af solen. Tobias kyssede Poul under øret og forsøgte at flette fingre med ham, men Poul var urokkelig og hans blik var stift.
   "Skal vi gå ned i kahytten?" spurgte Tobias og bukkede sig ned efter sin øl.
   "Hvorfor dog det? Det er morgen," sagde Poul, tog øllen ud af Tobias' hånd og drak en slurk.
   "Der er jo midnatssol, det er dag hele tiden."
   "Det er sidste gang på turen vi ser midnatssol."
   "Jeg går altså derned nu," sagde Tobias og trak sin krop tilbage i trods.
   "Så godnat," sagde Poul og tog endnu en slurk.
   "Bare rolig, jeg kommer igen. Jeg skal bare hente min jakke. Skal jeg tage noget med, skat?"
   "Se om der noget cognac tilbage."
   "Skal jeg tage to glas med?" spurgte Tobias nervøst.
   "Nej, lad være. Vi tager den fra halsen til halsen."
   Tobias smilede blidt og lagde en hånd på Pouls skulder: "Så ses vi om to minutter."
   Poul kiggede hurtigt på Tobias, der gik langs rælingen mod kahytterne, og drejede så hovedet tilbage mod horisonten, mens Tobias, uvidende om Pouls ligegyldighed, trak lidt op i sine bukser, så de sad stramt om baller og lår, svingede overdrevent med røven og gik med korte feminine skridt. Tobias forsvandt igennem døren, netop da færgen sejlede forbi et isbjerg, der hang ind over dækket og åndede Poul køligt i ansigtet. Han så ærefrygtigt på bjerget, der gled forbi, og tog endnu en slurk af øllen. I horisonten dannede isbjergene flydende blå silhuetter, der langsomt bevægede sig mod verdens ende med morgenrøden tindrende i konturerne og med sorte skygger på slæb i havoverfladen.
   Luften var kølig og ren, lyset var skarpt, blåt for oven og rødt i horisonten, og den eneste larm kom fra bølgerne der brusede mod færgen og vinden der hviskede Poul i ørene. Han tog en dyb indånding og sugede verden og indtrykkene til sig. Det var længe siden han havde besøgt sine forældre, og han følte, nu på hjemrejsen, en indre ro og småberuset velvære, som han ikke havde oplevet længe.
   Pludselig brød en pukkelhval op gennem den mørke havoverflade, spandt om i luften med finderne blafrende i vinden og med vand sprøjtende fra åndehullet, drejede om og viste sin rug mave til Poul, og ramte så vandet på ryggen og sprøjtede friskt vand ud over Pouls upåvirkelige smil.
   "Fuck!" udbrød Tobias, der netop var kommet ud af døren og stod nu forskrækket med ryggen op af væggen. Poul stod stadig med blikket mod horisonten og med hænderne fast plantet på rælingen. "Hvad fanden var det? Shit hvor var den stor," forsatte Tobias.
   "En pukkelhval," sagde Poul roligt.
   "Tænk hvis den hoppede op på båden?"
   "Så dumme er de ikke. Du hopper heller ikke pludseligt i vandet, gør du vel?"
   "Nej nej, jeg blev bare forskrækket," sagde Tobias og gik over og lagde en arm om Paul. "Jeg har taget cognac med. Hals til hals?" sagde han, skruede låget af og rakte den til Poul.
   "Ja, kom med den," sagde Poul, greb flasken og hældte en stor slurk ned, før han rakte flasken tilbage Tobias.
   "Den der pukkelryg, hvad spiser den? Er den farlig?" spurgte Tobias uinteresseret og sippede lidt på flasken.
   "Det er en pukkelhval. Nej, den er ikke farlig, den spiser kun kril og små fisk."
   "Ja okay ... spændende," sagde Tobias og sukkede opgivende, for han gad ikke engang spørge om hvad kril var. "Har du tænkt dig at stå her hele natten?"
   "Kan du mærke hvor roligt her er? Heroppe kan man næsten høre jorden dreje," sagde Poul.
   "Jooo, det kan jeg vel," sagde Tobias og sippede til cognacen. "Altså ud over den pukkelhval, der var ingen ro i den."
   "Du kan bare gå i seng, det er fint med mig."
   "Nej nej," sagde Tobias og lænede sig op ad Poul. "Jeg vil gerne være her alene med dig," forsatte han med et ømt smil.
   "De bedste morgener er, når det aldrig har været nat. Men så er der ingenting der er hemmeligt," sagde Poul, greb cognacflasken fra Tobias hænder og drak en stor slurk. Poul så sig nervøst om, og tog så Tobias' hånd i sin. "Her har vi ingen stjernehimmel, for den varmeste af alle stjerner lyser døgnet rundt," forsatte han og så Tobias i øjnene.
   "Ja, det er en dejlig morgen, nu når vi endelig er alene," sagde Tobias og kyssede forsigtigt Poul på munden. "Hvad skal vi også med stjerner?" forsatte han og grinte for sig selv.
   "Intet," sagde Poul, tog endnu en stor slurk cognac og trak Tobias helt ind til sig, "ikke når vi er så tæt på toppen af verden." Poul kyssede Tobias så voldsomt, at de nær var faldet over bord og frosset ihjel læbe mod læbe iblandt resten af havets hemmeligheder. En udenforstående pukkelhval svømmede under færgen på jagt efter intetanende kril, alt imens jorden drejede solen til vejrs og farvede himlen blå.
   Poul slap Tobias' hånd, lagde hænderne på rælingen og så igen stoisk ud mod solen. "Hva' nu, skat?" spurgte Tobias.
   "Ingenting, bare lad mig være lidt og gå i seng."
   "Du er ikke hos dine forældre længere, du behøver ikke bekymre dig sådan. Nu er vi endelig alene, og så er du sådan. Jeg føler mig jo hele tiden afvist."
   "Drik noget cognac og gå i seng," sagde Poul.
   "Jeg vil gerne være oppe med dig, men cognac er en god ide. Det bliver en lang dag uden noget at stå imod med," sagde Tobias og sippede lidt til flasken. Han så spørgende ned på Poul og holdt hovedet lidt på skrå, mens han førte en blid hånd ned langs Pouls ryg. Poul bemærkede intet, han var for optaget af den evige sol, farvernes skiften på himlen og isbjergenes rejse mod verdens ende.
   "Du siger ikke så meget i dag?" forsatte Tobias. "Men det gør du selvfølgelig aldrig, det er i orden, sådan er du jo. Dine forældre var nu flinke og de talte rigtig flot dansk. Det er en skam du ikke kan fortælle dem hvordan det er mellem dig og mig."
   "Kan du ikke bare for en gangs skyld holde kæft og give mig fred?" råbte Poul og slog hænder i metalrælingen, så vibrationerne farede hele vejen omkring færgen.
   "Slap nu af. Du behøver ikke altid være så macho, jeg prøver bare at tale med min kæreste."
   "Du keder mig," sagde Poul, rev cognacen ud af Tobias' hånd og drak. "Mens du falder i med tapetet, så falder jeg i gulvbrædderne, for jeg skal jo have noget at tage mig til, når du hele tiden driver mig til vanvid," forsatte Poul hånligt og tog endnu en stor slurk.
   "Det er jeg ked af," sagde Tobias og nussede Poul på armen. "Måske skulle jeg ikke være taget med."
   "Hold nu fingrene fra mig, din skide bøssekarl," råbte Poul og skubbede Tobias væk. "Hvad er det du ikke forstår? Der var et ømt øjeblik lige før, så vær tilfreds og hold mund. Og gå da i seng, når jeg siger det."
   "Hold da kæft," råbte Tobias. "Skal jeg råbe det så højt jeg kan: Poul er min kæreste men han har ikke nosser nok til at indrømme det!"
   Knytnæven ramte hårdt på Tobias' kind, han væltede først baglæns og gyngede så sidelæns ud over rælingen.
   "Mand over bord! Mand over bord!" råbte Poul og løb rundt i rædsel og ledte efter en redningskrans. En matros kom til syne, netop da Poul gled i et sving på det våde gulv, men matrosen så bare måbende på Poul, der allerede havde tårerne flyvende bag sig. "Mand over bord! Mand over bord!" råbte Poul igen og tog redningskransen under armen, løb mod ræling og sprang ud over.
   Poul landede hårdt på røven på dækket under, hvorefter han faldt forvirret ned på ryggen, stadig med redningskransen under armen og tårer i øjnene. Tobias sad allerede op ad væggen, surmulede en smule og ømmede sig lidt mere end en smule. "Nå hej, der kom du," sagde han til Poul. "Du kunne bare have taget trapperne."
   "Det her var hurtigere," sagde Poul og satte sig op.
   "Du troede vel også at vi var på nederste dæk," sagde Tobias og grinte.
   "Ja, det gjorde jeg."
   "Det var den hval der, den forvirrede mig."
   "Ja og cognacen," sagde Poul og lo.
   "Også den. Tak fordi du ville redde mig."
   "Det var så lidt. Grib!" sagde Poul og kastede redningskransen over til Tobias.