Brombær! Findes der noget bedre? I sommers på en cykeltur hjem fra Ballerup by kørte jeg forbi et langt brombærbed, og måtte stoppe op og plukke...
Selvfølgelig havde jeg noget i tasken, der kan bruges til bær indsamling - som kvinde og som barn!
Da jeg opdagede de mange sorte bær på buskene, havde jeg det, som om jeg havde vundet i Lotto! Yes! Gevinst!
Jeg smagte på de første bær, jeg plukkede "yaddrik" - der var én, der var sur! ... og nu huskede jeg - de skal slippe taget med et suk, før de er søde som en drøm...Hvor mange gange havde man ikke som barn prøvet at vride et bær af busken, kun for at få en syrlig smag i munden..."yrdrk".
Jeg mindes de voksne i barndommen, der sagde:" Tålmodighed er en dyd". Jeg siger det faktisk tit til mig selv.
Det er bare lige det, at "de voksnes råd" forsvinder som dug for solen, når brombærrene er ved at modnes, og alle bær er grønne liiige på nær ét, der er mørkerødt. Man må lige prøve...tænk nu hvis det alligevel er sødt... "yrdrk". Nej...Visse ting ændrer sig vist aldrig?

Mens jeg plukkede flere bær, rev jeg mig på små torne - torne jeg havde glemt alt om fandtes, og min "indre voksne" tænkte et øjeblik, om det ikke var nemmere at tage forbi Føtex, og købe en bakke bær i stedet? Men det gav jo ingen mening... for dette gav mening.
Jeg mødte pludseligt buskenes vogter - "Peter", der dukkede op i øjenkrogen, og jeg fik en fært af den overraskelse, et insekt gør sig, når det pludselig i et slør ser sin overmand for øjnene af sig.
Nu måtte selveste "Insektøren" Peter vige pladsen for dinosaurbarnet, der havde set juraskoven i barndommens land, på vej hjem fra supermarkedet...Blot for en stund, måtte Brombærenes Vogter forlade sin gyldne gren.
Og en god stor håndfuld bær blev det til...

Faktisk var jeg taget lige netop til byen Ballerup, for at handle noget bestemt, som viste sig ikke var der, alligevel. At jeg så skulle finde noget endnu bedre på vejen hjem, kan jeg kun glædes over.
I nuet, fandt jeg ,det indre barn, og evnen til at glædes over det, der er ligetil, det, der intet koster, og det der ofte er lige foran øjnene på os, uden at vi lægger mærke til det.

Denne sommerdag har mindet mig om, hvor det egentlig er, jeg kan hente mine værdier.

Havde jeg nu været barn, og have dette været en røverhistorie, havde titlen på denne tekst nok været "Brombærrov i Ballerup"- og jeg havde sluttet af med at skrive, at jeg var nået over grænsen til Herlev med mine "tyvkoster" - så nu kunne loven ikke røre mig.
Jeg er dog ikke længere barn, og min voksne er vendt tilbage, efter en stund i barndommens rus - så derfor vil jeg "nøjes med at sige", at jeg var ude og handle, og at jeg fik det bedste med hjem fra Ballerup, alt imens jeg tænker, om byen "Balle-rup" nu har fået det pudsige navn, fordi en masse folk gennem tiden har stået med ru(m)pen i vejret og plukket brombær?