Blodet pumpede i Emils krop, pulsen bankede små glitrende svedperler ud gennem huden, ved den tydelige blodåre i tindingen. De var garanteret på vej i samme øjeblik. Han rev desperat ud i alle skufferne, samtidig med at han forsøgte at danne sig et overblik. Han måtte pakke de vigtigste ting og komme ud og væk herfra, hurtigst muligt, inden de stod uden for døren.
   Han gøs ved tanken. Han kunne se ham selv ligge der på gulvet, livløs, bare tage imod det ene spark efter det andet. Han kunne nærmest smage den bitre jern-smag af varmt blod i munden. Kvalmen klemte om spiserøret og tvang ham til at bukke sig forover og holde fast i stoleryggen.
   Hvad var der at være så bange for? Han ville jo aldrig gøre hende ondt, han så hende jo som en lille engel, som en lillesøster, måske en datter han havde fået meget tidligt. Han havde taget hende til sig og været der for hende og nu var han der, på vej på flugt - på flugt fra dem der skulle have beskyttet hende, men som ikke magtede opgaven.
   Emil kunne mærke tårerne trille ned ad kinderne, ved tanken om sin familie. Hvad ville hans mor ikke tænke, hun ville selvfølgelig tro ham, men hvor meget skal der til før at hun vakler i troen, ville han overhovedet være i stand til at forsvare sig selv, hvis han ikke kom herfra i tide.

Han kunne ikke undgå at støde ind i alle minderne, når hans blik flakkede hen over reolerne og væggene i lejligheden. Avisudklip, velkomstgaven fra landsbyforeningen og ikke mindst tegningerne og brevene fra hende. Han flåede dem ned og forsøgte at folde dem pænt, inden han hastigt lagde dem i bunden af indkøbsposen.
   Tænk at det skulle ende sådan - han havde endda forestillet sig, at han måske skulle bo der for altid, altså ikke i den lejlighed, men i et af de fine huse oppe ved kastanjerne. Han havde forestillet sig det hus hundredevis af gange, måske med en buste udenfor eller i hvert fald en mindeplade, til ære for den unge mand, der kom og gav liv til en ellers døende by.

Det gav et sæt i ham, da han hørte en bil bremse op nede på gaden. Bildørene smækkede hårdt. Han stod stille og lyttede og lod de otte lydløse sekunder komme ham til gode, der skete ikke noget, det var ikke dem. Hans rystende hænder tog fat i posen på gulvet og han kiggede rundt i stuen, efter andre ting, som han måtte have med.
   Han fór sammen da døren til opgangen smækkede, det var meget lydt i den gamle bygning, han kunne høre dem tale sammen. Han kiggede rundt, efter en udvej, men han vidste inderst inde, at den eneste måde han kunne slippe nu, var ved at tage springet. Han overvejede det kun kort og opgivelsen overmandede ham og tvang ham i gulvet, uden modstand. Han lå modløst på gulvet, da der blev taget i håndtaget til lejligheden.