Langt derude, hvor havet fortættes til himmel og himlen fortættes til hav, dér ligger en samling forblæste huse med rustne bølgebliksvægge og klaprende tage i fordums stærke farver.
   Intet levende lader sig se, men kirken er stor og ny og favner med sit skinnende hvide træstakit kirkegården, hvor de flittige folk endelig får fred og kan hvile med blikket mod det blågrå intet og hænderne foldede i uvant uvirksomhed.

Præsten kommer sjældent derud - vejen er trang og åben og rejsen lang, han foretrækker sit mere bekvemme kald inde i læ af fjeldene. Ved ind- og udgangen til Gudsriget kommer gejstligheden dog selv og døber og begraver.

Om søndagen går de levende i kirke for at høre degnen forklare deres livstrængsler for dem, så de bliver udholdelige så længe, de varer.

Når klokken sender salmesangen til himmels, går de endnu levende mod kirkegården. Her midt mellem gravene står deres fælles udflugts mål som et sindbillede på deres egne liv: Bænke og bord, sammentømrede og stærke. Ikke til at flytte.
   Der sætter mændene sig tungt til rette, mens konerne sætter kurvene med termokaffen og krusene fra sig på den nærmeste tue i læ af de skæve hvide kors og buketterne af vilde blomster bundet med hestehalehår. Med deres arbejdsvante hænder deler de krus, kaffe og sukker rundt.

I tavshed tømmer de krusene, mens de betragter himlen, havet og forfædrene.

Så vender de med ét tilbage, rejser sig og skilles uden ord og forsvinder ind i disen, som åbner sig mod dem og lukker sig efter dem.