Han kiggede endnu engang nedover lejekontrakten, Havkrogen 7, på 3. sal. Vel nok den eneste etagebygning i Opstrup, han havde end ikke set den eller mødt udlejeren for den sags skyld. Han havde bare takket ja, til en lejlighed i det absolutte udkantsdanmark, langt væk fra hvor han havde boet indtil nu.
   Det var egentlig bare behovet for at komme ud af de vante rammer, ud og prøve noget nyt, en ny start på livet. Følelsen af at være groet fast, var begyndt at rive i ham også selvom han stadig var ung.
   Det var selvfølgelig også muligheden for at stå på egne ben, at komme lidt væk fra civilisationen, så han kunne fordybe sig fuldstændig i internettets mange muligheder, i sin forretningsidé eller rettere, hans kommende internetimperie.
   Der var jo alligevel ingen her omkring der forstod ham og da slet ikke hans forældre, så nu var det med at udnytte chancen. Der var sådan set heller ikke nogen vej tilbage, nu sad han jo der med en underskrevet lejekontakt i hånden og den anden kopi, havde han sendt med posten for flere uger siden.
   Emil lagde lejekontrakten løst ind i mappen med vigtige papirer og placerede den i den store flyttekasse, der stod på hans seng. Han havde kun den ene kasse, en sort sæk fyldt med tøj, hans computerudstyr og så selvfølgelig sengen, hvor kassen stod på.
   Han lukkede den brune kasse, som bar præg af at have været brugt før, der var små indholdsfortegnelser skrevet og streget over med sprittusch.
   Hans mor var langt fra enig i, at det var en god idé at flytte, det havde hun givet til kende mange gange. Hun spurgte, til hans store irritation, flere gange om ugen, om han nu var sikker på, at han ville flytte så langt væk. Hvad kunne han gøre nu, han havde jo taget beslutningen, kontrakten var underskrevet og udlejeren havde modtaget indskuddet.
   Hun havde, som den ellers kærlige mor hun nu var, også sørget for at bestille en flyttebil, som nu holdt udenfor det lille gulstenshus, med de brune trærammer.
   De fik hurtigt pakket sengen, computerudstyret, sækken og kassen ind i bilen, mens den enlige flyttemand sad trodsigt inde på førersædet og spiste sin forsinkede frokost.
   Emil frygtede den lange tur, alene med den knotne vognmand, som end ikke havde hilst på dem, da han hurtigt havde været ude og åbne bagklappen.
   Moren gav ham et stort kram. Emil så tåren presse sig på i hendes øjenkrog og kunne mærke at krammet var et sidste desperat forsøg på at holde ham hjemme. Han forsøgte, at tage telefonen op af lommen, som en undskyldning for at slippe fri af krammet.
   - Jeg har husket mobilen, jeg skal nok skrive når jeg er fremme.
   Hun nikkede og fremtvang et lille smil. Imens satte Emil sig ind i bilen, ved siden af en tydeligt irriteret flyttemand.