Skal vi ikke bare se at få det overstået?

Køreturen var alt rigeligt. Man rusler så sært rundt i sit eget tøj, bliver nærmest hjemløs i det, det er jo blevet alt for stort.

Husk lige at vende mig, så label med stregkode og navn vender væk, ikke?

Nu har de slæbt mig ind og lagt en gang efterårslugt oven på mig, hovedet mod øst, fødderne med skoene ved siden af mod vest. I et rum, jeg aldrig ville drømme om at sætte mine ben i, hvis det stod til mig. Men brormand, brormand, han skal altid blande sig. "For dit eget bedste", sagde han. "Og for vores".

Hov, hende der - det er nogen tid siden, jeg så hende. Gad vide, hvordan hun har fået besked? Hmm, velforberedt som sædvanligt, buket og løsgående rose. Ash! den skal da ikke ligge der ved mine fødder? Og så sætter hun sig tæt på mig - som om vi stadig havde noget tilfælles.

Brormand og svigerskabet står ved døren, kan jeg se. Sorte som fanden selv. Og byder ind til deres fest. "For din egen skyld". "Og for vores".

Der kommer min skeløjede barndomsveninde og hendes mand. Godt, hun fik ham, for hun er ved gud ikke for godt kørende selv.

Og hele kontoret er her sørme også. Det klæder ikke Susanne at snøfte - hun får sådan en rød tud.

Men der har vi jo violinisten med kasse og det hele - skal han spille? Det er brormand igen, altid med fingrene nede i mit liv. "For dit eget bedste". "Og for vores".

Svigerskabet plejede at vende gaflerne om for at se, om jeg havde dækket med det tretårnede. Nogle gange lagde jeg en totårnet ved hyænens kuvert bare for at se hende himle op.

Nå, orgelpræludium har brormand også bestilt. Og i dagens anledning tale af en anden sortklædt djævel.

Så er det violinistens tur. Bach's Air on the G string. Medgivet, ikke så tosset tænkt af brormand og hyænen. Selv om han er nervøs, skroget, så buen dirrer.

Salmesang og bønneklang. Jord i hovedet skal man også have. 3 gange.

Jeg vil ud.