Klippehulen er ikke stor, den giver ly for vejret, beskytter mod omverdenen og er let at varme op. Bålet kaster sit gyldne skær så alle hjørne og kroge ligge i et behageligt lys. Inderst i hulen - med ryggen mod en væg - sad manden, han så ind i ilden, fulgte flammerne der konstant forandrede form og farve, hvert sekund et nyt billede en ny form, en anderledes farve.

I evigheder vil ilden brænde
   uforandret danne nye former
   forandre udseende
   I det uendelige vil
   luen i natten betage
   mennesket.

Han var alene i den lange kolde vinternat. Himmelen var skyfri, sort og fyldt med stjerner, han sad tæt indtil bålet - når det blev nødvendigt lagde han mere træ på ilden, den og bisonpelsen han havde om sig holdt ham varm og nattekulden ude. Han var alene

Mange årstider havde han været alene, det føltes som et liv.
   Han forstod ikke hvorfor han var forladt, borte fra stammen - Han havde ikke gjort noget urigtig, altid fulgt loven og bidraget med sin indsats til fellesskabet. Ingen havde peget på ham eller anklaget ham for at bryde skikken, eller være respektløs overfor guderne. Men langsomt var han gledet ud af flokken, mere og mere gået i yderkanten af stammen og til slut ved siden af. Det virkede som om ånderne ikke ønskede han skulle leve i klanen. Hvad var gudernes mening hvorfor havde de isoleret ham gennem livet - . Han prøvede at få orden på tankerne, det lykkedes ikke, han så ind i ilden, faldt i søvn. Med tankerne svirrende i hovedet, sov han en urolig søvn og medens timerne svandt, lagde han flere gange nyt træ på ilden havlvejs vågen og halvvejs i søvne I denne mærkelige tilstand mellem drøm og virkelighed, søvn og vågen var det som ånderne talte til ham og forsøgte at fortælle ham noget, men han forstod ikke ordene de brugte.

Af og til når han var på jagt stødte han på folk fra stammen, så fik han hører nyt og snakke med andre mennesker en stund. Men de skiltes altid uden at han gik med dem. De gik hver til sit, hver for sig, stammefolkene sammen, han alene. Der var ikke fjendskab imellem dem, eller uvenskab ingen vidste hvorfor det var sådan, ingen spurgte, det var bare sådan det var, men det skabte undring.

Som årstiderne svandt mærkede han at de ånder blev svagere der havde styrket og hjulpet ham på jagten når dyr skulle spores, løbes op og nedlægges så der kom mad til stammen, de ånder der havde gjort ham til en af stammens topjægere og en sikker kilde til føde. Han mærkede hvordan det blev vanskeligere at læse naturens sprog, at finde et spor og følge det, og han fik større og størrre vanskeligheder med at nedlægge byttet. Der var fisk i elven kaniner og harer i skoven han sultede ikke men jagten blev vanskeligere. - -

Årene er gået . Det er vinter det er nat, bålet brænder svagere og svagere, han mærker det ikke, armen løftes ikke der bliver ikke lagt nyt træ i flammerne. I sin søvn møder han ånderne, forstår endelig deres sprog smiler glad og går med dem.

Klanfolket vidste hvor deres frænde havde sin hule de opsøgte ham da det blev vår og ingen havde set eller hørt ham i skoven. I hulen fandt de hans afspiste knogler, shamanen samlede dem sammen. De blev behandlet som de skulle og begravet efter stammens skikke.

Hulen giver ly for vejret, beskytter mod omverdenen. Den er ikke stor, let at varme op lyset kaster sit skær så alle hjørne og kroge ligge i en behagelig glans. I hulen sidder en skikkelse og ser ind i lyset der konstant forandrer form og farve, hvert sekund et nyt billede en ny form en annerledes farve. Mennesket er alene, natten er som nætter er om vinteren, mørk, lang og kold. Denne nat var der ingen skyer på himmelen, den var sort og fyldt med stjerner, i sin lune hule mærker mennesket ikke vinterkulden, men sidder alene i lyset, føler sig træt, rejser sig slukker fjernsynet og går i seng.