Det stod der en dag, det gamle hotel,
fordækt og skjult bag det grønne.
Det havde nok været der altid, nuvel,
blot overset af mig, vil jeg skønne.
Dets vinduer var mørke og helt skoddet til.
og dørene lukket med brædder.
Jeg følte en særegen kraft var på spil,
skønt huset var hjemsøgt af edder.
Og mens jeg iagttog det frønnede hus,
gled tankerne langsomt tilbage.
Til dengang hotellet var det helt store sus,
til lyse og gladere dage.
Hvis huset ku' tale om ting der var hændt,
så tror jeg det kunne berette,
om livlige gæster som her blev forvent,
om klasse og om etikette.
Her holdt bruden og gommen kalas,
med sang og med lystige taler.
I tide fortrak de fra aft'nens strabads,
for at feste i egne lokaler.
Den klagende støj forstyrred' en genbo,
en handelsmand der hviled' fra turen.
Han banked' på væggen og udbad sig ro,
mens parret slog huller i muren.
Familier holdt ferier fra hverdagens slid,
og samled' fornyede kræfter.
Mens gæsterne slendrede rundt, hid og did,
i byens mange geschæfter.
Men årene gik, og dagen den kom,
da gæsterne ikke var mange.
Hotellet drejed' til sidst nøglen om,
og tomheden indtog dens gange.
Den førhen så travle og støjende bygning,
med lyse og indbydende rum.
gled længere ind i skovbrynets tykning
i træt resigneren og ganske stum.
Hvis vægge ku' tale - og jeg tror de kan,
de skæbner hvortil de var vidne,
med glæder og sorger for kvinde og mand,
gir' genlyd når vinden blir' bidende.