Jeg er kommet til kundskab om Tempelriddernes hemmelighed. Dette er rygtedes i visse prominente kredse, eller loger om De vil, og min viden vil med al sandsynlighed komme til at koste mig livet. Det, at De er kommet i besiddelse af dette dokument, betyder uvilkårligt to ting: For det første, at jeg ikke længere er at regne blandt de levende og, for det andet, at De, kære læser, ved at læse videre sætter Dem op mod et broderskab, der ikke skyer nogen midler for at holde deres dystre hemmeligheder skjult for omverdenen - end ikke nådesløse og sadistiske drab på lovlydige borgere.
Min egen person i den forbindelse er inderlig ligegyldig. Det er de konklutioner og teorier jeg har formuleret, der åbenbart er så betydningsfulde, at selv højtstående personer i samfundets øverste top er villige til at sætte deres gode rygte på spil og gøre sig til mordere.
Lad mig med det samme indrømme, at havde det ikke været for præsten Berenger Sauniere og hans sælsomme fund under restaureringen af kirken i Rennes-le-Chateau, var jeg aldrig kommet på sporet af dette broderskabs makabre hemmelighed.
Lærde mænd har i årenes løb fremsat adskillige mere eller mindre veldokumenterede hypoteser omkring middelalderens Tempelriddere. De er blevet beskyldt for at være alt, lige fra Gnostikere til Satandyrkere som kamuflerede sig bag ældgamle, okkulte ritualer, hvis oprindelse kan tilbagedateres til oldtidens Ægypten. Ingen af disse teorier kan være længere væk fra sandheden. Visse ansete forskere ville sikkert have hilst tanken, om at det ikke var et videnskabeligt spørgsmål, velkommen, for derpå med glæde og en ikke ubetydelig lettelse, at overdrage yderligere undersøgelser og de deraf følgende konklutioner til vor tids teologer. Desuden giver disse gisninger ikke svar på gåden om, hvordan mennesker fra det 12. og 13. århundrede, har været i stand til at opføre monumenter og bygningskonstruktioner over et område på næsten tres kvadratkilometer, så de, set fra luften, danner åbenbare symmetriske figurer. Hvilken videnskab har de benyttet? Hvor stammede den fra? Og hvilket formål tjente, eller rettere tjener disse ejendommelige mønstre?
Mange har forsøgt at finde svarene på disse spørgsmål, og flere vil ganske givet prøve i de kommende år. Men uanset hvilke resultater de kommer frem til, vil der kun være én sandhed! En sandhed så grusom, at mange videnskabsmænd sikkert ville have foretrukket en fanatisk heksekult, frem for de uhyrligheder de, via tilfældighedernes ubarmhjertige spil, snart vil være nødsaget til at erkende. Og dog lukker de med fuldt overlæg øjnene for kendsgerningerne i bevidstheden om, at idet de nedfælder deres opdagelser på papir, eller nævner dem ved deres forelæsninger, vil de uomtvistelig have underskrevet deres egen og deres families dødsdom.
Der findes veldokumenterede tilfælde af dødsfald, der ikke kan beskrives som andet end unaturlige. Henri Boudet, abbeden i Renne-les-Bains, der skrev bogen "The True Celtic Language and the Cromlech at Renne-les-Bains", menes for eksempel at have været i besiddelse af en betydningsfuld viden i forbindelse med mysteriet i Rennes-le-Chateau. Hvilke teorier han kom ind på, skal jeg ikke nævne her, men det er et faktum, at Boudet døde under gådefulde omstændigheder og at hans bog blev efterstræbt og ødelagt af Bishop de Beausejour.
Allerhelgens aften, 1897 blev Coustaussa's gamle præst, Jean-Antoine-Maurice Gelis, overfaldet af ukendte mænd og slået ned med ildragere, hvorefter en økse gentagende gange blev hugget i den gamle mand for at fuldende forbrydelsen. Derefter lagde man Gelis' maltrakterede krop på gulvet med hænderne over kors på brystet. Hans hjem bar tydeligt præg af at være blevet gennemsøgt, uden at der dog tilsyneladende var fjernet noget som helst af værdi.
Berenger Sauniere's husholderske er måske den eneste, ud over jeg selv, som vil være i stand til - og villig til - at afsløre hvilket afskyeligt fund, Sauniere gjorde i hulrummet under kirkens alter. Hun ved også hvorvidt der er hold i påstanden om, at præstens kiste var bestilt umiddelbart inden hans fatale slagtilfælde. Hun har lovet mig at afsløre sin viden inden hun dør, men jeg frygter at visse personer vil sætte alt ind på at hindre hendes forehavende. Desværre nægter hun fuldt og aldeles at be- eller afkræfte mine egne teorier, men når jeg betragter frygten i hendes blik, ved jeg at jeg er så nær sandheden, som man kan komme uden at være i besiddelse af Berenger Sauniere's eget mundtlige udsagn. Selv om jeg ikke ønsker at fremstå som en uvederhæftig dommedagsprofet, tvivler jeg ikke ét minut på at gåden vil kræve flere ofre i fremtiden.
Men... nok om det. Lad mig nu berette om de skjulte rædsler, der ulykkeligvis kom for dagen under restaureringen af kirken i Rennes-le-Chateau...